26-06-2018

”Hjerteknuser” af Geir Tangen

Forlagets beskrivelse

Journalist Viljar Ravn Gudmundsson og politiefterforsker Lotte Skeisvoll er ikke helt kommet sig efter sagen med seriemorderen, der kaldte sig Maestro, da en ny sag ryster dem begge.
I et af Haugesunds finere villakvarterer vågner en ung mand efter en fest. Ved siden af ham i sengen ligger en kvinde. Død. Den unge mand er Alexander Hauge Gudmundsson, Viljars søn.
Viljar må ud i sit livs kamp. En kamp der afdækker et hårdt ungdomsmiljø præget af alkohol, stoffer og sex. Og et sted i kulisserne opererer en gruppe højreekstremister.

HJERTEKNUSER er anden, selvstændige spændingsroman om Viljar Ravn Gudmundsson og Lotte Skeisvoll. Den første var MAESTRO.

 

Anmeldelse

Igen har norske Geir Tangen skrevet en fremragende krimi. Den indeholder en lang række meget interessante temaer, som på virkelig god vis flettes ind i hinanden.

Et vigtigt tema er posttraumatisk stress, som politiefterforsker Lotte Skeisvoll er blevet ramt af som følge af det, hun blev udsat for i Geir Tangens første krimi MAESTRO. Skildringen af Lottes ydre og indre kampe – både de private og arbejdsmæssige – er godt og troværdigt fortalt.

I det hele taget er beskrivelsen af hende særdeles god.

Det er beskrivelsen af bogens anden hovedperson Viljar Gudmundsson også. Han er heller ikke kommet sig over det, han oplevede i den foregående bog. Et vigtigt tema i forbindelse med ham er far-søn forholdet, som udspiller sig i forbindelse med at hans søn, Alex mistænkes for drab.

I lighed med de andre personer, der optræder i bogen, er beskrivelsen af Alex ligeledes virkelig god.

Et væsentlig tema, hvor Alex spiller en stor rolle, er temaet ”unge mennesker”. Her indgår bl.a. stofmisbrug, sex, uploadede sexvideoer på nettet, vilde fester, mobning m.m.

Bogens hovedtema er uden diskussion fremmedhad og højreekstremisme. Bogen beskriver på god, realistisk og forfærdende vis, hvordan grupper af nordmænd hader de fremmede, som gennem årene er kommet til Norge. Dette afstedkommer handlinger, som i høj grad relaterer til massakren på Utøya, hvilket forfatteren ikke lægger skjul på.

De forskellige miljøer man kommer rundt i fremstår meget tydeligt.

Ud over at bogen er meget tankevækkende er den også yderst spændende.

Geir Tangen har Norges største krimiblog, så han har et indgående kendskab til bl.a. sine norske krimiforfatterkolleger. Derfor kommer der sommetider lige en lille henvisning til et eller andet, som kollegerne har skrevet. Det er et interessant twist.

Jeg håber, at Geir Tangen allerede er langt inde i at forfatte bog nummer tre om Viljar Gudmundsson og Lotte Skeisvoll.

 

5 krimihjerter af 5

 

Modtryk 2018 – 409 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget