25-01-2020

”Hvor flodkrebsene synger” af Delia Owens

”Hvor flodkrebsene synger” er en anderledes, men helt fantastisk spændende og tilmed smuk krimi, som tager sin begyndelse i 1952. Selv krimihadende kvinder, som til min store forundring ikke mener, at krimier er litteratur, vil efter min mening kunne glædes over at læse bogen.

Bogens hovedperson Kya Clark, kaldet marskpigen lever en alenetilværelse i sumpskoven ved North Carolinas kyst. En efter en har hendes søskende og moren forladt hende på grund af familiefarens brutale adfærd. Ingen har gjort sig overvejelser om at tage Kya med, så hun overlades til faren, som efter nogle år også forlader hende.

Hurtigt får man et særdeles godt indblik i Kyas tanker og overvejelser. Hun foretrækker ensomheden frem for at omgås andre mennesker. Hun elsker marsken med al dens spændende dyre- og fugleliv og dens forskelligartede vækster. Det hele beskrives med grundighed og kærlighed af Delia Owens.

I hele sit liv har Kya kun gået i skole én dag, men takket være en af sine få venner, drengen Tate lærer hun at læse og skrive. Tate har også en enorm interesse for naturen, så de to går rigtig godt i spænd.

Det viser sig, at Kyas skrivefærdighed efterhånden udvikler sig eminent. Et faktum som får står betydning for hende gennem hele livet.

Senere, da Kya har voksetsig til at blive en køn ung pige, efterstræbes hun af den lokale skørtejæger Chase Andrew. De indleder et forhold, som de kun dyrker i marsken umiddelbart fordi Kya fortsat er menneskesky, men det viser sig også, at Chase har sine grunde til det hemmelige forhold.

Både Tate og Chase og bogens andre personer beskrives fantastisk godt.

Man konstaterer hurtigt, at det at være anderledes, ikke er noget, der værdsættes af beboerne i den landsby, der støder op til marsken. De sorte i landsbyen diskrimineres, hvilket der jo ikke er noget nyt i; men det gør pigen fra marsken i særdeleshed også.

I lighed med naturbeskrivelserne er miljøbeskrivelserne også særdeles fine.

Selv om det at være anderledes, samt kærlighed til naturen og kærlighed mennesker imellem fylder meget bogen – og det gør bestemt ikke noget – så sker der i høj grad også noget på krimifronten. Skørtejægeren Chase Andrew findes pludselig død ude i marsken, og de lokale mistænker Kya for at være involveret i dødsfaldet. Herefter udspiller der sig et meget spændende drama, hvor man følger sheriffen og hans vicesherifs efterforskning.

”Hvor flodkrebsene synger er Delia Owens første roman og hvilken debut.

5 krimihjerter af 5

Gyldendal 2019 – 373 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog- og lydbog MOFIBO