”Operation nyttige idioter” af Henrik Brun

People’sPress 2019 – 330 sider

Min anmeldelse

”Operation nyttige idioter” er første bind i en serie om indhenter for PET Selma Brink.

Selma Brink, som tidligere var en meget kendt TV-reporter, er blevet rekrutteret af PET som indhenter. På grund af sin erfaring som journalist viser hun sig at have eminente evner som efterforsker.

Hun sendes til Flensborg af PET under dække af at være journalist for at undersøge, om drabet på en kendt flygtningeaktivist, Malin Østerlund er begået af politiske årsager, som kan være en trussel mod Danmark. Det tyske politi hælder mere til, at det er et røverisk overfald, der gik galt.

Efter at have infiltreret i Flensborgs flygtningemiljø finder Selma hurtigt ud af, at det er PET, der har ret.

Man skal ikke have læst mange sider, før man finder ud af, at Selma er en kvinde, der forstår at komme ind i begivenhedernes centrum, og jo mere man følger hende, ser man at hun er både barsk og modig. Der er ikke meget nervøs tøs over hende.

Hvordan hun egentlig er ”indvendig”, får man ikke så meget at vide om.

Nu udspiller der sig et realistisk drama, hvor hovedtemaet er flygtninge-migrant problematikken. Som i den virkelige verden, er der mennesker i bogen, der mener, at strømmen af dem, der kommer ulovligt ind i Danmark, skal stoppes med alle midler. Og så er der dem, der mener det modsatte, nemlig at de, der har behov for hjælp, skal hjælpes. Det er noget, der kan skabe konflikter. Voldsomme endda.

Sagen er bestemt ikke ligetil. Det, som drabet på Malin Østerlund umiddelbart så ud til at være, er måske i virkeligheden noget helt andet – måske en brik i et uigennemskueligt politisk spil, som også trækker spor ud i Europa.

Man kommer rundt i flere forskellige og godt beskrevne miljøer.

Da bogens personer – bortset fra chaufføren Benny – ses fra Selmas synsvinkel, ved man ikke, hvad disse tænker, men kun hvordan de agerer. Der mangler noget psykologisk kant.

Selv om intrigen kan forvirre en, så synes jeg, at Henrik Brun fint formår at rede de spegede tråde ud til sidst.

Efter endt læsning sidder jeg tilbage og tænker på, hvor meget PET mon benytter sig af indhentere som Selma. Ja, og så tænker jeg også på, at PET måske ikke altid har ”helt rent mel i posen”, når de efterforsker.

Jeg vil se frem til at følge Selma i de kommende bøger med hende som hovedperson.

4 krimihjerter af 5

People’sPress 2019 – 330 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...