06-12-2014

"Jagthundene" af Jørn Lier Horst

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

 

 

 

 

 

  

Forlaget Punktum.dk 2014 – 327 sider

 

Forlagets beskrivelse

William Wisting har jaget forbrydere hele sit liv ... nu er det ham selv der bliver jaget.For 17 år siden var William Wisting efterforskningsleder på en af landets mest medieomtalte straffesager, da den unge Cecilia Linde blev fundet myrdet. Nu er det kommet for dagen, at beviserne der fældede gerningsmanden var falske. Wisting bliver suspenderet, under mistanke for at have forfalsket bevismaterialet og medierne lugter blod.Med hjælp fra sin journalistdatter Line og en meget uventet kilde, forsøger han at finde ud af hvem af deres egne, der forfalskede beviserne og hvad der egentlig skete dengang.Så forsvinder endnu en ung kvinde, og det bliver starten på et nervepirrende kapløb.

 

Titlen ”Jagthundene” har symbolsk betydning, idet den hentyder til en 17 år gammel sag, hvor et polititeam under ledelse af William Wisting var overbevist om, at det var på sporet af den rigtige gerningsmand, og derved fulgte sporet uden fravigelser. Det selv om der var andre spor, der burde have været kigget på.

Det er nøjagtig det samme, der sker, når en jægers jagthund har fundet et spor. Så følges det også uden svinkeærinder.

Ovennævnte er et stort tema i bogen, og når William Wisting så tiltales for dengang for 17 år siden at have lagt et falsk spor/bevis ud i forlængelse af det spor, som efterforskerne fulgte, og der desuden tilføjes et nutidigt drab og en bortførelse, har man ingredienserne til en velfortalt, spændende og yderst realistisk politiroman

Bogen fortælles i et roligt tempo. Her er ikke nogen urealistiske actionscener, men der er bestemt dramatik - troværdigt vel at mærke.

Man får en god beskrivelse af, hvordan politiet i Norge arbejder, da forfatteren Jørn Lier Horst selv er politimand.

Personbeskrivelserne er gode. Bogens personer er, som folk er i virkeligheden, nemlig en broget skare med mange forskellige egenskaber - gode såvel som dårlige.

I og med at politimanden William Wistings journalist-datter, Line også spiller en stor rolle i bogen, kommer man også om ad, hvad der sker på en avisredaktion i forbindelse med en spektakulær forbrydelse.

Bogen beskriver på allerbedste vis, hvad der sker, når en pligtopfyldende politimand pludselig anklages for at forfalske beviser.

Man hører også en del om Williams Wistings privatliv. Det er med til at fuldende billedet af ham og fortæller, hvor store omkostninger det kan have for familielivet, når man har arbejde som politiefterforsker.

Krimiintrigen hænger sammen. Der er ingen løse ender efter endt læsning, og det betyder ikke noget, at afslutningen er uden de helt store overraskelser.

5 krimihjerter