02-06-2015

”Den tredje stemme” af Cilla & Rolf Börjlind

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

 Foto: Mette Camilla Melgaard

 

 

 

Rosinante 2014 – 460 sider

 

Forlagets beskrivelse

”Den tredje stemme” af Cilla & Rolf Börjlind er anden krimi i serien om Olivia Rönning, som lige er blevet færdig på politiskolen i Stockholm.
En tidligere kvindelig cirkusartist findes parteret i Marseille. I Stockholm finder en ung pige sin far hængt i stuen. Det viser sig at være mord. Den nyuddannede politibetjent Olivia Rönning bliver ufrivilligt draget ind i sagen og opdager her en forbindelse til mordet i Marseille. Tom Stilton, en hjemløs ekspolitibetjent efterforsker mordsagen og selvom Olivia og Tom ikke længere er på talefod, er de nu nødt til at arbejde sammen om opklaringen af sagen.
Cilla & Rolf Börjlind er to af Sveriges mest efterspurgte manuskriptforfattere, og parret debuterede i 2012 med krimien ”Springflod”, som er første bind i serien om Olivia Rönning og Tom Stilton. De står desuden bag manuskripter til mange af filmene om Martin Beck og flere afsnit af den svenske tv-serie Wallander.

 

Igen har forfatterparret skrevet en særdeles god og spændende bog, som lever fuldt ud op til forgængeren ”Springflod”.

I denne bog er Tom Stilton kommet på fode igen. Efter lidt tøven fra Olivia Rönnings side genopstår venskabet med Tom, da de sammen går ind i opklaringsarbejde af mordet på den hængte mand. Som handlingen skrider frem, viser det sig, at mordet har at gøre med et andet mord, som er foregået i Marseille. Et mord som er begået på Toms ven Abbas’ elskede. Tom og Abbas rejser til Marseilles, hvor det lykkes dem at finde oplysninger om morderen. Oplysninger som sidenhen kan bruges, da de kommer tilbage til Sverige.

Personskildringerne i bogen er gode. Det gælder Tom, Olivia, den overordnede politikvinde, Mette og bogens øvrige personer. Skildringen af den hængte mands datter, Sandra gør et stort indtryk.

Bogen skildrer ligeledes på bedste vis mange forskellige miljøer fx Toms nye opholdssted i en lejet kahyt på en oplagt båd, et fransk cirkus, en rigmand og kunstelskers skærgårdsvilla og et privat svensk plejehjem.

En spændende sidehandling er også Toms kamp for at ”få skovlen under” den overordnede politimand, Rune Fors, der var en af årsagerne til, at Tom fik et alvorligt knæk, som til sidst resulterede i en tilværelse som hjemløs i en længere periode.

Det, at handlingen skifter sted mange gange i løbet at bogen, giver den et godt flow.  

Et vigtigt tema i bogen er internettets muligheder, når det gælder porno. Her drejer det sig ikke om harmløse pornosider, men om de steder på nettet, hvor man bestiller aktører til at udføre seksuelle handlinger efter kundens ønske direkte, mens man ser det.

Selv om noget i bogen måske passer lidt for godt sammen, er det en rigtig god krimi.