26-05-2018

"Mercedes-snittet" af Anne Mette Hancock

  

Forlagets beskrivelse

”Mercedes-snittet” er en psykologisk krimi, omkring synsbedrag og ar i hjertet, som får alle nerverne i kroppen til at krampe. I ”Mercedes-snittet” er en dreng forsvundet fra sin skole. Journalisten Heloise Kaldan tager hen på skolen, hvor hun møder sin ven, den kække efterforsker Erik Schäfer, som står hende meget nær. Lukas dukker ikke op, men det gør hans telefon – som afslører, at Lukas er besat af pareidolia – et fænomen der gør at vi ser ansigter i diverse ting. Særligt et foto af en ladeport, der ligner et ansigt, fanger opmærksomheden. Er det mon her, at Lukas er? 
Heloise bliver beordret til at droppe en kontroversiel artikel om PTSD-ramte soldater, fordi hun er blevet sat på sagen om Lukas’ forsvinden. Men da der dukker ting op i Lukas-sagen, der peger i retning af traumatiserede soldater, får Schäfer brug for Heloises hjælp, til at finde ud af et uhyggeligt kaos af spor: Hvem er Æblemanden, som alle skolebørnene taler om? Har Lukas’ mor et problem, eller dulmer hun bare sin angst med cognac? ’’Mercedes-snittet’’ er andet selvstændige bind i krimiserien om Kaldan og Schäfer.

 Anmeldelse

Anne Mette Hancock har skrevet en fantastisk krimi, hvor hun ud over en særdeles god og spændende krimiintrige har formået at medtage en god lang række almenmenneskelige temaer.

Det efterforskningsmæssige i sagen om den forsvundne Lukas ledes af efterforsker Erik Schäfer, som er en god ved af Heloise Kaldan, der i sin egenskab af journalist skriver om sagen.

Samspillet mellem Heloise og Schäfer er yderst fint beskrevet. Det gælder også samspillet mellem bogens personer i det hele taget. Fx mellem Heloise og hendes veninde og mellem Heloise og hendes kæreste, Martin, mellem Schäfer og hans dejlige kone, mellem Schäfer og dem han afhører osv.

Persongalleriet rummer mange interessante typer. De har hver især et eller over sig, som gør, at de fremstår meget tydeligt.

Beskrivelserne af personerne viser med al tydelighed, at man ikke ”kan skue hunden på hårene”. Personer, som man umiddelbart har sympati for, er måske slet ikke så sympatiske, som man troede. Ja, og det modsatte er bestemt også tilfældet.

De forskellige miljøer er også beskrevet yderst virkelighedstro.

Bogens forskellige temaer indgår på en god og vedkommende måde i krimiintrigen. Af interessante temaer kan bl.a. nævnes: post traumatisk stress, indvandrere, pareidolia (se forklaring i forlagets beskrivelse) forældre/børn, kæresteforhold, abort, alkoholisme, arbejdsmæssig udbrændthed, sent udviklede m.m.

Løsningen på krimiintrigen er overraskende, men meget logisk. Anne Mette Hancock formår med snilde og fingerfærdighed at rede trådene ud, så man får styr på intrigen

Selv om alt kommer for en dag, har bogen også en ”åben slutning”, som er af den slags man ikke glemmer lige med det samme.

De, der læser mine anmeldelser ved, at jeg går meget op i, at det politimæssige skal være i orden. Det er det ikke helt i ”Mercedes-snittet”: Det hedder ikke længere ordenspolitiet. Det hedder beredskabet. Der er heller ingen efterforskningsafdelinger længere på Politigården. De er flyttet til Teglholmen.

Nok om det. Bogen er fremragende. Jeg vil med stor forventning se frem til Anne Mette Hancocks næste bog.

5 krimihjerter af 5

 

Lindhardt og Ringhof 2018 – 332 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen kan købes her: 

https://www.plusbog.dk/mercedes-snittet-anne-mette-hancock-9788711693261/.