05-10-2019

”Iskold” af Tess Gerritsen

”Iskold” er den 9. bog i serien om efterforskeren Jane Rizzoli og retsmedicineren Maura Isles.

Almindeligvis foregår handlingen i bøgerne i større eller mindre byer. Denne gang foregår det meste ude i et iskoldt vinterlandskab i Wyoming.

Maura Isles er til retsmedicinsk kongres i Wyoming. Her møder hun en mandlig retsmediciner, som hun i sin tid gik på universitet med. Han har sin datter og et par venner med for efter kongressen sammen med dem at tage på en ski-weekend. Han overtaler Maura til at tage med på skituren.

På vej til skisportsstedet bliver de pludselig fanget i en voldsom snestorm. De søger ly i, hvad der viser sig at være en forladt landsby bestående af 12 næsten ens huse.

Herefter sker der en række dramatiske begivenheder med adskillige dødsfald til følge.

Da Jane Rizzoli på et tidspunkt vil i telefoniskforbindelse med Maura Isles, kan hun ikke komme i kontakt med hende. Da det efter flere forsøg ikke lykkes, beslutter hun og hendes mand, FBI-agenten Gabriel at forsøge at finde hende, og dramatikken intensiveres.

Som handlingen skrider frem viser det sig, at en religiøs sekt, der foretager sig ekstreme handlinger, er involveret i den mystiske sag.

Personbeskrivelserne er fine. Der er rigtig mange meget interessante personer. Fx venneflokken, som Maura tager ud i snevejret med.

En yderst spændende person er drengen Julian, kaldet Rat, som i lighed med andre drenge er blevet udstødt af den omtalte sekt.

Som altid er Jane og Maura også personer, man kommer rigtig godt om ad.

Et lille tema, som i virkeligheden spiller en stor rolle i handlingen, er kærlighedsforholdet mellem Maura og kæresten, præsten Daniel.

Et meget spændende miljø at læse om, er den religiøse sekt. Jeg er sikker på, at beskrivelsen er helt realistisk.

Spændende er det også at læse om det snedækkede bjerglandskab med alle de mange farlige områder.

Jeg var virkelig godt underholdt under læsningen af ”Iskold”, og ser frem til den tiende bog i rækken om efterforskeren Jane Rizzoli og retsmedicineren Maura Isles.

5 krimihjerter af 5

Jentas 2019 – 342 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget