06-03-2015

"Elskede Heidi" af Lotte og Søren Hammer

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

 

 

 

 

 

 

 

Gyldendal 2015 – 428 sider

 

 

Forlagets beskrivelse

Vicerigspolitichefens barnebarn bliver bortført fra sin børnehave og himmel og hav bliver sat i bevægelse, for at finde hende. Selvfølgelig er det Konrad Simonsen, der har trukket det korte strå, og eftersøgningen må i gang.
"Elskede Heidi" er 6. krimi i serien om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen skrevet af Lotte og Søren Hammer. Han får for alvor noget at se til, da pigen findes død og den næste forsvinder. Er der mon en sammenhæng, og hvem står bag?
"Elskede Heidi" er en skræmmende og spændende krimi, hvor tiden er den værste fjende, for alt kan gå galt på et splitsekund.

 

I ”Elskede Heidi” møder vi igen de kendte personer fra Drabsafdelingen ved Københavns Politi. Drabschef Konrad Simonsen, Komtessen, Arne Pedersen og Klavs Arnold. Man møder dem både som de dygtige efterforskere de er, men også som de personer, de er, når de ikke er politifolk.

Personbeskrivelserne af både politifolk og øvrige personer i bogen er for så vidt gode - om end ikke for alle personers vedkommende helt troværdige. Både blandt politifolk og de øvrige personer, møder man de yderst sympatiske til de stik modsatte.

Handlingen foregår for størstedelens vedkommende i København, men man er også lige et smut i Hanstholm.

Jeg synes godt om, at forfatterparret Hammer ikke bare lader de københavnske efterforskere køre deres eget løb mht. det drab, der finder sted i Hanstholm, men som det også vil ske i virkelighedens verden, lader man Nordjyllands Politi komme ind over efterforskningen.

For så vidt mener jeg, at det, man kan kalde den egentlige efterforskning er er nogenlunde i orden, når det drejer sig undersøgelser af gerningssteder, afhøringer af vidner, anholdelser osv.

Til gengæld tror jeg, at de afhøringer, der sker af mistænkte er noget tvivlsomme.

Det er ikke helt realistisk, at den nye efterforsker i drabsafdelingen får hun ”lov til” alt det hun gør – også selv om hun er Konrad Simonsens kæledægge.

Jeg forstår heller ikke, at Lotte og Søren Hammer fortsat bruger de gamle termer som kriminalpolitiet og ordenspoliti. Disse betegnelser eksisterer efter Politireformen af 2007 ikke længere. For at citere hvad krimiforfatteren Jens Henrik Jensen siger i mit interview med ham på min hjemmeside: ”Reformen var – og er – så stor og gennemgribende en forandring i det danske politi, at en krimiforfatter naturligvis skal rette ind. Og forblive troværdig.”

Ret hurtigt finder læseren ud af, at begrebet hævn spiller en stor rolle i bogen, og hvad der i den forbindelse sker i bogen er måske nok noget spektakulært, men virkelighedens verden viser også, at hævn i alle afskygninger meget let kan blive en del af hverdagen.

En ganske interessant del i handlingen handler om droner, og hvilke egenskaber en sådan kan udstyres med. Umiddelbart kan nogle af de drone-egenskaber, man hører om i bogen synes vildt overdrevne, men mon de rent faktisk er det?

Krimiintrigen er yderst spændende, og som alle gode krimier har den en overraskende slutning.

 4 krimihjerter