26-03-2021

”Slagside” af Jørn Lier Horst og Thomas Enger

”Slagside” er den tredje krimi i serien om nyhedsbloggeren Ramm og politiefterforskeren Blix. De to foregående bøger var ”Nulpunkt” og ”Røgslør”.

Et færdselsdrab, et selvmord, en dræbt gidseltager, et drab på en kvindelig efterforsker, en bortførelse, dramaer i et bilværksted m.m. er alle ingredienser i Jørn Lier Horst og Thomas Engers fremragende krimi, ”Slagside”.

Disse ingredienser indgår i et virkelig spændende plot, der til tider er meget barsk og følelsesladet og tankevækkende. Beskrivelsen af efterforskningen er god og troværdig. Man bevæger sig ud i interessante miljøer, og de personer man møder er velbeskrevne.

Selvfølgelig hører man mest om bogens to hovedpersoner, efterforskeren Alexander Blix og nyhedsbloggeren Emma Ramm. De to er hver især dygtige til deres arbejde, og almindeligvis har de meget gavn af hinanden. De har et næsten far-datter-lignende forhold, når alt går godt i forbindelse med det, de arbejder sammen om. Det går imidlertid ikke godt hele tiden.

Blix’s datter, politiskoleeleven Iselin udsættes for noget, som medfører, at hun kommer til at svæve mellem liv og død. Det får Blix til at udføre en handling, så han risikerer at blive anklaget for drab. Han bliver derfor fjernet fra efterforskningen.

I forbindelse med det, der overgår datteren ser man, at selv en særdeles dedikeret efterforsker på det nærmeste går ned med flaget. Man føler i den grad med ham.

Interessant er det også at følge, hvordan Blix’s kolleger på politigården i Oslo ikke rigtig ved hvilket ben, de skal stå på i forbindelse med det, der nærmest er en deroute for Blix.

Imidlertid lykkes det for Blix at komme så meget på fode igen, at han laver sin egen efterforskning sammen med Ramm og medvirker til, at de forbrydelser, der indgår i plottet, bliver opklaret.

Jeg synes helt enormt godt om ”Slagside”. Både Jørn Lier Horst og Thomas Enger er hver for sig særdeles gode krimiforfattere, og når de så går sammen, så forstår man jo godt, at det, der skrives, bliver godt.

Uden at bogen slutter med en decideret cliffhanger, indikerer slutningen alligevel, at der må komme en fjerde bog i serien om Ramm og Blix. En bog som jeg selvfølgelig skal læse.

5 krimihjerter af 5

Modtryk 2021 –308 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO