23-08-2017

”Pigerne fra Englandsbåden” af Lone Theils

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Forlagets beskrivelse

To danske piger forsvandt sporløst på Englandsbåden i 1985. Mange år senere dukker et foto af dem op i en gammel kuffert hos en marskandiser i den engelske kystby Brine. Journalist Nora Sand, som arbejder i London for det danske blad Globalt, graver i historien og tager til Danmark for at undersøge pigernes brogede baggrund på en ungdomsinstitution. Snart vikles hun ind i en sag om en uhyggelig seriemorder, der afsoner en livstidsdom i det berygtede fængsel Wolf Hall. Begivenhederne tager fart, og Nora begynder pludselig at frygte for sit eget liv.

Anmeldelse

At Lone Theils har et indgående kendskab til England ses tydeligt i denne virkelig gode og meget spændende krimi. De mange forskellige miljøer, som hovedpersonen Nora Sand bevæger sig rundt i, er nemlig meget velbeskrevne. Ligeledes fornemmer man også tydeligt, at Lone Theils er tidligere udenrigskorrespondent for Politiken, idet hun gennem bogen drysser små bemærkninger og henvisninger til, hvad der både sker i England og ude i verden. Også det, at Nora Sand er journalist ved magasinet Global, vidner om, at Lone Theils bruger sin sine egne erfaringer i sin debutkrimi.

Inspireret af virkelige begivenheder får man en særdeles spændende krimiintrige om en seriemorder, der har begået nogle modbydelige drab. I og med at Nora er journalist, er det OK, at en ikke-politiefterforsker kan foretage efterforskning på egen hånd.

Denne efterforskning bringer Nora i forbindelse med mange spændende og interessante personer. Det drejer sig om både almindelige mennesker, som på eller anden måde er kommet i berøring med efterforskningen. Det drejer sig ligeledes om både karismatiske politifolk og om personer af mere tvivlsom karakter. Fælles for personerne gælder det, at de er beskrevet på fin og realistisk vis. 

Kærligheden spiller også en rolle i bogen, idet Noras gymnasiekammerat, politimanden Andreas, er på politimæssig efteruddannelse i London. Nora og Andreas blev aldrig andet end gode venner i gymnasietiden, men det skulle de måske have været, for da de mødes i London, begynder amorinerne at sværme i luften, men helt nemt har de dog ikke ved at få kærligheden til at blomstre i fuldt flor. Efter min mening er det i orden at medtage en kærlighedshistorie i en krimi, men det skal absolut ikke fylde for meget, hvilket det ikke gør i denne bog.

Jeg synes virkelig også, at Lone Theils formår at overraske hen mod bogens slutning på den rigtig gode måde, men overraskelsen medfører desværre at den ellers meget realistiske handling kammer over og bliver alt for dramatisk og urealistisk.

Jeg har bestemt ikke noget imod spændingsbøger med voldsom dramatik tilsat urealisme, men det skal passe ind i sammenhængen, og det synes jeg ikke, at det gør her.

På grund af bogens afslutning trækker jeg et hjerte i karakteren. Havde afslutningen passet bedre til den øvrige del af bogen, havde det været en klar "femhjertet" karakter.

4 krimihjerter af 5

Lindhardt og Ringhof 2016 – 325 sider

www.findalskrimiside.dk

 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget