”Skandalens Anatomi” af Sarah Vaughan

Hr Ferdinand 2019 – 318 sider

Min anmeldelse

James Whitehouse er konservativ juniorminister i den britiske regering. Premierminister Tom Southern er James’ bedste ven helt tilbage fra studietiden i Oxford for 24 år siden, hvilket kommer til at spille en rolle i bogen.

James er gift med Sophia og sammen har de to børn. Alt ånder fred og idyl, indtil Olivia, en kvindelig medarbejder i James’ ministerium anklager ham for voldtægt.

Det viser sig, at James og Olivia har haft et seksuelt forhold kørende i et lille halvt års tid. Imidlertid gør James forholdet forbi, men en uges tid efter bruddet følges de to ad i en elevator, og så sker det, som James siger er et afskedsknald, mens Olivia siger, det er grov voldtægt.

James stilles for retten sigtet for voldtægt.

Anklageren er Kate Woodcroft. Hun er overbevist om, at James er skyldig i voldtægt. Man får en virkelig god fornemmelse af de tanker, hun gør sig i den forbindelse.

Ligeledes får man et godt indblik i, hvad James’ kone, Sophia må gennemgå af tro og tvivl i forbindelse med, at hendes ægtefælle har en så alvorlig anklage hængende over hovedet.

Man følger nu flere forskellige personer og får et virkelig godt indkig i deres adfærd og tankevirksomhed både i 1993 og 2017, så man forstår dem under og efter retssagen. Det er i visse tilfælde ikke småting, man får at vide.

Miljøbeskrivelserne er fine. Især hæftede jeg mig ved beskrivelserne af studiemiljøet i Oxford. Hvad der måske ser fint ud på overfladen er ikke altid det, man ser, når man går i dybden.

Tanker og refleksioner fylder rigtig meget i bogen. Det ved jeg, der er mange, der sætter stor pris på. Jeg kan også godt være med et stykke hen ad vejen, men efter min smag fylder det for meget. Jeg mangler noget mere direkte spænding.

Der er også blevet plads til overraskelser. Jeg røber intet ved at fortælle, at den største – og den var stor – optræder midt i bogen.

Smag og behag er nu engang forskellig. Jeg ender derfor på den karakter, som jeg gør, men jeg er helt sikker på, at mange – især kvindelige læsere – vil synes aldeles godt om bogen.

3 krimihjerter ud af 5 

Hr Ferdinand 2019 – 318 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...