04-02-2015

”StjerneBos Børn” af Brian Spangård

 Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

 

 

 

 

 

 

Historia 2014 – 460 sider

 

Forlagets beskrivelse:

Selvom de tidligere beboere på ungdomsinstitutionen StjerneBo for længst er flyttet ud, er institutionen aldrig flyttet ud af beboerne, der tvinges til at tage stilling til deres fælles fortid, da tidligere medarbejdere på StjerneBo brutalt myrdes én efter én. Lige så meget som StjerneBos Børn er en medrivende psykologisk thriller om en koldblodig morder, er den også en fortælling om svigt, menneskelighed og skæbner.
En ad gangen følger vi de traumatiserede beboere, mens spændingen stiger, og forudanelser og mistanker synes at omdirigeres, hver gang vi vender en side. Vi bevæger vi os ind og ud mellem samfundslag og ind under huden på hver enkelt skarpt portrætteret personlighed, hvorved vi udfordres såvel på vores fordomme, som på vores definition af retfærdighed
.

 

Alting med måde. Det gælder i høj grad også sexbeskrivelser i krimier, og man kan roligt sige, at Brian Spangård ikke kender til mådehold med hensyn til sex i StjerneBos børn. Efter min mening er det det indtryk, der i høj grad står tilbage efter endt læsning. Det er er en skam, for bogen rummer også meget godt.

Det, man burde have husket mest, når bogen var færdiglæst, skulle have være temaet med de forsømte og misbrugte børn på børnehjemmet ”StjerneBo”.

Det er ikke småting, disse børn udsættes for, og selv om selvtægt selvfølgelig ikke kan accepteres, forstår man godt, hvilke bevæggrunde morderen har til sit hævntogt.

Miljøbeskrivelserne i bogen er gode, idet forfatteren fint viser de forskellige miljøer, de svigtede børn befinder sig i, efter de har forladt ”StjerneBo”. Også personbeskrivelserne er gode og viser, hvilken indflydelse den forfærdelige barndommen har haft på sjæl og sind.

Morderens identitet afsløres længe inden bogen er slut. Det betyder ikke noget, da man så for alvor kan følge morderens tanker og bevæggrunde.

I øvrigt er det sjældent, at man læser en krimi, hvor politiet ikke medvirker, men det er OK.

Bogen er alt for lang, for ud over de meget minutiøse beskrivelser af de forskellige sex-akter, er mange af de øvrige beskrivelser i bogen også for lange. Det tager alt for ofte lang tid at komme fra punkt A til punkt B både i bogstaveligste og overført betydning.

 

3 krimihjerter