30-09-2016

"Djævelen i hullet" af Leif Davidsen

 Klik HER og se alle mine anmeldelser 

 

 

Lindhardt og Ringhof.dk 2016 – 397 sider

 

Forlagets beskrivelse:

En intens spændingsroman om forræderi og loyalitet, en families opløsning og genforening, og de politiske spændinger mellem Vesten og Rusland.

I 1993 forsvinder den danske efterretningsagent John Arnborg. Da han dukker op igen, er det på russisk side. Arnborg har forelsket sig i en russisk kvinde og arbejder nu for efterretningstjenesten FSB.

Hjemme i Danmark har han efterladt sin kone og teenagedatteren, Laila. Faderens forræderi kaster en skygge over Lailas liv. Hun uddanner sig til sprogofficer, men efter to udsendelser til Irak bestyrer hun en campingplads i Bogense. Her modtager hun pludselig et brev fra sin far, og konfrontationen med fortiden sender Laila ud på rejse til det moderne Rusland.

Hendes far har efterretninger, der kan blive afgørende for Danmark og de baltiske lande, men stærke kræfter søger at forhindre oplysningerne i at slippe ud. Laila bliver viklet ind i sin families ukendte historie, der trækker tråde tilbage til Den Kolde Krig.  

Med "Djævelen i hullet" vender Leif Davidsen igen tilbage til Rusland i et spændende drama.

 

Anmeldelse:

Bogen er meget mere end en intens spændingsroman. Takket være Leif Davidsens indgående kendskab til Rusland får man en utrolig god indsigt i dagens Rusland.

Han beskriver gennem personernes samtaler og iagttagelser, hvordan forholdene ændrede sig fra det kommunistiske Sovjetunionen i slut-firserne til et frit land, hvor demokrati og markedsøkonomien vandt indpas. Man hører imidlertid også, hvordan tilstandene nu igen er ved at ændre sig, så mere og mere magt bliver lagt i hænderne på Præsidenten, som Putin omtales i bogen. Præsidenten sammenlignes både med fortidens zarer og med Stalin, og han vil ikke på nogen måde ligge under for Vesten.

Personernes indbyrdes samtaler afslører også, at nutidens russere ikke er enige om, hvad der er bedst for Rusland. Nogen russere hylder friheden, som den er i Vesten. Det gælder især dem, der har penge; men mange af de mere almindelige russere synes godt om det, Præsidenten står for. Det gælder også det, der fx sker i forbindelse med uroen i Ukraine.

Den almindelige russerer også meget begejstret for, at det igen er muligt at dyrke deres kristentro i den russisk-ortodokse kirke.

Ud over at skildre politiske forhold, gør Leif Davidsen også meget ud af at beskrive russiske byer og steder. Ja, forskellige miljøer i det hele taget. Det gøres på meget fin vis, for han ved, hvad han skriver om, eftersom han jo har foretaget mange rejser i det mægtige land.

Det meste af handlingen foregår i Rusland, men en del foregår også i nordfynske Bogense. For mig, der kender Bogense særdeles godt, nyder jeg at læse om de kendte steder, som også er godt beskrevet.

Selvfølgelig spiller det politiske tema en stor rolle i bogen, når det drejer sig om det rent faktuelle, men i særdeleshed handler bogen om russernes og vestens – her mest Tysklands og Danmarks – efterretningsvæsners ”legen kispus” med hinanden. Det er spændende læsning.

Temaer som forholdet mellem ægtefolk, forholdet mellem forældre og børn, forholdet mellem søskende, kærlighed og de noget mere abstrakte svig og svigt spiller en stor rolle.

Personskildringerne i bogen er særdeles gode. Man tror på dem. Det gælder både de sympatiske og de usympatiske.

Selvfølgelig gøres der mest ud af at skildre Laila, hendes far John, og hendes russiske halvbror Tor. Disse tre personer står skarpt tegnet i historien.

Selvfølgelig indgår der også god gedigen spænding iblandet realistisk action i handlingen.

Bl.a. en dramatisk bjørnejagt.

Jeg synes, man får ”meget med sig hjem”, når man læser bogen. Den indeholder mange dialoger, forklaringer og beskrivelser af dagens Rusland. Til gengæld er der ikke mange højdramatiske actionscener, som nogle måske vil forvente i en bog, som beskrives som en spændingsroman; men ”Djævelen i hullet” er en virkelig interessant bog.

5 krimihjerter af 5