”Babyalarm” af Vibeke Dorph

Forlagets beskrivelse

Katrine forelsker sig i den karismatiske og velhavende Thomas, der installerer hende i en herskabslejlighed på Frederiksberg. De venter deres første barn, alt virker så perfekt, men så går det galt. 

For den tilsyneladende velfungerende Katrine ændrer sig voldsomt, da hun bliver gravid. Hun føler sig overvåget, hun er fyldt af uro, og hun gør mærkelige ting, som hun ikke kan huske bagefter. Efter fødslen udvikler Katrine en alvorlig fødselsdepression? Ønsker hun virkelig at skade sit barn? Det bliver både hun selv og omgivelserne efterhånden overbeviste om. Først da alt er ramlet, begynder Katrine at ane, at der måske er god grund til al hendes uro – og at det er andet og mere end hendes eget syge sind, der hjemsøger hende for at gøre hende ondt. 

”Babyalarm”er en isnende, psykologisk thriller af Vibeke Dorph, et nyt spændende navn på den danske krimi scene.

Min anmeldelse

Under normale omstændigheder havde jeg ikke kunnet finde mig i at læse en roman, som på de første 100 sider i den grad er en “tøseroman” med kærlighedsproblemer, graviditet, dramatisk fødsel, amning, bleskift, mødregruppe og fødselsdepression. Når jeg alligevel har fortsat læsningen, skyldes det, at forfatteren ind imellem tilsætter nogle små “spændings- og gyserdrys“, som skærper interessen. Disse “drys” øges som bogen skrider frem, og efterhånden udvikler bogen sig til at blive en yderst spændende gyser.

Bogens hovedperson, Katrine er sammen med kæresten Thomas og de to veninder Helle og Belinda yderst realistisk beskrevet, men også de mere perifere personer er realistiske. Det gælder også et par småkriminelle, som man møder mod bogens afslutning.

Vi bevæger os især i de mere velstående miljøer i København og dens forstæder.

Da forfatteren på egen krop har følt, hvad en fødselsdepression er, må beskrivelsen af den, som Katrine udsættes for, antages at være yderst realistisk. Forfatteren også mere end antyder, hvordan omgivelserne til en depressionsramt kvinde ikke umiddelbart har forståelse for hendes problemer. Det gælder familie, venner og såmænd også behandlersystemet.

Ud over temaet om fødselsdepression er et af bogens store temaer, hvad svigt i sin yderste konsekvens kan føre med sig, og hvordan den, der svigter ikke selv indser dette faktum.

Bogens mange “tøsesager” på de første mange sider vil givet medføre, at mange mænd opgiver læsningen, men det er ærgerligt, for bogen udvikler sig til at blive en ren gyser.

Jeg vil også mene, at bogen med sit forholdsvis lille persongalleri, vil egne sig glimrende til at blive filmatiseret.

4 krimihjerter ud af 5

People’s Press

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...