Interviews

12-04-2018

http://www.findalskrimiside.dk/327761583/5632384/posting/en-snak-med-den-norske-succesforfatter-jørn-lier-horst

21-02-2018

 

Krimi, klimaekspeditioner og masser af kaffe

 

Hvem er Robert Zola Christensen?

Jeg skriver stort set hver eneste dag året rundt, mens jeg drikker sort kaffe. Ved siden af underviser jeg på universitet i Lund og forsker i sprog i det omfang, jeg er nødt til det. Her i 2018 satser jeg dog på min skrivning, og jeg håber selvfølgelig at kunne leve af det på længere sigt.

Privat står den på familie (6 børn) og træning, rigtig meget træning, for det med skrivningen betyder, at jeg sidder for meget ned, så der bliver løbet, løftet vægte og løbet igen. Og jeg bliver også nødt til at holde mig i form, for det sker – det er en side af mit liv – ikke mange kender til, at jeg deltager i klimaekspeditioner, primært på de koldeste steder på jorden.

Jeg var med første gang i forbindelse med research til krimien ”Is i blodet”, hvor jeg blev fløjet ind midt på den grønlandske indlandsis sammen med et forskerhold fra Niels Bohr Instituttet.

Jeg har også kigget ned i vulkaner i Costa Rica med en amerikansk forsker, men det var, da jeg mødte professor Sebastian Mernild, der er leder af Nansen Centret i Bergen.  Med ham var jeg i Alaska oppe ved verdens ende, og siden har jeg været med ham i Andesbjergene i Chile som field assistant.

Jeg er netop blevet tilknyttet yderligere to ekspeditioner: en til pingvinerne på antarktisk samt en tur med luftpudebåd op mod Nordpolen. Jeg er skide bange hver gang, og det har været tæt på et par gange, men jeg elsker det.

 

Du har skrevet fagbøger, børnebøger og anden skønlitteratur. Hvorfor gik du i gang med krimigenren?

Det var en handske, jeg samlede op, som jeg selv havde smidt på jorden. I 2009 udgav jeg romanen ”Aldrig så jeg så dejlig et bjerg”, som handlede om den tid, jeg boede i Frankrig som ung. Romanen gik tæt på, meget tæt, alt for tæt på min egen person og mit eget liv, så da den var færdig, stod det klart for mig, at jeg skulle i gang med noget, der lå længere væk fra mig selv. Hvad kunne være længere væk end midt inde på Indlandsisen i Grønland? Det er nemlig dér, åbningsscenen i ”Is i blodet” finder sted.

 

Hvornår, hvorfor og hvordan opstod ideen til ”Gæsten”?

En overgang, det ligger et antal år tilbage, arbejdede jeg på Syddansk Universitet i Kolding, men på grund af højst private og familiære omstændigheder flyttede jeg til Lund i Sverige. Det betød en vanvittig distance til jobbet, og jeg indrettede mig sådan, at jeg overnattede en nat om ugen på en drømmeseng på mit kontor. Det var selvfølgelig strengt forbudt, men jeg gjorde det alligevel, og så lå jeg der i det ret lille rum og forsøgte at falde i søvn.

Det var den ubehagelige, for ikke at sige potentielt uhyggeligt situation, der gav mig inspiration til bogen. Hvad nu hvis? lå jeg søvnløs og tænkte. Det er set-uppet, og så kom alting andet til efterfølgende.

Det er også et meget godt eksempel på, hvordan jeg arbejder som forfatter. Jeg suger til mig, iagttager omgivelserne, og holder øje med, om der er noget, der giver noget fra sig, noget, der kan bruges til noget. Der er mere i det. Bygningen var interessant i sig selv, det var nemlig et nedlagt hospital, en slags anonymt ikke-sted, hvor man ikke opholder sig længere tid ad gangen, men er der for et formål, lidt som biografer, indkøbscentre, teatre, banegårde, museer, universiteter.  Det fylder (måske) ikke ret meget på overfladen i romanen, men hele vejen igennem er det en slags vandmærke.

For at være de ikke-steder skal man også have været i besiddelse af noget, der giver ret til at være der, en biograf- eller togbillet, et passerkort, et patientarmbånd eller lignende.

Jeg har ofte den slags fikse ideer, når jeg skriver. De ligger nedenunder som små motorer, som også arbejder, mens jeg skriver. Det kan man nok slet ikke mærke direkte, når man læser, men de er der skam.

 

Fortæl om din skriveproces i forbindelse med ”Gæsten”? Hvor og hvornår har du skrevet? Hvor lang tid går der fra det første bogstav bliver tastet, til det sidste punktum bliver sat?

Laaaaaaang tid, og det er et ensomt arbejde. At skrive er at skrive om. Men det er okay, for jeg holder meget af skriveprocessen. Jeg nyder at indrette mig med kaffe foran skærmen – en gang om ugen smøger og rødvin. Jeg skriver ikke for at blive færdig, jeg skriver for at skrive. Prime time er tidligt om morgenen, når alle børnene sover, så har jeg et par timer for mig selv. Op ad formiddagen cykler jeg så til universitetet, hvis det er sådan en dag, og underviser, printer morgenens arbejde ud og læser igennem ud på eftermiddagen.

 

Fortæl om de feedbacks du har fået undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

Det er min forlovede, Mari Bacquin. Hun her min første-læser. Vi har arbejdet sammen både med forskning og det skønlitterære. Vi har skrevet tre børnebøger sammen og et par kriminoveller.

Jeg har en del forfatterkolleger, der sender bredt ud, det gør jeg ikke, for så føler jeg, jeg mister grebet om teksten.

 

Hvordan føles det, når manuskriptet kommer tilbage fra din redaktør, og du så ganske givet skal hele ”baduljen” igennem igen?

De er grundige, meget grundige på Gyldendal, lad os bare sige det sådan, og det er jeg glad for. Jeg oplever det på den måde, at det er lige meget, hvem du er, og hvad du har lavet før, så er det ikke færdigt og godt nok, før det er færdigt og godt nok. Og det er naturligvis meget bedre at tage tæskene på forhånd. Jeg udgav i øvrigt en anden roman på et nyt forlag, Arabesk, det var helt fantastisk sjovt, for det er en af mine bedste venner, det styrer det, og det har været herligt at forene det professionelle og det venskabelige.

 

Hvem har fundet på bogens forside, og hvilken betydning mener du, forsiden har for en bog?

Peter Stoltze hedder han. Jeg har aldrig tidligere været så optaget af ”udstyret”. Det har forlagene stået for, men da han havde lavet coveret til ”Is i blodet”, blev jeg ellevild af begejstring, og han har nu lavet alle tre. Jeg tror faktisk, det har større betydning, end vi lige tror, det her med forside og titel. Når du går rundt på Krimimessen f.eks., eller snuser omkring i en boghandel, så kan det være en lækker forside (sammen med prisen), der afgør, om det er din bog, der kommer med op til kassen.

 

Hvad gør du og forlaget for at promovere din nyeste krimi ”Gæsten”?

Ja, nu udkommer jeg på Gyldendal, der jo har mange og store muskler, og jeg håber, de giver den gas op til Krimimessen. Lad os dog være ærlige. En krimi er også en vare, et produkt, og den skal gerne ud på paller midt i supermarkedet. Inden for litteraturen og blandt forfattere kan det pekuniære være sådan lidt tabubelagt. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt var med i en helt masse mediehejs, da en af mine bøger udkom, og i den forbindelse var der en forfatterkollega, der sagde: ”Men det gør du jo kun for at tjene penge og blive berømt.” Øh ja?   

 

Hvordan skaber du dine personer. Du lader en eksisterende person, Preben Elkjær medvirke i din krimi. Hvorfor gør du egentlig det?

Fordi! Det vel bare nærmest blev sådan. Har altid syntes han var en sjov fætter med et interessant temperament, og pludselig en dag gik han rundt på mine sider, og så skubbede jeg til ham, og han begyndte at bevæge sig. Jeg har aldrig mødt ham eller spurgt ham. Det blev vel bare sådan.

