07-07-2022

”Knust” af Anne Mette Kirk

Forlagets beskrivelse

En regnfuld nat forlader fire unge mennesker en gymnasiefest i en stjålet bil og brager ind i et træ.

Føreren, den 19-årige Jonathan, mister livet i ulykken. De tre andre passagerer Tanja, Phillip og Nikoline overlever.

Medierne, politiet og Jonathans forældre køber historien om, at han var fuld og kørte for hurtigt. Men Mathilde, Jonathans søster, begynder at kigge nærmere på ulykken. Den eneste, der deler Mathildes tvivl, er den nyuddannede politibetjent Marc, som var den første på ulykkesstedet.

Tænk, hvis alle andre tager fejl. Hvad nu hvis Jonathans død slet ikke var en ulykke?

KNUST er en medrivende roman om at genvinde fodfæste, når man mister en, man elsker. Om uventet venskab, snigende forelskelser og om en sandhed, der ændrer alt.

Min anmeldelse

Anne Mette Kirk har indtil nu skrevet tre krimier. Det er ”Knust”, ”Låst” og ”Blæst”. Jeg har læst de to sidstnævnte. Begge bøger er særdeles gode.

Også ”Knust” er en rigtig god krimi, og så er det interessant, at hovedpersonerne er unge mennesker på 17-18 år – som oftest er hovedpersoner voksne mennesker. Bogen kan man næsten kalde en ungdomsbog for voksne. Man får en utrolig god indsigt i, hvad der rører sig i hovederne på unge mennesker på både godt og ondt, om kærestesorger og gode og dårlige venskaber.

Selvfølgelig indgår der også voksne mennesker i historien. I den forbindelse er det især deres forhold til deres børn, der fokuseres på. Ligeledes hører man om den ubærlige fortvivlelse, der rammer et forældrepar, der lige har mistet et barn.

Da de unge mennesker i bogen går i 2. og 3. g, kommer man selvfølgelig både indirekte og direkte ind på forholdene på gymnasiet og beskrivelser af lærerne.

Det hele er beskrevet yderst troværdig.

Hovedpersonen i ”Knust” er gymnasieeleven Mathilde, som mister sin storebror Jonathan. Hun har meget svært ved at fatte, at han har kørt i beruset tilstand og er kørt ind i træ og derved har mistet livet.

Ud over savnet af sin storebror, kæmper Mathilde også for at kunne genetablere venskabet med Nikoline, som hun ikke forstår, hun har mistet. Ved færdselsulykken blev Nikoline alvorligt vansiret i den ene side af ansigtet.

Uden at man på nogen måde kan beskrive Mathilde som en amatørdetektiv, begynder hun at kontakte både unge og vokse for at spørge ind til, om de måske ved noget om, hvad der er gået forud for ulykken. Alt er ikke helt, som man til at begynde med har antaget. Det kommer der både spænding og overraskelser ud af.

I ”Knust” introduceres man også for den nyuddannede betjent Marc, som skønt han er ansat i beredskabet også viser, at han har evner som efterforsker, hvilket gør at han er med til at komme til bunds i det, der er gået forud for ulykken.

Beskrivelserne af de unge mennesker samt de øvrige personer, som man følger, er yderst realistiske.

4 krimihjerter af 5

People’s 2022 – 319 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO