13-03-2017

”Bag lukkede døre” af B. A. Paris

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

 

   

Jentas 2017 – 304 sider

 

Anmeldelse

”Bag lukkede døre” er den engelske forfatter B. A. Paris’ debutroman. Og hvilken debut! Det er den skræmmende thriller om ægteparret Jack og Grace, om hvem omgangskredsen tror, har det perfekte ægteskab. Det har de ikke!

Hvad, ingen af dem fra omgangskredsenved, er, at Grace lever som en fange i sit eget hjem. Hvorfor hun gør det, vil være forkert at røbe her.

Hendes mand, psykopaten Jack mestrer på snedig vis at styre både sin egen og Graces tilværelse, så den også udefra ser perfekt ud. Grace og han kommer jævnligt uden for hjemmets fire vægge for bl.a. at være sammen med naboerne og Graces søster, teenageren, Millie som har Downs Syndrom. Ingen opdager tilsyneladende, at selv i disse situationer, er Grace som en fange på ledsaget og stærkt overvåget udgang.

Bogens beskrivelse af Jack og Grace er utrolig god. Man fornemmer i den grad den forfærdelige frygt og angst, som præger Grace. Man håber hele tiden i den grad på, at hun kan slippe ud af det helvede, hun lever i.

Man væmmes ved beskrivelsen af Jack. Det er barskt at læse om den psykopatiske persons gøren og laden.

Graces søster Millie beskrives som en kvik, sød og kærlig mongolpige.

Der er ikke noget stort persongalleri i bogen, men de personer, der medvirker i bogen er alle godt skildret.

Miljøet, hvor handlingen foregår, er det bedre borgerskab.

Bogen skifter hele tiden mellem ”før” og ”nu”. Det betyder, at man som læser ved, hvad der er gået forud for det, der sker i nutiden.

Jeg synes på alle måder, at ”Bag lukkede døre” er meget spændende. Dog synes jeg nok, at der er egenskaber beskrevet hos Millie med Downs Syndrom, der ikke virker helt troværdige. Det skal dog ikke afholde mig fra at give bogen topkarakter.

5 krimihjerter af 5