08-02-2020

”Ind i den hvide nat” af Jakob Melander

En maltrakteret død ko driver i land på Gilleleje Strand. Det viser sig, at den på snedig vis har været brugt til indsmugling af et stærkt LSD-lignende stof.

En efterforskning bliver sat i gang med politiassistent Lars Winkler som efterforskningsleder.

Det er syvende gang Jakob Melander har Lars Winkler som hovedperson i en krimi.

Lars Winkler er en dygtig efterforsker, men han har også lig i lasten, idet han gennem mange år har haft et stofmisbrug. Han har også problemer med kærligheden og med forholdet til sin datter, Maria.

På absolut god vis skildrer Jakob Melander Lars Winkler, så han står helt klar for læseren.

Det samme gælder bogens anden hovedperson politiassistent i indbrudsafdelingen på Bellahøj Politistation, Nanna Christoffersen. Hun har absolut ikke rent mel i posen, idet hun stjæler fra anholdte personer og fra de indbrudssteder, hun rykker ud til. Hun bruger bl.a. pengene til at købe narko for, idet hun bl.a. er stofmisbruger.

Under anholdelsen af to klatretyve stjæler hun således en lille meget værdifuld statue, som visse kriminelle er meget interesserede i.

Hun vil gerne være en god mor for sin voksne søn Martin og en god partner for sin kæreste June, men det er svært med det liv, hun fører.

Bogen indeholder andre fine personbeskrivelser og også gode skildringer af de mange forskelligartede miljøer.

Da de to indbrudstyve, hvis sag Nanne Christoffersen har efterforsket, findes dræbt på brutal vis, krydser hendes og Lars Winklers veje hinanden. Det viser sig nemlig, at der i de dræbte tyve findes spor af det stærke narkotiske stof, som også findes i den dræbte ko.

Det bliver en meget kompliceret efterforskning, som afstedkommer mange spændende situationer. Man får også en fin fornemmelse af, hvordan narkosmugling kan foregå, og hvordan kyniske bagmænd udnytter svage sjæles trang til narko og diverse former for ulovligt spil.

I lighed med mange andre krimier hører vi også i ”Ind i den hvide nat” om de problemer det almindelige politi og PET har med at samarbejde.

Ind imellem synes jeg, at visse dele af efterforskninger er noget langstrakt skildret. Der kunne godt være strammet op på handlingen.

Jeg synes også, at nogle forbindelser personerne imellem passer for godt sammen og virker lidt for søgte.

Jeg synes, politiarbejdet skildres godt og grundigt. Der er mange facts, som efter min mening er præcise og korrekte.

Selv om Jakob Melander i sit efterord fortæller, at det København og den verden, der portrætteres i bogen, ikke er identisk med virkeligheden, synes jeg ikke om, at han ændrer på nogle politimæssige facts. Hvorfor skal nogle facts være i orden og andre ikke?

Faktum er, at ”Afdelingen for personfarlig kriminalitet” ikke er hjemhørende på Politigården, men på Teglholmen. PETs hovedkvarter ligger i Søborg og ikke i Herlev.

Der er i øvrigt ikke noget, der hedder ordenspolitiet længere. Det hedder beredskabet.

Selv om jeg ikke synes om alt i bogen, skal der ikke herske nogen tvivl om, at jeg fortsat vil læse kommende bøger af Jakob Melander.

4 krimihjerter af 5

People’sPress 2020 – 541 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO