05-05-2020

“Efterårssorg” af Anders de la Motte

Anmeldelse

“Efterårssorg” er den anden bog i “Skånekvartetten”. Bøgerne i kvartetten kan læses uafhængigt af hinanden.

“Efterårssorg” en fremragende krimi.

I august 1990 mødes de nyudsprungne studenter og venner Alex, Bruno, Carina, Marie og Simon en aften på deres sædvanlige sted - et fladt klippeudspring over en sø i et stenbrud uden for deres hjemby i Skåne. Her skal de hygge sig med grillmad, øl og overnatning i telt, inden deres veje skilles, fordi de skal videre ud i livet med deres uddannelser.

Da morgenen gryr, ligger Simon død i søen med kvæstelser i hovedet.

Politiet er af den overbevisning, at der er tale om en hændelig ulykke.

Alligevel har ulykken i 27 år præget lokalsamfundet med hemmeligheder og løgne

I 2017 afløser den stockholmske drabsefterforsker Anna Vesper den gamle politichef, da han går på pension. Anna er fraskilt, og da hendes ex-mand er død, har hun sin 16-årige datter, Agnes med til den skånske by.

Anna fatter interesse for for den 27 år gamle sag, da hun ikke mener, den er fuld belyst.

Det sætter gang i handlingen, som skifter mellem henholdsvis 1990 og 2017. Man får et fantastisk indblik i begivenheder, der udspiller sig dels i fortiden og dels i nutiden.

Selve krimiplottet viser, hvordan Anna forsøger at bore sig ned i fortiden. Det er svært, for ikke alle fortæller, hvad de ved. Der er mange hensyn at tage i lokalsamfundet, hvor en bykonge i 1990 og hans datter, som nu i 2017 er blevet bydronning, ikke er interesserede i at alle oplysninger omkring den gamle ulykke ulykken skal frem i offentligheden. En fornyet opmærksomhed herom, kan skade udefrakommende investeringer.

Andre personer fra 1990 bl.a. de fire venner har også ting at skjule. Det gælder også den nu forhenværende politichef, som er far til Alex, en af de unge fra venneflokken, der mødtes den fatale aften i 1990.

Ud over selve krimiplottet fylder kærlighed - især den vanskelige - på forskellig vis rigtig meget.

Man møder mange virkelig interessante personer i bogen. De er særdeles velkarakteriserede. Jeg sætter stor pris på, at personskildringerne er af en sådan karakter, at man kommer til at holde meget af nogle personer. Andre føler man sig meget frastødt af. Det fortæller, at det psykologiske også spiller en stor rolle i bogen.

Man kommer desuden rundt i mange spændende og interessante miljøer.

Efter endt læsning kan jeg kun konstatere, at “Efterårssorg” er en af de krimier, som jeg – og givetvis mange andre læsere –  ikke glemmer lige med det samme.

Jeg vil derfor glæde mig til, når den 3. bog i “Skånekvartetten” udkommer.

5 krimihjerter af 5

Modtryk 2020 – 494 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO