17-02-2014

Fiktive byer og steder og hvor langt skal virkeligheden indgå i en krimi?

(Fiktive byer og steder og hvor langt skal virkeligheden indgå i en krimi?)

 

Christiansværk, Hårkøbing, Ålsted, Klovby, Vejborg osv. Kun fantasien sætter grænser, når det gælder om at finde på fiktive byer, hvor en krimi kan foregå.

Det har altid virket generende på mig, når en ellers god krimi foregår et sted, der ikke eksisterer i virkeligheden, fordi jeg synes, krimien bliver mere troværdig, når man har mulighed for at genkende de steder, der bliver beskrevet.

Lige for tiden er jeg ved at læse et anmeldereksemplar af Bødker og Bruuns ”Når solen forsvinder.” Den foregår for en stor dels vedkommende i København på steder, der eksisterer i virkeligheden. Fx ”Den kinesiske Pavillon” i Frederiksberg Have. En søgning på nettet kan vise læseren, hvordan stedet ser ud. (Billedet i dette indlæg)

Elsebeth Egholm er også en af de forfattere, som skriver om genkendelige steder. Meget ofte i det østjyske område.

En kørte jeg fra Horsens mod Nørre Snede, hvor jeg bor, mens jeg hørte Elsebeths Egholms: ”3 hundes nat” på mp3-spiller gennem bilens lydanlæg. Netop som jeg passerede ”Statsfængslet Østjylland” ved Enner, som ligger i ”se-afstand” fra vejen, hvor jeg kørte, var der en beskrivelse af netop fængslet og området. Det gjorde den i øvrigt rigtig gode bog meget nærværende, og det kan jeg rigtig godt lide.

For mange år siden læste jeg en krimi, hvor noget af handlingen forgik på Hotel ”Det Hvide Hus” i Frederiksdal ved Furesøen.(Nuværende ”Hotel Frederiksdal) Det interessante var, at jeg læste bogen, mens jeg selv holdt ferie på stedet. Det gjorde ikkebogen mindre god. Desværre har jeg glemt, hvad bogen hedder.

I Jo Nesbøs romaner er Oslo en ”aktiv medspiller”, og de steder, der beskrives, eksister i virkeligheden. Jeg har set en Tv-udsendelse, hvor Nesbø blev interviewet på flere af de steder, hvor hans romaner foregår.

Også Camilla Läckbergs bøger foregår steder, der findes i virkeligheden, nemlig i Fjällbacka. Jeg mindes at have set, at der ligefrem arrangeres guidede ture rundt på steder, der er beskrevet i hendes bøger.

At nogle forfattere bruger fiktive byer og steder, skyldes jo nok, at de føler, at de kan gå tættere på byens personer og fx kan gøre den ikke eksisterende bys borgmester til morder. Der er jo så at sige frit spil på alle hylder.

Almindeligvis er personer i skønlitterære romaner fiktive, og jeg tror ikke, at der er nogen, der vil tage anstød af, hvis en fiktiv borgmester med et lige så fiktivt navn fx i Horsens, viser sig at være morderen i en kriminalroman.

En forfatter kan i et forord eller efterskrift jo bare bruge denne vending, som erfra efterskriften i Helene Thurstens: ”Vinter i mørket”: ”Hændelserne i mine bøger er altid opdigtede, hvilket også gælder samtlige personer, der optræder i dem.”

Men hvor langt skal man så gå for at være virkelighedsnær? Jeg har læst David Asters krimi ”Sonoffer”, hvor handlingen udspiller sig i ”Danmarks Lærerforbund”. Man er ikke i tvivl om, at dette bare er et synonym for ”Danmarks Lærerforening”. Så kunne forfatteren ikke lige så godt have brugt dette navn?

Mange krimier – det være sig både film og bøger - foregår også i det politiske miljø. Her får de politiske partier oftest navne, som ikke findes i virkeligheden. Fx i ”Forbrydelsen III” og også i den aktuelle, om end ikke krimi, ”Borgen”.

Jeg mindes, at Hanne Vibeke Holst i sin bog i ”Kronprinsessen” og ”Dronningeofferet” kaldte partierne ved deres rette navne? Er det i orden?

Kan man lade en forbrydelse foregå i en i en bygning, som man kan køre forbi på søndagsudflugten? I Jens Henrik Jensens ”De hængte hunde” lader han et mord foregå på slottet Nørlund nær Rold Skov. Slottet findes i virkeligheden. I samme bog foregår noget af handlingen på Rold Storkro, som jo også er eksisterende. Hvordan skal man stille sig til det?

Så er der også aviserne. Nogen forfattere bruger navne på aviser, der findes i virkeligheden. Fx er Ekstrabladet af og til en medspiller i en krimi. Det kan jeg godt lide. Hvorfor kalde en avis ”Dagbladet”, når nu en sådan ikke findes?

Nogen gange læser man krimier, hvor forfatteren i efterordet skriver, at hun/han har tilladt sig at ændre lidt på placeringen af eksisterende huse eller fx gøre gader og veje anderledes eller ændre lidt på et landskabs karakter. Det generer mig. For mig at se bliver en krimi langt mere virkelighedsnær, når handlingen udspiller sig i og omkring noget eksisterende.

Det siger også noget om forfatterens formåen, hvis han/hun fx evner ”at begå” en forbrydelse i ”det lukkede rum” eller i et rum, der er sikret efter alle kunstens regler uden at ændre på virkeligheden og tilpasse den bogen.

Hvis I har en holdning til ovennævnte, vil jeg gerne have jeres kommentarer.