11-03-2018

”Black Notice” af Lotte Petri

 

Forlagets beskrivelse

Et underligt lys på bunden af Dragør Havn får politiet til at tilkalde en specialist i våde gerningssteder. I vandet ligger en bil med liget af en ung kvinde, og det viser sig, at gerningsmanden har udført et sadistisk ritual på hende.
På en forreven klippestrækning i den allersydligste del af Norge finder en hundelufter et delvist skeletteret lig iført våddragt. En black notice – en international efterlysning gennem Interpol – sendes ud for at finde frem til ligets identitet, og inden længe dukker endnu et våddragtslig op i Holland.
Senere findes en anden dansk kvinde lemlæstet og livløs i en skovsø. Mod alle odds lykkes det at genoplive hende, og hun er nu politiets vigtigste vidne.
Efterforskningsleder Felix Jørgensen og hans nye assistent, Kathrine Nymark, aner en sammenhæng mellem drabene, og de beslutter sig for at prøve at lokke den grænseløse seriemorder i en fælde. Men det bringer Kathrines liv i overhængende fare.
Historien er delvist baseret på virkelige begivenheder.

Anmeldelse

Som sædvanlig, når man læser en bog af Lotte Petri, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at hun har foretaget en meget grundig research. Hun beskriver særdeles grundigt og realistisk, hvordan dansk politi arbejder – her er det Københavns politi. Det sætter jeg meget stor pris på.

Lotte Petri beskriver også, hvordan internationalt politiarbejde fungerer og hvordan en såkaldte black notice – international efterlysning kan få forskellige landes politifolk op på mærkerne.

Hun har også sat sig grundigt ind i, hvordan politiet og retsmedicinere arbejder sammen, når de skal have præciseret, hvad et maltrakteret drabsoffer er blevet udsat for.

Alle disse faktaoplysninger formår Lotte Petri at sætte ind i en særdeles spændende, intens og også barsk krimiintrige, hvor en sindssyg seriemorder viser modbydelige sider af sig selv.

Selv om bogen kun er på 201 sider, kommer man til at kende personerne godt – mest hovedpersonen, vicepolitiinspektør Felix Jørgensen, men også hans nye assistent Kathrine Nymark.

På absolut bedste visbeskrives også de steder handlingen foregår. Det uanset om det er et norsk kystlandskab, en fransk flygtningelejr eller mørke gange under Riget.

Til slut i bogen beskrives et sted, hvor jeg med skuespillerPeter Schrøders ord uden tøven kan sige: ”Det er fand’me uhyggeligt, du.”

Jeg synes, bogen lægger op til en efterfølger. Jeg håber virkelig, der kommer en sådan. Den vil jeg i så fald glæde mig meget til at læse.

Jeg synes, der er al mulig grund at rose Lotte Petri, fordi hun både i denne, men også i sine foregående bøger formår at tilføre en spændende handling interessante faktaoplysninger uden at det på nogen måde bliver for meget.

5 krimihjerter af 5

 

Saga  2018 – 201 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

På KRIMIMESSEN i Horsens kan man få lejlighed til at møde Lotte Petri, hvor hun taler med Charlotte Kastberg Kæseler om "Black Notice" kl. 16 på SORT SCENE