06-10-2016

”Selfies” af Jussi Adler-Olsen

  Klik HER og se alle mine anmeldelser 

 

 

Politikens Forlag 2016 – 505 sider

 

Forlagets beskrivelse

Det er kommet ledelsen for øje, at opklaringsprocenten i Afdeling Q ligger langt under det forventede. Beviset for det modsatte ligger hos Rose, som er sunket ned i en psykotisk sump, der trækker lange tråde ind i en mørk fortid. En fortid hvor en grum forbrydelse muligvis er begået.

Samtidig findes en ældre kvinde myrdet i Kongens Have og en gal bilist har indledt en dødelig jagt på unge kvinder, mens nye forbrydelser planlægges et helt andet sted. Er det urelaterede hændelser, eller ligger der en sammenhæng begravet et sted i forbrydelserne?

Carl, Assad og Gordon står over for et puslespil af større dimensioner end nogensinde, alt imens deres kollega Rose er i store problemer. Firkløveret har mistet et blad, men betyder det også, at heldet helt har forladt dem? Vil de undgå en lukning af Afdeling Q, og vil mordene i København nogensinde stoppe?

 

Anmeldelse

”Selfies” har alt det, der hører en god krimithriller til. Her er høj grad af spænding og dramatiske situationer. Spændingen skabes bl.a. ved, at man som læser ved noget, som efterforskerne i Afdeling Q ikke ved noget om. Fx er der et sted i bogen, hvor læseren ved, der foregår noget bag en dør, som Carl Mørck og Assad står foran. De ved ikke noget, og man ønsker, man kunne råbe: ”Så åbn dog den dør!”

Andre steder følger man en morder, der lurer på sit offer. Læseren ved, hvad der er i vente, men det gør offeret naturligvisikke. Den slags intense situationer er der adskillige af. Denne fortælleteknik, suspence, kender man også fra filmens verden.

Bogen rummer masser af humor i form af de samtaler, der foregår især i Afdeling Q, men humoren er også til stede, når man hører om det, der foregår oppe i Afdeling A.

Decideret satire er der også med. Fx når det beskrives, hvordan Tv-programmet ”Station 3” ihærdigt forsøger at følge efterforskningen på nærmeste hold.

”Selfies” foregår i 2016, men der trækkes spor tilbage til fortiden, ja helt tilbage til 2. verdenskrig. Jussi Adler-Olsen formår at knytte disse handlingselementer sammen, så de udgør en sammenhæng til slut i bogen. Her kommer ”ting og sager” frem, som man måske ikke lige havde ventet.

I bogen fokuseres der især på to temaer. Det ene er Roses voldsomme kamp med sine indre dæmoner. Det andet er, hvordan en vis kategori af unge piger ved hjælp af offentlig forsørgelse forsøger at komme til at leve og gebærde sig, som de piger, man møder i realityshows og på nettet.

Beskrivelserne af Roses kamp mod dæmonerne er meget gribende og barsk. Man kan ikke undgå virkelig at komme til at føle med hende.

Også beskrivelserne af Denise, Michelle og Jazmine erpræcise og skarpe. Her sidder man med den modsatrettede følelse i forhold til beskrivelsen af Rose - de er simpelthen nogle ”møgtøser”.

Den samme opfattelse af pigerne har en kvindelig socialrådgiver også. Hun beslutter sig kort og godt for at udrydde dem og andre piger af samme type. Hun opfatter det som en nødvendig mission.

Karakteristikken af socialrådgiveren, som efterhånden udvikler sig til at blive aldeles sindssyg, er godt drejet.

Carl og Assad er stadigvæk, som vi kender dem beskrevet i de tidligere bøger. De er begge dygtige efterforskere med en god portionhumor. Man morer sig fortsat over deres indbyrdes snak, og når Assad har fået lidt forkert fat i det danske sprog. Et sted beskriver han en af personerne som ”en krog”. Det skulle jo have været ”en knag”.

Gordon viser sig efterhånden også som en god efterforsker og bliver mere og mere accepteret som en del af holdet. Han har det helt utrolig dårligt med, at Rose har det så elendigt, som det er tilfældet.

Efter endt læsning kan man heldigvis glæde sig til, at man stadigvæk har 3 bøger til gode i serien om Afdeling Q. I bog nummer otte er det Assads historie, der bliver afdækket. Den glæder jeg mig allerede til at læse.

Samtlige 505 sider i ”Selfies” blev slugt af en inkarneret krimifan som mig.

5 krimihjerter af 5