30-06-2015

”Forbryder” af Karin Slaughter

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

 

 

 

 

Hr. Ferdinand 2012 – 450 sider

Forlagets beskrivelse

Ny fremragende Slaughter-krimi med Sara Linton og Will Trent. Slaughters nyeste krimi er en beretning om kærlighed, loyalitet og mord. Den strækker sig over fyrre år og omfatter to uhyggeligt ens mordsager og en god mands dybeste hemmelighed. Will Trent er forelsket og begynder så småt at lægge sin plagede fortid bag sig. Men så forsvinder en lokal universitetsstuderende, og Will bliver af en eller anden mærkelig grund holdt væk fra efterforskningen af sin chef, Amanda Wagner. Will kan ikke gennemskue Amandas grund, før de to i bogstavelig forstand støder sammen i et forladt børnehjem, som de begge har opsøgt af vidt forskellige grunde. Årtier tidligere – mens Wills far var fængslet for mord – var dette hans hjem. Fyrre år tidligere, da Amanda tog de første skridt ind i den mandsdominerede verden, der udgør Atlanta Politi Distrikt, var en af hendes første sager efterforskningen af en brutal forbrydelse, der havde fundet sted i et af byens hårdest belastede kvarterer. Amanda og hendes partner, Evelyn, var de eneste der virkede interesseret i, at forbryderen blev pågrebet og anholdt. Nu er sagen, der var indledningen på Amandas karriere, pludselig dukket op til overfladen igen, flettet sammen med mysteriet om Wills fødsel og herkomst. De to ukuelige efterforskere må hver især stå ansigt til ansigt med fortidens dæmoner, hvis de vil afværge at en endnu værre rædsel slipper løs. Troværdige personer, intens atmosfære og fascinerende spænding – ”Forbryder” er Slaughters hidtil stærkeste og mest bevægende bog.

 

”Forbryder” er langt mere end en krimi. Det er også en roman, der giver en utrolig god beskrivelse af forholdene hos Atlanta Politi i 70’erne. Især er der fokus på forholdene for de kvindelige betjente, som i voldsom grad udsættes for nedgørelse, men så sandelig også for grov sexchikane.

I det hele taget beskriver bogen den manglende ligestilling mellem mænd og kvinder i 70’erne.

Et andet tema er prostitution. Bogen giver en utrolig god indsigt i de forhold, som unge prostituerede blev budt af sexhungrende kunder og modbydelige alfonser.

Også raceforskellene i sydstaten Georgias hovestad, Atlanta er bogen omme ad.

Karin Slaughters beskrivelse af det dårlige forhold mellem sorte og hvide politifolk er tankevækkende.

I øvrigt er det stort set de samme temaer, der indgår i Karin Slaughters senest udkomne og iøvrigtfremragende bog ”Hævntørst”.

Imidlertid foregår handlingen i ”Forbryder” ikke kun i 70’erne, men også i nutiden. Derfor skiftes der bogen igennem mellem de to tidsaldre. Det er den overordnede politikvinde, Amanda Wagner, der er bindeledet mellem de to perioder.

En anden af bogens hovedpersoner, Will Trent, som læserne kender fra mange af Karin Slaughters romaner, har været en person, hvis opvækst og baggrund ikke har været helt gennemskuelig. Efter endt læsning af ”Forbryder” er man ikke i tvivl om, hvad det er, der har været med til at gøre Will til den person, han er blevet til.

På samme måde er det med Amanda Wagner. Gennem de flashbacks, der er til 70’erne, hvor Amanda startede sin karriere hos politiet, får man også et godt kendskab til det, der har gjort Amanda til den person, hun er blevet til i nutiden.

Som sædvanlig er der uhyre gode personbeskrivelser i bogen. Nogle personer elsker man bare, og andre hader man af et godt hjerte.

De mange forskellige steder, som beskrives står også meget klare for læseren. ”Forbryder”er ikke umiddelbart en bog, man haster igennem. Der mange dybdegående beskrivelser og forklaringer.

Selv om jeg indledte med at beskrive bogen som mere end en krimi, så ER den også i høj grad en krimi med dramatik, og som alle gode krimier afsluttes den med en gedigen overraskelse.