26-10-2022

”Blodig jagt” af Chris Carter

Fra bogens bagside:

Et drab uden fortilfælde.

En morder, der er mere blodtørstig end nogensinde før.

En sag, der vil presse ham til det yderste.

Har Robert Hunter mødt sin overmand denne gang?

”Tror du på djævelen, kriminalassistent Hunter?” spurgte betjenten. ”For hvis du ikke gør … så tror jeg, du skifter mening, når du kommer herhen.”

Med disse ord bliver Hunter kaldt ud til et af de mest barbariske gerningssteder, han nogensinde har set. Og det hele bliver endnu mere foruroligende, da retsmedicinerne finder et digt, som morderen har efterladt inde i liget.

Da der sker endnu et drab, er fremgangsmåden og signaturen så forskellig fra det første, at retsteknikerne ikke umiddelbart forbinder de to gerningssteder med hinanden. Men da de finder næste del af morderens digt, tyder det på, at de to mord kun er begyndelsen.

Robert Hunter indleder jagten på den mest brutale og disciplinerede morder, han nogensinde har oplevet. En morder, der går efter ofrenes frygt, og som ønsker at give sine ofre en lektion … en lektion, der ender med døden.

Min anmeldelse

”Blodig jagt” er Chris Carters 12. Robert Hunter-thriller.

Som det fremgår på bogens bagside, er ”Blodig jagt” en meget blodig og voldsom krimi. Der stikkes ikke noget under stolen, når et gerningssted beskrives. Blodet nærmest løber ned ad siderne.

Kunne Chris Carter ikke have sparet lidt på disse voldsomme og ulækre detaljer? Det synes jeg ikke, for der kommer en logisk om end sindssyg forklaring på, hvorfor gerningsstederne ser ud, som de gør. Det skyldes ganske enkelt en morders forfærdelige og bestialske logik.

”Blodig jagt” beskriver på allerbedste vis politiets intense efterforskning. Da Chris Carter er forhenværende kriminalpsykolog, ved han selvfølgelig meget om, hvordan en efterforskning foregår, og det fremgår meget tydeligt.

Jeg har læst alle Chris Carters bøger, så jeg føler, at jeg kender de to hovedpersoner, efterforskerne Robert Hunter og Carlos Garcia godt.

Selv om de to efterforskeres privatliv ikke fylder meget i bogen, så fornemmer man alligevel, at de har et. Robert Hunters liv består dogmest er arbejde.

Man møder mange interessante og velbeskrevne personer i ”Blodig jagt”. Også her skinner det igennem, at Chris Carter har en fortid som psykolog.

Jeg synes, ”Blodig jagt” er realistisk, men der er også plads til gode gedigne overraskelser.

Gad vide hvad Chris Carter finder på i sin næste krimi? Man skulle snart tro, at mulighederne for at finde på nye sindssyge grusomheder er udtømte. Det tror jeg nu ikke.

Jeg glæder mig meget til at læse den næste bog af Chris Carter.

5 krimihjerter af 5

Jentas 2022 – 492 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO