22-02-2021

”Natsangeren” af Johanna Mo

”Natsangeren” er en fremragende krimi af svenske Johanna Mo.  Den er første bog i en ny krimiserie, Ölandsserien.

Den tager sin begyndelse, da den godt 30-årige politiefterforsker Hanna Duncker vender tilbage til sin barndomsø Öland til et nyt politijob efter at have boet i Stockholm i 16 år.

Hun bliver med det samme inddraget i efterforskningen af en tragisk sag, hvor en teenagedreng under mystiske omstændighederer fundet død ved øens store naturområde Alvaret.

Et er, at Hanna med det samme skal i gang med en efterforskning. Noget helt andet er, at hun også med det samme skal vænne sig til, at adskillige mennesker husker hende, fra da hun som barn og ung boede på Öland. Mange ved, at grunden til, at hun i sine tidlige ungdomsår forlod øen var, at hendes far blev idømt en langvarig fængselsstraf for drab, og at han efter udstået straf døde stærkt alkoholiseret.

Sagen med den døde teenager, Joel kan ikke undgå at berøre Hanna dybt. Joel er nemlig søn af Rebekka, som i sin tid var Hannas bedste veninde. Det er bestemt ikke den nemmeste sag i verden for Hanna at afhøre sin gamle veninde Rebekka.

Det er straks nemmere for Hanna at afhøre folk, som hun ikke kender, men som på en eller anden måde har haft en forbindelse til den døde dreng. Det viser sig, at hun er en dygtig efterforsker.

Alt peger i retning af, at Joel er blevet myrdet. Efterforskningen kommer derfor om ad mange personer i forskellige aldersgrupper, som på den ene eller anden måde har været relateret til Joel. Nogle betragtes som mistænkte andre blot som vidner. Fælles for alle er, at de særdeles godt beskrevet.

Det at blive ansat hos Kalmar Politi – som også dækker Öland – er noget af en udfordring for Hanna, da de fleste politifolk har kendskab til den gamle drabssag med hendes far. Hvordan vil hun blive taget imod? Hanna får imidlertid oparbejdet et godt og positivt forhold til langt de fleste af sine kolleger – især til makkeren Erik Lindgren, som en rigtig rar fyr.

”Natsangeren” er en meget realistisk krimi og fyldt med mange interessante psykologiske aspekter fx forholdet mellem ægtefæller, utroskab, forældre-børn, forholdet mellem søskende, teenageliv, han-hun-hen, fortiden contra nutiden m.v.

Under Hannas efterforskning i forbindelse med den myrdede dreng, nages hun ofte af tilbagevendende tanker om hendes fars sag. Blev den efterforsket korrekt?

Jeg er meget begejstret for ”Natsangeren”. Den viser, at en stille og realistisk krimi kan være fyldt med intens spænding.

5 krimihjerter af 5

Lindhardt og Ringhof 2021 – 414 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO