15-04-2016

”Elleve dage i Berlin” af Håkan Nesser

  Klik HER og se alle mine anmeldelser

 

 

 

 

Modtryk 2016 – 349 sider

 

Forlagets beskrivelse:

Det kan godt være, at Arne Murberg ikke er nogen Nobelpriskandidat. Men han er et godt menneske og en kærlig søn, og når hans far på sit dødsleje giver ham en opgave, gør han naturligvis sit bedste for at udføre den. Det viser sig, at moderen, som Arne troede druknede under en sejltur på Vesterhavet, i virkeligheden stak af til Berlin med en musiker, og nu skal Arne finde hende. Arne er ikke nogen globetrotter, og hans tysk kunne være bedre, men han forbereder sig nøje, inden han tager af sted. Vel ankommet til den tyske hovedstad finder han vej ved hjælp af kort og Guds forsyn, i al fald i begyndelsen, men hans snirklede vej krydses af både gode og onde kræfter. En gal professor og en ung kvinde i kørestol, for eksempel. Og et par gule sko. Og en hekseproces.

Anmeldelse

Hvis man forventer, at ”Elleve dage i Berlin” er en krimi, så bliver man skuffet. Bogen er noget helt andet, nemlig i al sin enkelthed en god historie, som - efter min smag - desværre ender ud i noget urealistisk ”tilbage til fortiden-noget”.  Under læsningen kom jeg til at tænke på filmen ”Forrest Gump”, idet hovedpersonen, Arne Murberg minder en del om ham.

Desuden synes jeg også, at den finurlige måde Håkan Nesser skriver denne bog på, ligner Jonas Jonassons bøger. Det er ham med ”Den hundrede årige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”.

Bogen rummer nogle rigtig gode beskrivelser af Arne Murbjerg. Han er lidt af en ”tumpe” med et særdeles godt hjerte og i virkeligheden slet ikke så ubegavet, som de fleste tror.

Beskrivelserne af det, han oplever, er herlig læsning.

Beate, bogens næstvigtigste person er også særdeles godt beskrevet. I det hele taget er personkarakteristikkerne gode.

Også de forskelligartede miljøbeskrivelser gode. Man kan levende forestille sig de steder, der skildres.

Blandt temaerne i bogen er der et om at turde tro på sig selv, selv om forudsætningerne for det ikke altid er til stede. Et andet er, at ”skinnet kan bedrage”. Her tænker jeg på, at omgivelsernes tiltro til Arne Murbjerg ikke er helt i overensstemmelse med kendsgerningerne. Desuden er der et kærlighedstema.

Desværre mister bogen for mig alt det finurlige, da der også indgår et tema om at kunne rejse tilbage i sin egen fortid og ikke nok med det, så kan man på denne rejse også træde ind i fortiden og udføre handlinger.

Efter min mening skulle Håkan Nesser have fortsat med på realistisk vis at fortælle om Arne Murbjergs eftersøgning af sin mor. Havde han gjort det, havde bogen helt klart været til 5 meget store krimihjerter. Nu må jeg nøjes med

 

3 krimihjerter ud af 5

 

 

Klik på dette link: Den 11.-12. juni 2016 i Østerbrohuset i København