Jeg skaber ikke sjældent mine personer ud fra mennesker i mine omgivelser, finder små skævheder, egenskaber og træk, som jeg så sætter sammen på min egen måde. Ind imellem har jeg ligefrem HELE personer, som så får lov at danne forlæg.

 

Nu til det politimæssige. Jeg finder det helt i orden, at du ”opfinder” en ny efterforskningsenhed, Flexgruppen, men synes ikke, at alt efterforskningsarbejdet alligevel er, som det burde være.

Som forfatter vil jeg altid påberåbe mig retten til at tage mig en masse friheder. Jeg har på et tidspunkt tænkt på at lade en person med et indgående kendskab til politiets arbejde være medlæser. Den må jeg så lige overveje igen.

 

Skriver du videre om Flexgruppen? – eller har du andre planer?

Jeg udlovede en trilogi. Nu venter jeg og ser, hvad der sker på flere fronter. ”Gæsten” er jo blevet fantastisk godt modtaget, men bliver den ikke solgt, og det ved vi ikke helt endnu, så ved jeg ikke rigtig. Det er også skønt at kunne bestemmer selv. Nu ser vi, Intet er afgjort endnu.

Jeg har eventuelt en ide om at starte forfra, gerne med Flexgruppen, men med en ny person som omdrejningspunkt. Jeg tillader mig at holde det totalt åbent, men jeg har en lille spirende ide om, at jeg vil lade publikum være med til at konstruere den hovedperson, jeg skal bygge mine plot op omkring.

 

Enkelte krimiforfattere har en personliste forrest i bogen. Det kan jeg godt lide. Hvordan stiller du dig til en personliste?

Jeg er med på personliste. Det er en god ide. Den er købt.

 

Hvad mener du om krimibloggere set i forhold til de professionelle anmeldere?

Det er et lidt andet marked, krimimarkedet, der er større, mere plads til begejstring vil jeg mene, men i det hele taget, sker det rigtig meget i medielandskabet. Tidligere var det aviserne, forlagene sigtede sig ind på med anmeldelser på udgivelsesdagen, men bogstoffet bliver i stadig højere fortrængt fra aviserne og popper i stedet op i blogs og på de sociale medier. Det kan blive noget broget og rodet noget, men min fornemmelse er, at vi godt kan finde ud af at se, hvad der er godt og dårligt.

Selv er jeg glad læser af blandt andet Krimihjerte, Kriminørd, Vild med krimi og andre.

 

Er du selv krimilæser, og hvad kan du evt. godt lide at læse inden for denne genre?

Jeg er altædende, når det gælder litteratur, faktisk. Jeg læser det meste, gammelt og nyt, højt og lavet, poesi og kortprosa, smalt og bredt.

Når det gælder krimien er det jo fantastisk, som den har været i stand til at brede sig ud og forgrene sig i mange undergrene de sidste tyve år. Jeg kan lide det meste, selv om jeg eventuelt kan synes, at puslespilstraditionen med Conan Doyle, Agathe Christie og så videre er lidtold school.

Plottet bliver i øvrigt ofte fremholdt som krimiens hovedingrediens, men et eller andet sted, er jeg kommet frem til, at det vigtigste er det menneskelige, det menneskelige og det menneskelige, for er vi ligeglade med de mennesker, det handler om, bliver vi også ligeglade med, hvad der sker med dem, og hvilke fede intriger, de ellers måtte gennemspille. Jeg tror selv, at ”Gæstens” succes skyldes, at jeg hele vejen igennem havde mig det for øje.

 

Hvad har du planlagt i forbindelse med Krimimessen 2018 i Horsens?

Jeg skal være med, det ved jeg, fuld bliver jeg sikkert også, for sådan plejer det at være, og der vil være et sceneinterview mellem øl og vin, for det er lidt af en branchefest. Krimimessen er meget anderledes end det, der foregå i Bella Centret. Det er vildere, mindre prætentiøst. Det litterære landskab i Danmark er jo lidt opdelt mellem højt og lavt eller bredt og smalt, hvordan man nu ser det. Jeg tror, det var Johannes Ries, der engang spurgte mig retorisk: ”Hvor meget skal en bog sælge, før den bliver dårlig?”

