12-11-2018

Blogger Tour med Stein og Steen

I Botanisk Have med Jesper Stein

Jeg tror ikke, der er mange, der har gået tur i Botanisk Have i København med Jesper Stein. Det har jeg.

Sammen med 6 andre bogbloggere havde jeg nemlig den 14. juni 2017 fornøjelsen af at være inviteret af Politikens Forlag til at møde Jesper Stein, som netop da var aktuel med sin anmelderroste krimi "Papa".

Vi mødtes i Botanisk Have, hvor en del af handlingen i "Papa" foregår. Vi gik rundt i haven til de steder, hvor bogens hovedperson Axel Sten har sine møder med mere eller mindre fordækte personer. Det var meget interessant.

               

Jeg tror ikke, der var en af os gæster, der overhovedet lagde mærke til planterne og træerne, vi kom forbi. Det skulle da bare lige være for at se, hvor vidt området egnede sig til at skjule en af de snigskytter, der optræder i bogen.

Rundturen i haven sluttede af på den store væksthusterrasse over en kop kaffe. Herefter gik vi til Café Sult, hvor vi blev budt på en lækker plankeanretning. Begge steder var der rig lejlighed til at høre Jesper Stein fortælle om sit forfatterskab.

De forbrydelser, der er omdrejningspunktet i hans bøger, har han hentet inspiration til fra forbrydelser, der er sket i virkeligheden. I "Papa" er det et spektakulært bokskup i Danske Bank på Nørreport.

Når Jesper Stein går i gang med at skrive, skriver han løs uden alt for meget struktur. Ikke noget med et storyboard og posters, der flyttes rundt på. Han kan sagtes have flere handlingsforløb i gang på en gang. Det er i øvrigt ikke altid, når Jesper Stein går i gang med at skrive, at han ved hvem, bogens skurk bliver.

Efterhånden som handlingsforløbene er på plads, flettes de sammen til en kontinuerlig handling.

Jesper Steins bøger har meget dramatiske handlingselementer, som sagtens kan være tilsat lidt drengerøvsromantik. Også beskrivelser af følelser spiller en stor rolle, og der er uhyre mange følelser på spil for en mand som Axel Sten, der har oplevet så meget "skidt" både som politimand og som privatmand.

Hvor det passer ind i handlingen bruger Jesper Stein gerne lyriske beskrivelser - som vel at mærke ikke må blive for lange - men metaforer undgår han helst.

Jesper Stein bestræber sig overordentlig meget på, at de fakta fra virkelighedens verden, der er med i hans bøger, er i orden. Er han i tvivl om noget, undersøger han det, dels ved at kontakte personer og dels ved at læse sig frem.

Jesper Steins erfaring som journalist gør det lettere for ham at kontakte interessante kilder. 

For at bøgerne skal være så autentiske som muligt, vil han aldrig opfinde navne på fx aviser eller politiske partier, som ikke eksisterer.

Jesper Stein har altid nogle beta-læsere til at læse sine bøger igennem inden udgivelsen.

”Papa” har vist sig at være den krimi, som Jesper Stein har haft sværest ved at få styr på, men når slutresultatet blev det, han ønskede sig, er det jo til at komme over.

Desværre kommer man aldrig til at se Axel Sten i min hjemby Nørre Snede. Han hører hjemme i København lige bortset fra, når han arbejder undercover i Amsterdam.

Jesper Stein har solgt filmrettighederne til sine bøger, men om der nogensinde kommer film ud af det, er svært at sige. Han fortæller, at flere forfattere har gjort det samme, uden at en filmatisering har fundet sted. Selvfølgelig håber Jesper Stein på, at netop hans bøger kan danne baggrund for en film.

Hvem kunne - hvis en film blev aktuel - så spille Axel Sten? Jeg foreslog Jesper Stein selv, hvilket mange andre også har gjort. Det, mente han nu ikke, var nogen god ide.

Jesper Stein havde dengang endnu ikke planlagt en ny bog, men han havde dog tænkt lidt på, om tildragelserne i den meget spektakulære afslutning i ”Papa” på en eller anden måde kunne inddrages i hans kommende bog.

I dag fredag den 16. november 2018 ved jeg, at afslutningen på ”Papa” kom til at indgå i ”Solo” – den fremragende efterfølger til ”Papa”.

Min anmeldelse af ”Solo”kan læses her: SOLO

Jeg bliver nødt til at tage nogle af mine ord i mig igen med hensyn til det, jeg skrev i 2017, om at Axel Sten nok ikke kunne få sin gang i Nørre Snede. Det troede jeg ikke dengang, men det tror jeg alligevel godt kunne ske, for det viser sig jo, at Axel er omstillingsparat.

Her følger lidt tankespind fra hånd – jeg kunne ikke dy mig:

Vi kender Axel som efterforsker ved Københavns Politi. Så bliver han tilknyttet PET i ”Papa”, og i ”Solo” bliver han sikkerhedschef i en international investeringsbank med hovedsæde i Danmark, men det mere end antydes, at det er politiarbejdet, der står hans hjerte nærmest. Han ved, at hans kone, Cecilie ikke vil være begejstret for, at han igen skal til have sin gang blandt farlige kriminelle i København.

Jeg foreslår derfor, at Axel skal søge jobbet som landbetjent i Nørre Snede, når det bliver ledigt. Så kunne han flytte familien Sten til byen, hvor alle kunne tage del i nogle af de mange aktiviteter, der foregår der.

Emma kunne komme i en helt ny skole, der lige er renoveret for hele 60 millioner kroner. Cecilie kunne fx gå på nogle af de kurser som Vækstcentret i byen tilbyder. Her kunne hun føre gode og åndfulde samtaler med bl.a. forfatter Peter Høeg, som er meget aktiv på centret. Axel Betjent, som han givet ville komme til at hedde her, kunne let klare alt det politimæssige.

Men ak farerne lurer, for når man er landbetjent i Nørre Snede, er det også ham, der i første omgang tilkaldes, hvis der opstår problemer i Statsfængslet Midtjylland, som ligger ved Nørre Snede. Her er de fleste indsatte fra Østsjælland og Storkøbenhavn.

Nu er det så, at jeg forestiller mig, at Axel Betjent tilkaldes til et mindre problem i den lukkede afdeling på fængslet. Her kontaktes han af en indsat, som genkender Axel, som en af de politifolk, der efterforskede den sag, som han senere blev dømt i.

Den indsatte bedyrer på det kraftigste, at han er uskyldig. Han påstår, at en kendt politiker er den skyldige, og at han har oplysninger, som aldrig er blevet undersøgt til bunds, der kan bevise det. Axels interesse er vakt, da han hører, hvad den indsatte fortæller. Det er helt nyt for Axel, som ikke fik sagen fulgt til dørs, da hans overordnede flyttede ham til en anden efterforskning. Han lover den indsatte at se på sagen. Det gør Axel, og det han finder frem til gør, at han nødvendigvis må tage affære.

Nu vendes der op og ned på familiens ellers så fredelige tilværelse i Nørre Snede.

Værsgo’ Jesper. Her har du ideen til en kommende bog om Axel Sten.