28-06-2022

“Den nittende ø” af Thomas Bagger

“Den nittende ø” er nr. to i serien om efterforskningsenheden Task Force 14. Det er en selvstændig fortsættelse til “Mand i tre dele”.

I en kirke i lille bygd på Færøerne bliver fire døde præster fundet i en pøl af blod. Kan der være tale om et kollektivt selvmord? Den teori går man væk fra, da det viser sig, at en femte præst, som også havde været til stede den nat, er sporløst forsvundet.

Det færøske politi anmoder om hjælp fra dansk politi. Lucas Stage fra Task Force 14 bliver derfor sammen med kriminalteknikeren Sidsel Jensen sendt til Færøerne. De finder hurtigt ud af, at der er tale om en meget spektakulær drabssag.

Der går ikke lang tid, før Lucas og Sidsel må sande, at efterforskningen vil blive meget vanskelig, ikke mindst fordi lokalbefolkningen ikke ligefrem ser velvilligt på den måde, som Lucas griber efterforskningen an på.

Samarbejdet med kollegaerne fra det færøske politi fungerer dårligt.

Bygden, hvori det firdobbelte drab er sket, ligger i det færøske bibelbæltet. Det præger i den grad livet i bygden, hvor man har den opfattelse, at alt er lagt i Gud Faders hånd.

Et kuriosum i handlingen er, at kriminalteknikeren Sidsel er født på Færøerne og har tilbragt en del af barndommen her, indtil hendes mor forlod ægtemanden og tog Sidsel med til Danmark.

Selvfølgelig kommer dette faktum også til at spille ind på hele historien.

Lucas og Sidsel kommer ud for mange barske oplevelse – ikke mindst fordi den færøske natur og klimaet hele tiden skal tages med i betragtning, når de skal beslutte, hvordan de skal agere.

Naturbeskrivelserne er fremragende. Det gælder også personskildringerne.

Man får et virkelig godt indblik i mange af personernes tanker. Adskillige af personerne er særdeles usympatiske.

Det gælder bl.a. Lucas. Det er ikke tit, at man møder en efterforsker og hovedperson, som man i flere tilfælde direkte væmmes ved. At han er en dygtig efterforsker, det er der ingen tvivl om.

“Den nittende ø” slutter med en cliffhanger af format, så jeg vil glæde mig til Thomas Baggers kommende bog i serien.

4 krimihjerter af 5

Politikens forlag 2022 – 469 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO