06-01-2014

"Bøn om tavshed" af Linda Castillo

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

 

Hr. Ferdinand, 2013 - 416 sider

 

Familien Plank flyttede fra Pennsylvania til Painters Mill for at slutte sig til det lille amishsamfund. De virkede som en ideel familie til at leve det enkle liv – indtil en kold oktobernat hvor samtlige syv familiemedlemmer findes dræbt på deres gård. Politichef Kate Burkholder og hendes lille politienhed har meget få spor at gå efter, intet motiv og ingen mistænkte. Eftersom Kate selv har en fortid i amishsamfundet, er hun ikke ubekendt med de hemmeligheder, som amishfolket kan gemme på. Men denne forbrydelse er rædselsvækkende unormal. Da Kate opdager en dagbog, som har tilhørt en af familiens teenagedøtre, er hun chokeret over at erfare, at pigen har holdt på nogle meget dystre hemmeligheder og måske har levet et uhyggeligt dobbeltliv. Hvem er den karismatiske fremmede, som stjal den unge amishpiges hjerte? I takt med at Kates vrede stiger, vokser også hendes beslutsomhed, når det gælder om at finde morderen og lade retfærdigheden ske fyldest – selv hvis det betyder, at hun bringer sit eget liv i fare. 

”Bøn om tavshed” er som forgængeren ”Tvunget til tavshed” en særdeles spændende thriller. 

I lighed med flere af de thrillere, der er oppe i tiden, er bogen særdeles barsk og udpenslende i sin beskrivelse af den grufulde forbrydelse, der er bogens omdrejningspunkt. 

Som altid, når der er tale om den slags forbrydelse, hvor en psykopat er på spil, karakteriserer forbrydelsen psykopatens inderste væsen, hvilket må have været forfatterens hensigt med den detaljerede beskrivelse af forbrydelsen. 

Udover den meget spændende krimiintrige har bogen også en glimrende beskrivelse af det amishsamfund, der stadig eksisterer i nutidens USA. Som læser bliver ens kendskab til amishfolket og deres tilværelse på fin vis repeteret. 

Mange mener, man ikke kan lære noget ved at læse en krimi. Det kan bestemt i denne roman, når det drejer sig om amishfolket. 

Bogens hovedperson, den unge politichef i en lille amerikansk by, Kate Burkholder karakteriseres på bedste vis. Hun er en dygtig efterforsker, men har bestemt også sine indre dæmoner at kæmpe med, i særdeleshed fordi hun er en frafalden amishpige. 

En anden af bogens hovedpersoner er John Tomasetti, fra den statslige politienhed BCI. 

Han er også en dygtig efterforsker, og i lighed med Kate Burkholder har han i høj grad også sine problemer at kæmpe med. 

De to hovedpersoner har et noget kompliceret ”on and off forhold” til hinanden, som også volder dem noget besvær. 

Bogens personer virker meget troværdige. Troværdigheden gør sig også gældende, når det drejer sig om at beskrive politiets arbejde, hvor meget er rutinearbejde, som ikke altid fører noget med sig. 

Forbrydelsen i bogen opklares først til allersidst. Som sådan har læseren ikke den store mulighed for selv at finde de spor, der fører til opklaringen, men det er også underordnet, intrigen. 

Et generende element i bogen er det dog, at oversætteren roder rundt i de våben politiet benytter. Sommetider omtales tjenestevåbnet som en pistol og sommetider som en revolver. Der er rent faktisk forskel på de to våbentyper. En pistol har et magasin med adskillige projektiler. En revolver har en tromle med normalt op til 6 skud. 

En virkelig interessant og meget spændende bog på flere fronter.  

5 krimihjerter af 5

  

 Kan li'Prøv også at klikke ind på http://krimifan.dk/ hvor du foruden mine anmeldelser kan se mange andre anmeldelser, omtaler af nye bøger, blogindlæg m.m.