24-12-2014

"Copyman" af Steen Harvig

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siesta 2014 – 240 sider

 

Forlagets beskrivelse

Forfatteren Steen Harvig lægger i sin 11. spændingsroman, Copyman, spor ud, som viser vej til løsningen af en af verdens mest sagnomspundne mordgåder.

Politiassistent Morten Krag har taget orlov fra sin stilling på Politigården i København for at realisere en gammel drøm om at arbejde som psykoterapeut, men da en af hans klienter, en yngre læge, pludselig forsvinder, samtidig med at et par uhyggelige sager verserer omkring to andre læger, må Krag træde til og assistere sine gamle kolleger.

Den genetablerede stab på Gården iværksætter en systematisk efterforskning og støder på to spor: et, der har forbindelse til en ung kvindes sporløse forsvinden i Sydnorge ti år tidligere, og et andet, der har relation til et mystisk Z, et tegn eller bogstav, man har fundet på gerningsstederne.

Hvordan hænger de problematiske hjemlige sager sammen, og hvilken forbindelse er der mellem de implicerede, eller drejer det sig i virkeligheden om spor, der kan føres tilbage til en af de mest skelsættende og komplicerede mordgåder, verden endnu har set?

Morten Krag står over for sit vanskeligste job til dato.

 

I denne bog bevæger Steen Harvig sig længere ud verden, end det normalt er tilfældet i hans bøger, idet både USA, Frankrig og Norge ”er med” i bogen.

Ganske vist foregår langt det meste af handlingen i Danmark, men de forbindelser, der er til USA, Frankrig og Norge har meget stor betydning for intrigen i bogen.

De to skudattentater, der foregår i bogen, viser sig på forunderlig vis at kunne relatere til drabet på præsident Kennedy i Dallas i 1963.

Selv om det nu er over 50 år siden skuddene faldt i Dallas, er der opstået et væld af konspirationsteorier om baggrunden for drabet. En sådan teori bygger Steen Harvig ind i ”Copyman”. For så vidt kan den teori være lige så god som alle de andre, man har hørt om.

Imidlertid er det ikke sådan, at Kennedymordet er bogens omdrejningspunkt. Det er opklaringen af de to nutidige skuddrab.

I og med at Steen Harvigs hovedperson fra hans foregående bøger, politiassistenten Morten Krag har orlov fra politiet for at arbejde som psykoterapeut, spiller menneskesindets krinkelkroge en betydelig rolle i bogen.

Persongalleriet er troværdigt. Mon ikke også, Sten Harvig har fanget den jargon, der hersker på et efterforskningsteam, ganske godt?

Som altid er Steen Harvigs bøger velskrevne, men bogen er ikke så ”jordnær”, som hans foregående bøger. Lidt for fantastisk, men bestemt spændende.

Personligt foretrækker jeg den ”jordnære” og mere klassiske krimi/politiroman fra Sten Harvigs hånd.

 

3 krimihjerter