30-06-2020

“Brudzonen” af Pernille Boelskov

“Brudzonen” er den tredje i rækken af Pernille Boelskovs bøger om efterforskeren Lars Bohn Hansen og hans kusine, præsten Agnethe Bohn.

De to foregående bøger er “Granitgraven” og “Bornholmerdybet”.

“Brudzonen” tager udgangspunkt i det historiske faktum, at Bornholm under Den kolde Krig var et af de steder, hvor flygtninge fra østbloklandet Polen forsøgte at kommetil.

En ung mand, der netop forsker i Den kolde Krig, findes død på spektakulær vis i sin lejlighed. Lars Bohn Hansen fra Bornholms Politi kobles på sagen som efterforskningsleder, og det konstateres, at der er tale om overlagt drab.

Yderligere to drab finder sted, og efterforskningen viser, at de på en eller anden måde alle har tilknytning til flugterne fra Polen til Bornholm under Den kolde Krig.

Pernille Boelskov evner på dygtig vis gennem politiets afhøringer af forskellige mennesker - i langt overvejende grad bornholmere - at formidle interessant viden til læseren om facts fra Den kolde Krig for over 30 år siden.

Samtidig med at Lars efterforsker drabene forsøger præsten Agnethe med ihærdighed at hjælpe en alenefar, Tomasz, som er enkemand. Han kæmper for at bevare forældreretten over sin datter. På grund af traumer erhan stum, hvilket er et problem i forbindelse med at skulle opdrage og være far for sin datter.

Det viser sig, at Tomasz er født i Polen og er uden sine forældre kommet til Bornholm i sin tidlige barndom under Den kolde Krig. Det kan derfor ikke undre, at Tomasz og Agnethe også filtres ind i drabsefterforskningen, som jo netop trækker tråde til Den kolde Krig.

De mange interessante mennesketyper, man præsenteres for fremstår yderst realistiske.

En af dem er Lars, som er en dygtig efterforsker, men samtidig kæmper han nogle indre kampe, da han fuldt forståeligt savner sin nylig afdøde kone. Han har det også svært med sin mor, der passer hans tobørn, efter at konen døde. Han har det heller ikke helt nemt med sin kusine, præsten Agnethe.For at forstå de familiemæssige problemer mellem Lars og Agnethe kan det absolut være en fordel, at man har læst Pernille Boelskovs to foregående bøger.

Man får også en god beskrivelse af Agnethe. Hun er ikke en helt almindelig præst, fx har hun et hemmeligt forhold til sin fætter Lars´ chef Jørn Mikkelsen. Man må også konstatere, at hun lever fuldt ud op til næstekærlighedsbuddet, da hun viser sin omsorg og hjælpsomhed over for Tomasz.

Jeg synes, det er virkelig fint, at man hører om, at personer har problemer i livet, men det kan også blive lidt for meget af det gode efter min smag.

Stemningen af, at bogen foregår på Bornholm, fornægter sig ikke, og da min kone og jeg sidste sensommer havde en skøn ferie på Solskinsøen, er der selvfølgelig mange steder i bogen, jeg kan nikke genkendende til.

Gad vide, hvad Pernille Boelskov finder på, der skal ske i hendes næste bornholmerkrimi? Det glæder jeg mig til at se.

4 krimihjerter af 5

Forlaget 4. til venstre 2020 – 332 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO