01-08-2015

"Dødvægt" af Elsebeth Egholm

Klik HER og se alle mine anmeldelser

 

 

 Politikens Forlag 2015 – 400 sider

 

Forlagets beskrivelse

Under en storm i Middelhavet mellem Malta og søsterøen Gozo kæntrer en flygtningebåd fra Libyen.

Dicte og kæresten Bo er på vej til Gozo med et hold fotoelever og bliver vidner til katastrofen. Bos mønsterelev, Natasha, klikker løs med kameraet og indfanger både færgens søsyge passagerer, de døde afrikanere i havet og overraskelsen: liget af en ung, hvid kvinde, der flyder i bølgerne mellem sorte mænd.

Da Bo og Natasha senere forsvinder, kæder Dicte og den lokale efterforsker Jack Spiteri det sammen med Natashas fotos. En af færgens passagerer ligner nemlig til forveksling den døde kvinde i havet. Og da Natashas lig findes for foden af klipperne, mens Bo er pist væk, stiller spørgsmålene sig for alvor i kø: Hvem er de to identiske piger, og hvorfor skulle den ene dø? Hvad er det for en viden, der har kostet Natasha livet?

For at kende Bos skæbne, er Dicte nødt til at arbejde tæt sammen med en mand, hun er mere end tiltrukket af. Efterforskningen kører op i gear, da liget af endnu en ung pige skyller op på Siciliens kyst, og en samvittighedsplaget Dicte må forholde sig til den gamle sandhed, at hvide liv tillægges større værdi end sorte.   

Anmeldelse

Almindeligvis foregår bøgerne med Dicte Svendsen i Jylland og hovedsageligi Aarhus. Her er Elsebeth Egholm i den grad på hjemmebane, idet hun er opvokset her. Denne bog foregår på Gozo, søsterøen til Malta. Også her er Elsebeth Egholm på hjemmebane, idet hun tidligere har boet på øen. Det bærer bogen meget præg af.

Uden selv at have været på Gozo kan jeg se øen for mit indre blik og fornemme, hvordan der er at være der. Bogen emmer af Gozo, både hvad angår beskrivelserne af naturen og de forskellige steder som gader og stræder, boliger, kirker, hoteller og cafeer man præsenteres for. Jo, miljøbeskrivelserne er særdeles gode.

Også personbeskrivelserne er gode. Dicte er, som vi kender hende. Hun blander sig igen-igen i en politiefterforskning, og det fylder meget i bogen, men hun gør sig denne gang også nogle overvejelser om sit forhold til kærestenBo.

Der er mange forskellige persontyper i denne bog. Rigmænd, nonner, præster, politifolk, tjenere, søfolk, ludere, elskerinder m.m.

Elsebeth Egholm indleder sin krimi med et aktuelt emne. Nemlig de mange bådflygtninge, der strømmer til Malta fra Afrika. Bådflygtningetemaet berøres dog kun i begrænset omfang, men det er på grund af druknede bådflygtninge, krimiintrigen sættes i gang.

Bogen har mange temaer: Trafficking med russiske piger, korruption, katolicisme, tro, abort, kærlighed, sex og utroskab.

Uden at kende ret meget til politiarbejdet på Malta og omkringliggende øer, kan jeg sagtens forestille mig, at det foregår som beskrevet i ”Dødvægt”.

Krimiplottet er spændende og til tider meget dramatisk, men ikke alle steder helt realistisk, men er man til direkte spænding, så gør det ikke noget. Jeg havde ikke ”spottet”, hvem morderen var.

Elsebeth Egholms utroligt mange fans accepterer med garanti også, at bogen rummer elementer fra triviallitteraturen.

Jeg gætter på, at ”Dødvægt” falder bedst i smag hos de kvindelige læsere, men jeg følte mig nu også godt underholdt.