”Mordoffer” af Chris Carter

Jentas 2017 – 406 sider

Anmeldelse

Lad det være sagt med det samme. ”Mordoffer” er en grusom bog. Her udspiller der sig de modbydeligste scener, hvor et menneske udfører handlinger af allerværste karakter.

”Mordoffer” er en nervepirrendespændende pageturner, hvor Chris Carter på mesterlig vis forklarer og beskriver, hvad der sker i det menneskelige sind, når det udsættes for totalt ubeskrivelig ondskab.

Desuden beskriver Chris Carter også de psykologiske faktorer, der kan være med til at skabe et menneske, der er i stand til at udføre så fuldstændig absurde og forfærdelige handlinger, som beskrives i bogen.

Handlingen tager sit udgangspunkt i et videoopkald, somTanya Kaitlin modtager fra sin bedste veninde, Karen Ward. Et helt exceptionel ondt menneske har kneblet og bundet Karen til en stol i hendes egen stue. Hvis ikke Tanya besvarer to spørgsmål, som hun bliver stillet, vil Karen lide en forfærdelig død. Det sidste spørgsmål kan Tanya ikke besvare.

Efterforskerne Robert Hunter og Carlos Garcia fra LAPD sættes på sagen.

På sin sædvanlig grundige og meget troværdige måde, beskriver Chris Carter nu den efterforskning, der finder sted.

Personbeskrivelserne er utrolig gode. Man kommer virkelig ”ind i hovedet” på bogens vigtigste personer.

Det er ikke en bog, hvor man har nogen chance for at regne ud, hvem drabsmanden er, men det er helt uden betydning. Til gengæld får man en grundig forklaring på hvilke faktorer, der har spillet ind for at sagen opklares.

Der er bestemt ikke meget at grine afeller glædes over i handlingen, men et lille strejf af noget, der for Robert Hunters vedkommende måske kan udvikle sig til noget romantisk i en kommende bog, er der dog plads til.

Selv om indholdet i ”Mordoffer” er stærk kost, er det en helt igennem fremragende krimi. Som altid kribler det allerede nu i fingrene på mig for at få fat i den næste bog af Chris Carter.

5 krimihjerter af 5

Jentas 2017 – 406 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...