25-03-2014

"Den franske politistation"

For kort tid siden anmeldte jeg den fremragende franske thriller "Alex" af Pierre Lemaitre.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på 2 "dramaer" fruen og jeg var invoveret i på en ferietur i det skønne Sydfrankrig.

 

I mit foregående blogindlæg skrev jeg, hvordan jeg nær havde fået skurkerollen i et ”drama” med påkørsel af en parkeret bil i Provence. Jeg fortalte også om, hvordan jeg i et mareridtsscenarie forestillede mig blive taget med på en fransk politistation. Det slap jeg for, for jeg endte jo med at blive dagens helt.

Senere på turen undgik jeg ikke den franske politistation – ikke som skurk, men som offer.

I vores ”Turen går til Sydfrankrig” havde min kone og jeg læst, at der skulle være et sted med en masse små badehuse nær den franske Middelhavsby, Narbonne, som skulle være interessant at se.

Vi fandt også et sted, som så interessant og malerisk ud. Det virkede lidt hedeagtigt, og der lå en masse små huse af samme slags som på Tipperne i Vestjylland. Husene lå omkring en lille sø, og der var masser af fiskerbåde og garn. Der var temmelig rodet og ikke et menneske at se.  Vi tog vores lille kamera med og gik rundt og så på det mærkelige sted og fotograferede ivrigt. Det var ret spændende at se.

Vi kom tilbage til bilen, og opdagede til vores store skræk, at højre forrude var smadret, og der lå glas overalt. Bilen var gennemrodet, ryglænet mod bagagerummet klappet ned og værst af alt – min kones taske var væk. Her var mobiltelefon, penge, pung, dankort, pas - alt der er vigtigt!!!!!

Det var chokerende. Ingen mennesker var at se – selvfølgelig. Vores hjerner gik helt i stå, men min opmærksomme kone så fodspor i sandet, som førte fra bilen hen til en hytte, vi havde parkeret tæt ved. Hun gik hen og bankede på, inden jeg fik hende stoppet. Tænk, hvis tyveknægten havde lukket op! Jeg kunne lige se ham stå med et baseballbat i hænderne. Heldigvis var der helt stille inde i huset, og ingen lukkede op.

Vi kom til os selv igen.  Vi måtte have fat i politiet og fandt politistationen.

Vi troede først, at her var lukket, men forsøgte os med dørtelefonen. Vi troede ikke, der skete noget, indtil en betjent bankede på ruden til os, og vi kunne komme ind.

En uniformeret betjent tog imod os. Pistolen sad i hylstret på hans hofte. I samme bælte sad håndjernene. Nøjagtig som i krimifilmene. Han kunne ikke et ord engelsk og var alt andet end imødekommende; men han udfyldte et skema, og vi udfyldte et skema. Vejledningen foregik med fingersprog, og ind imellem lød der suk fra betjenten, når vi ikke fattede, hvad han mente. Senere kom en anden betjent, som kunne lidt engelsk. ”Oh, the fishermen!”, sagde han, da vi havde fortalt, hvad der var sket. Her var åbenbart kriminelle elementer, de kendte. Så fik vi vores kopi af de udfyldte papirer, sagde pænt farvel og tak og gik.

De to næste døgn var ikke særlig sjove med alt det, der skulle klares med forsikring, bank, teleselskab osv.

Så var der det der med passene. Vi tog chancen og gennemførte resten af turen uden pas. Tænk nu, hvis vi blevet stoppet ved en tilfældig grænsekontrol på hjemvejen. Det blev vi heldigvis ikke, for så kunne vi jo være blevet ”taget med på stationen”, og mit mareridtsscenarie med mig som anklaget kunne være blevet virkelighed.

Gad vide om vores pas nu er havnet i det kriminelle miljø i Frankrig og en dag dukker op på et gerningssted. Heldigvis er passene nu blevet meldt stjålet, så mon ikke min kone og jeg slipper for at blive udleveret, hvis det skulle ske.