 

Tak til Robert Zola Christensen fordi jeg måtte interviewe ham

04-04-2017

Den 31. januar 2017 udgav forlaget MODTRYK den debuterende norske forfatter Geir Tangens krimi ”Maestro”. Jeg fik en særudgave af bogen, som er beregnet til boghandlere og anmeldere. På omslagets bagside, stod der ”Selvudgivelse nu solgt til 15 lande”.

Da jeg havde læst bogen, havde jeg ikke svært ved at forstå det!

På Krimimessen i Horsens havde jeg gennem Marie fra MODTRYK fået mulighed forat få en snak med Geir Tangen. Vi fik os placeret ved et bord udenfor i det dejlige forårsvejr. Jeg havde min kone Marie med som ”bisidder” ud fra devisen, at ”fire ører hører bedre end to”.

Geir Tangen fortalte, at han er 47 år og bor i Haugesund i Norge. Han er avisjournalist og lærer. Han er gift med forfatteren Agnes Lovise Martre,ogde to har tilsammen tre voksne børn.  

Med begejstring i stemmen kom han ind på, hvor glad han var for at være blevet inviteret til at være med på Krimimessen i Horsens.  At man har mulighed for at bruge et gammelt fængsel som ramme, syntes han, var helt fantastisk. 

Jeg benyttede lige lejligheden til at fortælle ham et par fængsels-historier. Vi var bl.a. inde på, at Jens Nielsen var den sidste mand i Danmark, der blev henrettet her. Desuden fortalte jeg om Carl August Lorentzens spektakulære flugt gennem en tunnel, han havde gravet. Han er berømt for citatet: ”Hvor der er en vilje, er der en vej”.

Disse fortællinger gjorde bestemt ikke Geir Tangens begejstring for omgivelserne mindre, og i øvrigt synes jeg, at Lorentzens citat passer rigtig godt på ham!

På spørgsmålet, om hvorfor han blev forfatter, var svaret, at han altid har kunnet lide at læse. Da det især var krimier, han læste – og det lige fra barndommen af – var det for ham   helt naturligt, at han ville forsøge sig netop med en krimi. Han havde bare altid haft lyst til at skrive selv. Det skulle prøves.Det blev så til bogen ”Maestro”.

Han var så heldig, at få bogen antaget på et mindre norsk forlag, men det gik desværre konkurs inden udgivelsen. Han tog derforselv chancen og blev selvudgiver. Bl.a. blev Facebook brugt flittigt til at booste bogen.Succesen med ”Maestro” var så stor, at Norsk Gyldendal siden købte rettighederne, og nu er bogen udgivet i 15 lande.

Jeg spurgte ham, om hvordan det er at have fået så stor en succes. ”Det er fuldstændig surrealistisk. Det er akkurat som en drøm, der er gået i opfyldelse”, sagde han.

”Har du har tænkt dig at leve af at være forfatter nu?” Geir Tangen svarede, at han lige nu har orlov fra lærerjobbet for at skrive de to næste bøger i trilogien om politiefterforskeren Lotte Skeisvoll og journalisten Viljar Ravn Gudmundsson – hovedpersonerne i ”Maestro”.

Han regner med. at bog nr. to ”Hjerteknuser” udkommer til maj. Til august er han igen bag katederet som lærer efter et års orlov. Han vil lige se, om succesen holder. Det er jeg nu sikker på, at den gør!

Udover nu at være forfatter, har Geir Tangen i mange år været krimiblogger. Han har Norges største krimiblog. Jeg var interesseret i at få at vide, om han agter at fortsætte som blogger, og om det kan forenes med, at han selv er forfatter.

”Jo, jeg fortsætter som blogger, også selv om jeg nu selv er forfatter. Det kan være svært at anmelde forfatterkollegaernes bøger, men da jeg kan lide at være ærlig, ja, så går det.”

På mit spørgsmål om, hvad forskellen – efter hans mening – er på at være professionel anmelder og blogger, svarede han: ”En professionel anmelder er som regel litteratur-uddannet og vejer tingene mere, ja, er netop professionel.Efterhånden er der kommet flere og flere rigtig gode bloggere, og for forfatterne er de faktisk mere vigtige end de professionelle, fordi de skriver ”lige fra hjertet” og har engagement. Ikke mindst har de lettere ved at nå læserne end de professionelle anmeldere.”

Tilbage til selve forfatterskabet. Geir Tangen fortalte, at al hans skrivning på forhånd er nøje planlagt. Han ved lige præcis, hvad der skal ske hvor og hvordan. Han kan skrive i op til 15 – 16 timer om dagen. Skrivningen foregår i sofaen hjemme i stuen. I den ene ende af sofaen sidder Geir Tangen og i den anden ende sider hans kone og skriver på hver deres bog. Undervejs i skriveprocessen giver de ofte hinanden gode ideer.

Det er ikke kun hans kone, der får kendskab til indholdet af hans krimier inden udgivelsen. Han har 7-8 faste prøvelæsere, som kommer med deres kommentarer, og ind imellem også en ide, han kan bruge.

Vi kom også ind på, hvordan han promoverer sit forfatterskab. ”Jeg benytter mig vældig meget af de sociale medier. Jeg vil gerne værei kontakt med og kommunikere med mine læsere.”

Vi var ved at være færdige med interviewet, da Geir Tangens kone Agnes Lovise Matra dukkede op for at minde ham om, at han havde en ny aftale i løbet af 10 minutter.

Marie og jeg takkede for interviewet; men en god times tid senere fandt jeg igen Geir Tangen, fordi jeg nu havde fået ”den rigtige” udgave af ”Maestro”. Den fik jeg ham selvfølgelig til at signere.

                      

 

Tak til Geir Tangen fordi han tog sig tid til at snakke med mig. Det bliver spændende videre frem at følge den nyopdagede norske krimiforfatter.

 

28-03-2017

Interview med Lotte Petri i forbindelse med udgivelsen af hendes kommende bog ”Djævelens værk”

I 2014 interviewede jeg Lotte Petri her på hjemmesiden. Dengang havde hun udgivet 3 krimier og stod for at skulle udgive sin 4. krimi ”Hvidt snit”.

Man kan læse interviewet her:

http://www.findalskrimiside.dk/327761601/2183446/posting/interview-med-lotte-petri

Nu står Lotte Petri for at skulle udgive sin 5. krimi ”Djævelens værk”, som udgives på Lindhardt og Ringhof.

 

  

 

Fortæl ultrakort, hvad ”Djævelens værk” handler om?

Over 1000 skeletter skal flyttes fra den nordlige del af Assistens Kirkegård for at give plads til en ny metrostation ved Nørrebros Runddel. Det vækker ramaskrig, da mange mener, at gravfreden forstyrres. Men det er ikke nok til at standse metrobyggeriet. Retsantropolog Josefine Jespersen leder gravrydningen, og samtidig har hun til opgave at studere knoglematerialet, som skal indgå i et forskningsprojekt, før de jordiske rester bliver genbegravet. En aften bliver hendes kollega, arkæologen Rita Magnussen, brutalt dræbt og smidt ned i en åben grav med et kors ridset ind i kraniet. Senere findes også en anden ung kvinde med et indgraveret kors myrdet på åben gade i det indre København. Alt tyder på, at en satanistisk morder er på fri fod, og politiets efterforsker Alexander Damgaard beslutter sig for at konsultere en eksorcist. Den højtplaceret katolske præst er overbevist om, at Djævelen er på spil, og at årsagen er gravrydningen på Assistens, som han mener har åbnet en port til det onde.

Hvordan fik du ideen til ”Djævelens værk”?

Jeg læste en artikel i Berlingske om, at pave Frank havde godkendt en dansk katolik til at udføre eksorcisme i Danmark. Da jeg så hans øjne på billedet i avisen, tænkte jeg, at ham måtte jeg møde – og tanken strejfede mig, om han ikke kunne danne inspiration til en god krimi?

Hvor længe har bogen været undervejs?

Temmelig længe, faktisk. Jeg indledte researchen i sommeren 2014. Men jeg har jo også skrevet ”Hvidt snit” i mellemtiden, så jeg har kun arbejdet med ”Djævelens værk” periodisk.

