09-07-2015

"Kaos" af Poul Erik Larsson

Klik HER og se alle mine anmeldelser

 

 

 Mellemgaard 2015 – 406 sider

 

Forlagets beskrivelse

Birgitte Munk Sørensen var et kendt og frygtet navn i medicinalindustrien, og nu er hun død. Myrdet. En landskendt golfspiller mistænkes, men går fri under kontroversielle omstændigheder. En ældre mand forsvinder sporløst under opklaringsarbejdet. Og i en container findes de jordiske rester af et brutalt likvideret torturoffer.

Marcus Falck, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, har hænderne fulde, og det hjælper bestemt ikke på det hele, at forholdet til kæresten og kollegaen, retsmediciner Lonnie Peitersen, er begyndt at knage. Bedre bliver det ikke, da colombianske narkogangstere gør deres entre. Den hensynsløse Scarface har et personligt opgør i Nordsjælland. Han har ikke den store respekt for det danske politis evne til at standse ham, og det værste er, at han måske har ret.     

Anmeldelse:

Poul Erik Larsson kalder sin nye bog ”Kaos”, og kaos er i den grad til stede i handlingen, men det er et kaos, som Poul Erik Larsson gennem bogens politifolk formår at rydde op i.

Bogen fanger fra første side, og det holder hele vejen igennem. Der er mange rigtig dramatiske situationer, hvor man spændt venter på kulminatione.

Personernes privatliv fylder en del i bogen.

Persongalleriet spænder vidt. Man møder mange interessante personer - det være sig politifolk, skurke eller bare almindelige mennesker, og karakteristikkerne er gode.

Selv om man er politimand, så behøver man ikke bare at væresej og fokuseret på en sag, men man kan være fyldt med følelser, som det ikke altid er lige let at håndtere. Men der findes også usympatiske politifolk.

Bogens hovedperson er stadigvæk politikommissærMarcus Falck, men man følger i høj grad også andre af politifolkene i ”Afdelingen for personfarlig kriminalitet”.

På samme måde konstaterer man også, at nogle af personer, der er involverede i kriminalitet også har ”rigtige” følelser, mens andre er aldeles følelseskolde.

Miljøerne er også godt beskrevet, og jeg er sikker på, at de læsere, der bor i det nordsjællandske område, hvor handlingen foregår, vil kunne genkende stederne.

Det glæder mig, at Poul Erik Larsson i denne bog – i modsætning til hans tidligere bøger -  anvender de rigtige polititermer, hvilket i mit univers styrker troværdigheden.

Bogen er som nævnt utrolig spændende, men nogle af handlingselementerne forekommer mig dog at være ikke helt realistiske. Bl.a. politiaktionerne.

Desuden synes jeg også, at ”tingene” passer lidt for godt sammen, og at der trods alt er lidt for meget ”føle-føle” i beskrivelserne af privatlivet.

Jeg tillader mig også at være lidt ”belærende”. På side 216 og 217 ”køres der noget rundt” i begreberne patroner og patronhylstre, idet der står, at disse ting efter et drab og ved efterfølgende obduktion kan findes i kroppen på en skuddræbt. Dette forekommer ikke. Det, der kan findes i kroppen på en skuddræbt, er projektilet, som er det, der ”ryger ud af” patronen, når der trykkes på aftrækkeren. Endvidere er dansk politiets tjenestepistoler ikke ”Sig Sauer”, men ”Heckler og Koch”.

Og hold da op, hvor er der mange rygere i bogen. Jeg troede antallet af rygere var faldende!

Jeg synes, at ”Kaos” helt klart er den bedste af Poul Erik Larssons krimier.