07-02-2019

”Sommermørke” af Stina Jackson

 

Svenske Stina Jackson debuterer med en fabelagtig spændende psykologisk thriller fyldt med modbydeligheder.

Gymnasielærerne Lennart, kaldet Lelle og hans kone Anette oplever det forfærdelige, at deres teenagedatter Lina forsvinder sporløst. Den skrækkelige oplevelse tærer så meget på ægteskabet, at det går i opløsning.

Anette finder lykken i et nyt parforhold, mens Lelle får en voldsom depression, som medfører en deroute, der indebærer både voldsomt spiritusindtag og misligholdelse af sin egen person og hjemmet.

Beskrivelsen af den nedbrudte Lelle står meget klart. Man ser tydeligt for sig, når han sidder i sit beskidte tøj og drikker spiritus og tænker på sin elskede Lina. På trods af at han er psykisk nedbrudt formår han alligevel at holde fast i sit gymnasielærerjob.

Gennem tre år har han omtrent hver nat sat sig ud i sin bil og kørt rundt i de dybe norrlandske skove, mens han fører samtaler med Lina. Jævnligt standser han op begiver sig rundt til fods og leder efter datteren, men indtil nu uden resultat.

En dag ankommer teenagepigen Meja sammen med sin mor til byen, hvor Lelle bor. Hun er flyttet over 30 gange i sit 17-årige liv på grund af en psykisk nedbrudt mor, der fik Meja i en meget tidlig alder. Moren har via en datingside indledt et forhold til den noget ældre Thorbjörn. En temmelig klam og ulækker landmand.

Meja har Lelle som lærer i gymnasiet. De to finder en gensidig sympati, og på en eller anden udefinerlig måde formår de at være der for hinanden.

Meja forelsker sig i Carl-Johan en ung mand, som bor sammen med sine forældre og to brødre i et meget besynderligt miljø på en landbrugsejendom. Her føler hun sig hjemme til trods for, at Carl-Johans far tydeligvis giver udtryk for, at magthaverne i verden kun er ude på at kue den almindelige befolkning. I Carl-Johans familie lever man efter sine helt egne regler. Faderen, Birger har fx lavet et underjordisk beskyttelsesrum fyldt med våben, for hvis verden går fuldstændig af lave, så skal man jo kunne både forsvare og beskytte sig.

På yderst velbeskreven vis, får man et fantastisk indblik i dette helt anderledes miljø. Også personbeskrivelserne af både sønnerne og forældrene er mega gode.

Pludselig en dag sker der det, at en ny teenagepige forsvinder, og Lelles mareridt forstærkes yderligere.

Herefter sker forskellige begivenheder, som er meget barske. Mod bogens slutning sidder man næsten med hjertet oppe i halsen, fordi man frygter, at det værste skal overgå dem, man ”holder med”.

Selv om det, man læser er dramatisk, så virker handlingen meget overbevisende.

Når først hjernens krinkelkroge forbindes forkert med hinanden, foretager nogen mennesker ind imellem nogen handlinger, som er helt og aldeles uforståelige.

”Sommermørke” er en bog, jeg ikke glemmer lige med det samme.

Jeg glæder mig virkelig meget til at hilse på Stina Jackson, som kommer på Krimimessen i Horsens 6. – 7. april.

5 krimihjerter af 5

 

Lindhardt og Ringhof 2019 – 303 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget