”Stormvagt” af Kristina Ohlsson

Modtryk 2022 – 469 sider

Min anmeldelse

”Stormvagt” af den svenske krimiforfatter Kristina Ohlsson foregår i den lille by Hovenäset i Bohuslän.

Her forsvinder den populære lærer Agnes Eriksson. Indbyggerne i byen stiller beredvilligt op for at deltage i en civil eftersøgning af hende. Desværre uden resultat.

Den empatiske og ambitiøse politiefterforsker Maria Martinsson står for den politimæssige eftersøgning. Hun er virkelig en person, som er interessant at følge både som efterforsker men også som privatmenneske. Man lærer hende rigtig godt at kende, idet man ser handlingen fra hendes synsvinkel.

Ej heller politiet har held med deres eftersøgning. Man beslutter derfor at se på sagen som et muligt drab.

Efterforskningen involverer på forskellig vis mange personer. Det er virkelig interessant at komme rundt i de forskellige miljøer og møde de mennesker, der lever og færdes her.

En af de personer, som man præsenteres for, er tilflytteren fra Stockholm, August Strindberg, som har en karriere i Stockholms finansverden, og som er ved at etablere sig med en secondhandbutik.

Bogens handling bliver også set fra August Strindbergs synsvinkel, og da han er tilflytter, er det interessant at høre om de tanker, han gør sig om lokalsamfundet og dets indbyggere.

Der er adskillige interessante temaer i ”Stormvagt”. Nævnes kan: nytilflytter til et lille lokalsamfund, forholdet mellem ægtefæller, hustruvold, forholdet mellem forældre og børn, venskab på forskellig vis, kærlighed, hævn, barndomsdrømme.

Disse temaer fletter sig ind i hinanden på meget interessant vis.

Efterhånden som det går op for læseren, hvad baggrunden er for Agnes Erikssons forsvinden tilspidses krimiintrigen, og historien bliver både spændende og tankevækkende.

”Stormvagt” er den første i Strindbergkrimi-serien. Jeg synes, at det er en rigtig god bog og glæder mig derfor til at læse de følgende.

4 krimihjerter af 5

Modtryk 2022 – 469 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...