11-09-2019

”Forsvundet” af Tina Frennstedt

”Forsvundet” er første bind i den svenske krimiserie ”Cold Case”, der er inspireret af uopklarede kriminalsager fra den virkelige verden.

To voldtægter, hvor den første ender med et brutalt drab, sætter handlingen i gang i denne meget spændende svenske krimi.

De to kvindelige efterforskere Tess Hjalmarsson, som også er chef for Skånes Cold Case- gruppe, og hendes makker Maria Erling bliver inddraget i efterforskningen på grund af resourcemangel inden for politiet. De bliver derfor nødsaget til at holde pause i en sag i Cold Case-gruppen, hvor de arbejder på at finde ud af, hvad der skete med 19-årige Annika, som forsvandt for 16 år siden.

I den nutidige sag har man mistanke om, at gerningsmanden er identisk med den eftersøgte danske drabsmand og voldtægtsforbryder Valbymanden.

Jeg er ret overbevist om, at Tina Frennstedt har hentet inspiration fra sagen om Amagermanden. Desuden er der også et hint til Peter Lundin.

Efterforskningen skildres på meget dygtig vis. Ingen tvivl om, at Tina Frennstedt i sin egenskab af kriminalreporter ved, hvordan politiarbejde foregår.

Som efterforskningen skrider frem, dukker der DNA-spor frem, som kan tyde på, at Valbymanden har forbindelse til den sag, som Tess og Maria arbejder med i Cold Case- gruppen. Derfor retter de for en stund atter fokus modden gamle sag, mens andre efterforskere koncentrerer sig om de to nutidige forbrydelser.

Efterforskningen i den nutidige sag intensiveres, og Tess og Maria og den 3. efterforsker i CC-gruppen, Lundberg, må igen lægge kræfter i denne efterforskning.

Personskildringerne er gode og troværdige. Man lærer virkelig personerne godt at kende. For Tess betyder det virkelig meget at kunne komme til bunds i den Cold Case-sag, hun også arbejder på. Hun vil rigtig gerne kunne give Annikas mor, Anita et svar på, hvad der skete med hendes datter for 16 år siden.

Tess, som er lesbisk, har store problemer med sin nuværende kæreste Eleni. Hun savner sin tidligere kæreste Angela, som var den, der afbrød forholdet. Efter min mening hører man alt for meget om Tess’ kærlighedsliv. Ja, også om makkeren Marias liv med mand og børn. Det er bestemt OK, at man hører, at politifolk har et privatliv. Men her går der for meget femikrimi i bogen.

En meget interessant person er Rickard Mårtensson, som var fuldstændig forgabt i den forsvundne Annika. Skildringen af hans deroute som alkoholiker gør indtryk.

En dansk psykiater, den noget spøjse Carsten Morris, som har været tilknyttet efterforskningen af Valbymanden, indgår også i handlingen.

Bogens skildringer af steder og miljøer samt den storm, der viser sig fra sin barske side, er også fine.

Krimiintrigen med fortid og nutid er god, og den er ikke uden overraskelse.

Selv om jeg er kritisk over for den megen køren rundt i kærlighedens glæder og forbandelser, synes jeg virkelig godt om bogen og glæder mig til den næste bog i serien.

4 krimihjerter af 5

 

Gyldendal 2019 – 405 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget