01-07-2015

"Iréne" af Pierre Lemaitre

  Klik HER og se alle mine anmeldelser

 

 

Lindhardt og Ringhof 2014 – 369 sider

 

Forlagets beskrivelse

IRÈNE er en pre-quel (forløber) til krimien ALEX. Her hører vi mere om Camille Verhoevens personlige historie.

Kriminalkommissær Camille Verhoeven er lykkelig. Han er gift med den dejlige Irène, og sammen venter de deres første barn. Men hans tilværelse bliver vendt fuldstændig på hovedet, da han skal opklare et yderst voldsomt mord. Kun Camille ser forbindelsen i den umotiverede vold - drabsstedet ligner en scene beskrevet i en krimi af James Ellroy. Der er så mange detaljer, der stemmer overens, at det ikke kan være en tilfældighed. Pressen får nys om sagen, men det er, som om de ved mere, end Camille fortæller dem. Da de iscenesatte mordfortsætter med mere og mere bestialske litterære referencer, udvikler sagen sig til at blive personlig for Camille. Med pressen på sidelinjen og hele offentligheden som vidner, skal han forsøge at udmanøvrere en særdeles udspekuleret morder, der hele tiden er et kapitel foran. Kun én kan komme sejrrig ud af duellen; ham, der har mindst at miste ...

IRÈNE vandt i 2006 debutprisen ved Festival du Cognac og er i år nomineret til CWA International Dagger Award 2014.

 

Hvis man ikke har læst Pierre Lemaitres” Alec”, som Lindhardt og Ringhof udsendte i 2014, vil jeg anbefale, at man læser ”Iréne” først.

Lad det være sagt med det samme, ”Iréne” erligesom ”Alec”- en barsk, uhyggelig, modbydelig, velskrevet og drønspændende krimi.

Personligt har jeg ikke læst mange franske krimier, men Pierre Lemaitre er et godt bevis på, at også franskmændene kan skrive særdeles gode krimier.

Hovedpersonen, kriminalkommissær Camille Verhoeven er ikke som politifolk er flest. Han er intellektuel med et kunstnerisk gen, og så er han kun 1½ meter høj, men han er en yderst kompetent efterforsker, som er meget nær tilknyttet det team, han er leder af.

Jeg har et ringe kendskab til politiarbejde i Frankrig, men beskrivelsen af opklaringsarbejdet i bogen virker troværdigt. Handlingen foregår i 2003, og bogen beskriver bl.a., hvordan IT spiller en større og større rolle i politiets arbejde.

Også personerne beskrives troværdigt. Politifolkene er ikke helte, men personer på godt og ondt.

Stederne og miljøerne beskrives også godt. Det være sig om det er Camille Verhoeven og hans kone Irénes hjemmiljø, eller om det er et af de meget uhyggelige gerningssteder.

Seriemorderen i bogen henter inspiration til sine meget spektakulære mord i forskellige kriminalromaner. Også et drab fra Sjöwall og Wahlöö har givet inspiration til morderen.

Fra virkelighedens verden ved vi, at pressen kan være både en medspiller og en modspiller, når politiet efterforsker et drab. Pressen spiller også en større rolle i bogen, og beskriver indgående, hvor langt politiet er kommet i opklaringsarbejdet, og det til trods for, at efterforskerne er meget tilbageholdende med at give oplysninger. Det er i høj grad også et fænomen, som efterforskerne skal forholde sig til.

Bogens sidste sider er særdeles spændende, og man sidder nærmest med hjertet oppe i halsen af frygt for, at politiet ikke når det, de SKAL nå.