29-09-2019

”Mordet på en havfrue” af Rydahl & Kazinski

H.C. Andersen har fra 1825 og frem til sin død i 1875 skrevet dagbog, men efter hjemkomsten fra en rejse til Italien i 1834 er der pludselig en pause på halvandet år.

Ingen ved hvorfor.

Forfattertrekløveret Rydahl og Kazinski (Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich) har med digterisk frihed skrevet en anderledes, meget interessant og meget spændende krimi om det, der skete for H.C. Andersen i disse halvandet år.

Efter hjemkomsten fra Italien forsøger Hans Christian at få en indtil nu mislykket forfatterkarriere op at stå ved at skrive for børn.

Ud over at skrive klipper han også i papir. I den forbindelse opsøger han skøgen Anna for at bruge hendes svulmende former som inspiration til de pigekroppe, han klipper.

Efter et af hans besøg hos Anna finder man hende efterfølgende smidt i havnen - dræbt og skamferet. Annas søster Molly, som også er skøge, bedyrer på det kraftigste, at det er Hans Christian, der er drabsmanden.

Herefter udvikler historien sig til en handlingsmættet fortælling, hvor Hans Christian til at begynde med fængsles for mordet med risiko for senere at blive henrettet. Med hjælp fra hans godgører Jonas Collin løslades han i 3 dage, så han selv kan forsøge at opklare mordet. Det er bestemt ikke ligetil, og sagen forværres, da flere mord finder sted.

Det lykkes for Hans Christian at overbevise Molly om, at han er uskyldig, og hun indvilliger i at hjælpe ham med finde morderen, da hun ikke kan få ro i sin sjæl, før hendes søster Annas morder er fanget.

Forfattertrioen evner at skabe nogle virkelig interessante og overbevisende personer. Da man ser handlingen fra både Hans Christians, Mollys og morderens synsvinkel, får man et virkelig godt indblik i, hvad netop de tre tænker og mener. Morderens tanker og de deraf følgende handlinger er fuldstændig vanvittige.

I og med at H.C. Andersen er beskrevet i utrolig mange værker, har forfatterne meget at bygge på, når de beskriver hans tanker og ageren, og det gør de godt.

En anden virkelig person, som også indgår i handlingen er den senere kong Frederik den 7. Han beskrives som en temmelig usympatisk levemand.

Man møder et væld af forskelligartede persontyper i bogen, både fra de allerlaveste sociale miljøer, fra overklassen og fra kongehuset.

Jeg har aldrig læst en krimi, hvor miljøbeskrivelserne er så fyldige og interessante som i ”Mordet på en havfrue”. Sammen med Hans Christian, Molly og den dræbte Annas lille datter, Marie kommer man rundt mange steder i København, hvor boliger, gader, pladser, gyder, smøger m.m. flyder med ulækkert affald, og hvor stanken af – undskyld udtrykket – pis og lort er det, der præger omgivelserne.

Desuden kommer man rundt de finere steder – i særdeleshed på Amalienborg, hvor man tydeligt fornemmer slotsmiljøet årgang 1834.

Selve krimiplottet er virkelig opfindsomt og spektakulært.

Jeg synes særdeles godt om bogen, men jeg synes også, at der er for mange usandsynligheder. Fx udsættes Hans Christian for flere livsfarlige situationer, som han reddes ud af, selv om det burde være næsten umuligt.

”Det er ganske vist”, at jeg har rost miljøbeskrivelserne meget, men jeg synes trods alt, at de fylder rigeligt.

Hans Christian fortæller til sidst i bogen, at det forfærdelige, han har været igennem, har inspireret ham til at skrive eventyret om ”Den lille havfrue”. Det kan jeg sagtens følge ham i, efter at jeg har hørt eventyret læst op på Mofibo.

Et andet kendt og elsket eventyr er helt bestemt også skabt ud fra en anden ulykkelig begivenhed, der sker i 1834. Hvilket eventyr det drejer sig om, fortæller jeg ikke, da det vil røbe en trist skæbne for en af bogens personer.

Almindeligvis er jeg til krimier, der foregår i nutiden, men ”Mordet på en havfrue” fangede mig virkelig.

5 krimihjerter af 5

Politikens forlag 2019 – 413 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget