01-01-2022

”Kære barn” af Romy Hausmann

”Kære barn” er en thriller af tyske Romy Hausmann. Man skal virkelig være oppe på dupperne for følge den spændende, men også noget snirklede intrige, hvor det psykologiske spiller en meget væsentlig rolle.

Det starter med, at en kvinde sammen med en otteårig pige undslipper et fangenskab fra en øde hytte langt ude i en skov. Under flugten bliver kvinden kørt ned og kommer på hospitalet. Den otteårige rammes ikke af bilen.

Kvinden siger, hun hedder Lena. Det samme hed en ung kvinde, der forsvandt sporløst for 14 år siden.

Politiet kontakter den forsvundne Lenas forældre, som haster til hospitalet, hvor Lena og den otteårige Hannah er indlagt. Da de ser Lena, benægter de, at hun er deres forsvundne datter, men de får et chok, da de ser Hannah. Hun ligner i den grad deres datter, da hun var barn. Hvordan hænger det sammen?

Man ser handlingen fra 3 personers synsvinkel - nemlig fra den otteårige Hannah, fra Lena og fra Lenas far Mattias. Det er med til at skabe en spændende intensitet, idet handlingen skifter mellem fortid og nutid og beskriver adskillige spektakulære hændelser.

Person- og miljøskildringer er gode og præcise. De tre hovedpersoner er meget interessante at følge. Mattias er den mest almindelige. Almindelig kan man til gengæld ikke beskrive Hannah og Lene som værende.

Politiet prøver ihærdigt at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, men det er helt bestemt ikke en nem opgave.

Selv om intrigen kan være svær at gennemskue, så får man til sidst en god forklaring på, hvordan det hele hænger sammen.

”Kære barn” er en intens og spændende thriller.

4 krimihjerter af 5

Superlux 2021 – 333 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO