30-05-2021

”Undergravet” af Lone Theils

Fra bogens bagside:

Signe Brask har det svært med sin nye chef. For at ydmyge hende har han sendt hende til Klitmøller, hvor hun skal vikariere som patruljebetjent. 

Men der går ikke længe, inden Signe står med en ny sag. Præstens unge, smukke kone er sporløst forsvundet. Snart viser det sig, at der under overfladen ulmer en voldsom religionskrig i det lille samfund af fiskere og surfere. 

Opklaringsarbejdet med den lokale betjent Dennis er tungt. Samtidig bliver Signe konfronteret med sin egen fortid på en måde, der ændrer hendes liv for altid. ”Undergravet” er andet bind i serien om Signe Brask.

Min anmeldelse:

Lone Theils er en krimiforfatter, der kan sit kram. Det viser hun gang på gang. Denne gang i ”Undergravet”.

Jeg sætter stor pris på, at en krimi ikke altid foregår i en større by som fx København eller Aarhus. Det er godt en gang imellem også at komme ud, hvor kragerne vender. Det gør man i ”Undergravet”, hvor man bogen igennem befinder sig et eller andet sted ved den jyske vestkyst, dog hovedsageligt i Klitmøller.

At handlingen foregår her betyder ikke, at bogens personer er mere fredsommelige end i storbyerne. Det ser man i den store uenighed, der er mellem to nabopræster, der har en ret så forskellig opfattelse af, hvordan en sand kristen skal være.

Da den yngste præsts unge kone pludselig forsvinder, præger det i høj grad det lille samfund.

Lone Theils beskriver nu efterforskningen af den unge præstekones forsvinden – en efterforskning som Signe Brask bliver en stor del af. Hun ryster gang på gang på hovedet over, hvordan nogle af politifolkene, som er tilknyttet politistationen i Thisted, gebærder sig. Thisted er den lokalpolitistation, hvor Klitmøller er tilknyttet. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke tror, at det er sådan i virkeligheden. Det håber jeg i hvert fald ikke.

Bogens personer er virkelig spændende og interessante, og de er ikke sådan uden videre lige til at gennemskue.

Politistationen i Thisted er underlagt hovedpolitistationen i Holstebro, og her forfølger og chikanerer lederen af Personfarlig Kriminalitet på det kraftigste Signe på grund af en hændelse på et tjenestested i København, som de begge var tilknyttet. Signe hader ham, og hadet til ham bliver ikke mindre, da han har sendt hende til politistationen i Thisted som vikarierende patruljebetjent.

Klitmøller er for mange et surferparadis og et sted, hvor man tænker på sommer, sol og ferie. Det er der ikke meget af i ”Undergravet”. Her er stemningen ofte uhygge i mørket, hvilket understreges, da liget af en surfer med et knust baghoved dukker op. Mørket og uhyggen til trods er stemningen af det friske og barske Vestjylland hele tiden til stede.

Jeg synes virkelig godt om bogen, som er både spændende og uhyggelig.

4 krimihjerter af 5

People’s 2021 – 324 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO