01-09-2015

"Genspejl" af Claus Lohman

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

 

Forlaget Proportion 2015 – 432 sider

 

Forlagets beskrivelse

Selvstændig fortsættelse til videnskabskrimien Genstart.

Bedst som dønningerne har lagt sig, og en ny tilværelse er begyndt, tager tingene igen fart for den unge retsgenetiker, Sarah Bermann, og den jævnaldrende amish, David Stoltzfus, der nu begge er tilknyttet det lokale plejehjem i det idylliske Pine Creek, Pennsylvania.
En beboer har begået selvmord og i forbindelse med den rutinemæssige efterforskning, finder man menneskeknogler i dyndet. Da området er gammelt indianerterritorium, tillægges fundet ikke den store betydning, men Sarah er af en anden opfattelse og får sendt de jordiske rester til obduktion.
Hun ønsker samtidig klarhed over den genetiske sammensætning hos de omkringboende mennonitter og tager derfor modvilligt tilbage til sin tidligere arbejdsplads på det genetiske center i Philadelphia, hvor en opsigtsvækkende evolutionel opdagelse venter hende.
Hendes involvering i sagen når frem til det flugtsikre ADX fængsel i Florence, Colorado, hvor livstidsfangen Dennis Lineker afsoner, og snart er den tidligere tophemmelige FBI-gruppe, ONE, atter samlet. Klar til hævn og udslettelse.
Men intet er som forventet, og selv det umulige kan blive muligt.
Konspiratorisk og faktuel spændingsroman med stænk af krimi og science reality.

Anmeldelse

Jeg holder meget af spændingsromaner. De må gerne være konspiratoriske og faktuelle. Begge elementer indgår i ”Genspejl”. Til gengæld interesserer genren ”science reality” mig ikke synderligt, og netop denne genre fylder helt utrolig meget i bogen.

Hvis man isoleret ser på bogen som en spændingsroman, er den ganske spændende, især beskrivelsen af Dennis Linekers flugt fra fængslet og den efterfølgende jagt på Sara Bermanns familie. Nogle af spændingselementerne passer dog lidt for godt sammen.

Bogen giver en fin beskrivelse af mennonitterne som er et pacifistisk kirkesamfund, som på mange måder minder om amisherne, men har ikke helt så strenge leveregler.

Der er også rigtig gode beskrivelser af bogens personer, og man er om ad mange forskellige mennesketyper lige fra videnskabsfolk over almindelige mennesker til skurkagtige agenter.

Selv om Sara Bermann må leve ”under cover”, som følge af hændelser i Claus Lohmans første roman ”Genstart” undrer det mig dog noget, at hun, der er en særdeles dygtig videnskabskvinde i den grad kan finde sig i at leve som en primitiv mennoit og tilmed blive gravid med en amish-mand.

Efter min mening er bogen alt for lang. Det varer adskillige sider, inden der for alvor kommer gang i handlingen.

Endvidere er beskrivelserne i bogen alt, alt for uddybende. Fx hvordan Sara Bermann bruger sin pc. Det vil efter min mening have gavnet bogen i betragtelig grad, hvis der ganske enkelt var blevet ”skåret ind til benet” i demange beskrivelser.

Det vil langt fra være alle læsere, der forstår ret meget af det, der handler om generne og mutationerne. Til gengæld er det fantastisk, hvor meget Claus Lohman ved om emnet. Han må i den grad have studeret og researchet.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg aldrig var kommet igennem bogen, hvis jeg havde skullet læse den i papirudgave. Alligevel kom jeg let igennem den, fordi jeg hørte den som lydbog. Oplæseren er Torben Sekov, og han gør det fantastisk godt.

Selv om jeg er kritisk over for dele af bogen, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg også skal igennem den tredje og sidste, når den udkommer. Det bliver også som lydbog.