05-03-2016

"Harpiks" af Ane Riel

Klik HER og se alle mine anmeldelser

 

 

Tiderne Skifter 2015 – 256 sider       

 

Forlagets beskrivelse

Det skorter ikke på kærlighed hos familien Haarder, der lever et fredfyldt liv mellem granerne på en lille ø kaldet Hovedet. Men hvad gør man, når man er et følsomt menneske, som gang på gang mister og til sidst ikke kan bære at miste mere? Måske flygter man fra det hele. Eller måske vælger man at slå sin mor ihjel. At melde sit barn dødt. At lade sin kone miste livet. At drukne sig selv i ting, som man nægter at slippe. Måske. Og hvad gør et elsket barn, der vokser op i en verden på hovedet – hvor de gode er onde, hvor det rigtige er forkert, hvor mørket er lyst, og de døde er i live? Et barn, som ikke må fortælle noget, ikke tale med nogen. Et barn, der holdes skjult for verden? Og hvad gør verden?  HARPIKS er en fortælling om kærlighed mellem mennesker, om loyalitet og omsorg. Men det er også en gysende beretning om angst for at miste, om fastholdelse, splittelse og paranoia – og om utilsigtet ondskab. Romanen er Ane Riels anden roman. Hun debuterede i 2013 med ”Slagteren i Liseleje”, som blev kåret som "Årets bedste danske krimi/spændings-debut" af Det Danske Kriminalakademi og trykt i mange oplag. Slagteren i Liseleje var en af DRs tre sommerlydbøger i 2014. Den er solgt til udgivelse i Tyskland.

 

Anmeldelse

Mon ikke de fleste er kørt forbi et hus ude på landet, hvor ting og sager, ja og alt muligt affald har hobet sig op og uvilkårligt tænkt: ”Hvordan mon der ser ud indendøre?”

I ”Harpiks” kommer man indenfor i et stuehus, hvor der ser ud fuldstændig, som det ser ud udenfor - et ubeskriveligt rodsammen og ophobning af alt muligt ”skidt og møg”.

Her bor ægteparret Jens og Maria Haarder med deres datter Liv. Stedet har de overtaget efter Jens’ forældre. Jens’ far var også et ”rodehoved” udenfor, men indenfor var der styr på tingene.

Jens og Maria kommer ud for flere tragedier, og deres liv begynder at smuldre, men kærligheden mellem dem består, og de elsker begge deres datter Liv.

Den barndom Liv oplever er grufuld, men det hun udsættes for gøres i kærlighedens navn – ikke noget med incest – og når handlingen ses fra Livs synsvinkel, giver hun udtryk for at være helt tilfreds med sin tilværelse, også selv om hun holdes hjemme fra skole og ikke har omgang med andre børn. Hun deltager på det nærmeste i alle farens gøremål og kan i høj grad også agere selvstændigt. En meget klog og dygtig lille pige er hun.

Jens og Maria gør alt i bedste mening, men omstændighederne gør, at deres liv alligevel er en tragedie. Tvunget af omstændighederne bliver Jens drabsmand og dræber sin egen mor, men et ondt menneske er han ikke.

Handlingen udspiller sig især på en tange, Hovedet som er en del af en mindre dansk ø.

Beskrivelserne af hjemmet – både inde og ude – og omgivelserne er eminente. Også beskrivelserne af personerne er utroligt gode.

Handlingen ses fra flere forskellige synsvinkler, og det gør sig utroligt godt.

Det gør især indtryk, når handlingen ses fra Livs synsvinkel.

Bogen er meget barsk og uhyggelig, den har modbydelige scener, man væmmes undertiden, men samtidig er den fantastisk god og meget gribende og fyldt med kærlighed.

En nærmest filmisk bog, der også er fyldt med både lyde og lugte. Godt drejet af Ane Riel.

Og hold da op for bogens sidste 4 linjer.

”Harpiks” tildeles ”Harald Mogensen prisen” for årets bedste spændingsroman 2015 på Krimimessen i Horsens marts 2016.

5 krimihjerter ud af 5