13-09-2015

”Det der ikke slår os ihjel” af David Lagercrantz

Klik HER og se alle mine anmeldelser

 

Modtryk 2015 – 468 sider

 

Forlagets beskrivelse

Bladet Millennium har fået nye ejere. Onde tunger hævder, at tiden er løbet fra Mikael Blomkvist, og han overvejer at finde et andet arbejde. 

Lisbeth Salander er rastløs. Hun medvirker i et risikabelt hacker­angreb, tilsyneladende uden nogen særlig grund. Det ligner hende ikke. En sen nat ringer professor Frans Balder, en førende autoritet inden for forskning i kunstig intelligens, til Blomkvist. Balder påstår, at han sidder inde med en sprængfarlig historie. Han har desuden haft kontakt med en ung, kvindelig superhacker, som har visse ligheder med en person, Blomkvist kender ganske godt. 

Mikael Blomkvist begynder at håbe på det scoop, som både han og Millennium har hårdt brug for. Lisbeth Salander har som sædvanlig sin helt egen dagsorden. Blomkvists og Salanders veje krydses. Endnu en gang. 

DET DER IKKE SLÅR OS IHJEL er David Lagercrantz’ fortsættelse af Stieg Larssons Millennium-trilogi.

 

Anmeldelse

David Lagercrantz har skrevet en glimrende fortsættelse til Stieg Larssons Millennium-serie. I hvert fald sådan som jeg husker serien, som det jo er nogle år siden, jeg sidst læste. Jeg er ikke i stand til at sige, hvem der skriver bedst.

På bedste vis skriver Lagercrantz om de personer, man kender så godt fra Stieg Larssons hånd. Allermest fylder selvfølgelig Lisbeth Salander og Michael Blomkvist, og de fremtræderbegge, som jeg husker dem. Blomkvist er stadig en dygtig journalist, og Lisbeth Salander den noget aparte og vanvittigt dygtige it-ekspert.

Også alle de andre personer er godt beskrevet. Især gør beskrivelsen af den autistiske dreng, August, som viser sig at være et matematisk geni og en fantastisk tegner, et stort indtryk.

Bogen er ind imellem højdramatisk og nervepirrende spændende. Især når Lisbeth Salander er på banen stiger dramaet, men også Michael Blomkvist involveres i dramatikken.

Desværre synes jeg, at der er alt for lange og for mig uforståelige matematiske beskrivelser. Det samme gør sig gældende, hvad angår beskrivelserne af det IT-relaterede stof.

For min skyld kunne bogen sagtens være skåret ned med adskillige sider, hvis man ikke havde gjort så meget ud af ITog matematik.

Faktisk synes jeg også, at man som læser virkelig skal være oppe på stikkerne, når man skal have styr på sikkerhedstjenester, tvivlsomme firmaer og kriminelle bander.

Min kritik til trods, synes jeg bestemt, at alle, der har læst Stieg Larssons Millennium-trilogi også børlæse ”Det der ikke slår os ihjel”.

For mig er der slet ingen tvivl om, at der kommer endnu en fortsættelse af Millennium-sagaen.

af 5