Hvordan har du researchet i forbindelse med ”Djævelens værk”, og hvor meget tid har du brugt?

Jeg har brugt meget tid på først at læse faglitteratur, og siden har jeg foretaget flere interviews med fagpersoner. Det er svært at sætte et timeantal på arbejdet, men den har været tidskrævende, fordi emnet djævleuddrivelse er temmelig nyt for mig og tilmed ikke helt ukompliceret, fordi ægte besættelse, som det hedder, kan forveksles med visse former for sindssyge.

Fortæl om dine to mest spændende oplevelser i forbindelse med din research.

De absolut mest spændende møder har været med den katolske præst (eksorcisten) og med en retsmediciner. Jeg skrev til eksorcisten og bad om et interview, og han svarede næsten med det samme. Han havde sat en hel eftermiddag af til mødet, der foregik i indre København. Det var som at komme til et fremmed land at træde over dørtærsklen. Han forklarede mig, at han uddrev Djævelen i lejligheden, og det fik det til at risle koldt ned ad ryggen, må jeg indrømme. Han fortalte, at hvis man føler en svidende fornemmelse, når han drypper nogle dråber helligt vand på huden, er man måske besat. Prøve nummer to går ud på at holde om et krucifiks, og hvis dét også føles ubehageligt, ja, så er der måske en dæmon på spil! Han mente dog ikke, at jeg var besat, heldigvis. Selve djævleuddrivelsen foregår ved hjælp af latinske bønner, som han læser op. Han befaler Djævelen at forlade den pågældendes legeme. Jeg har en eksorcismescene med i bogen, som er stærkt inspireret af vores samtale.

Det andet spændende møde var med en retsmediciner, som viste mig sektionslokalerne på Rigshospitalet. Jeg tror, vi alle har et billede af, hvordan der ser ud (fra film), men det var nu alligevel rart at have detaljerne på plads, for det giver altid nogle gode ideer, og det er disse detaljer, som jeg tror, sætter gang i læsernes fantasi, og som gør historien mere troværdig – og ikke mindst spændende! Et lille eksempel på en detalje, der fik det til at summe i mit hoved var, at han viste mig den tråd, de syr kroppen sammen med efter obduktionen; der er tale om hvid silketråd. For det er et stærkt materiale – og tilmed pænt, så man ikke ser stingene…

Viste din research noget om, hvor udbredt djævletro og eksorcisme er i dagens Danmark?

Det har faktisk ikke været mit mål, at definere udbredelsen, men f.eks. i Rom kan man blive ”eksorceret” på næsten daglig basis. Ikke dermed sagt, at det er meget udbredt i Italien, men man anerkender nok i højere grad det ondes eksistens som katolik. Men i Danmark forsager vi faktisk det onde i Trosbekendelsen, og det sagde den katolske præst, var en rigtig god idé, for så udelukker man det onde, før man bekender sig til Gud.

Hvilke temaer i øvrigt har optaget dig i ”Djævelens værk”?

Sindssyge kan forveksles med besættelse – og psykisk sygdom interesserer mig meget – noget man også kan læse meget mere om i ”Hvidt snit” – men det er der nok en naturlig forklaring på, eftersom min far var psykiater!

Hvor har du opholdt dig i løbet af skriveprocessen?

Jeg tager tit på Hald Hovedgaard, som er et skriverefugium nær Viborg. Men jeg har også været på Svanekegaarden på Bornholm. For mig er det en god måde at booste skriveriet på.

Er der noget, der har været virkelig hårdt i løbet af skriveprocessen?

Det har taget lang tid at skrive ”Djævelens værk”, men det har nok også været fordi, der er tale om et helt nyt univers. Det tager længere tid at bygge et hus op fra grunden, end at lave en tilbygning!

Hvordan føles det, når manuskriptet kommer tilbage fra din redaktør, og du så skal hele ”baduljen” igennem igen?

Det kan godt være lidt hårdt, men det er med til at højne kvaliteten, og det er en nødvendig del af processen. Men for at være hel ærlig, så er den sjoveste del af skriveprocessen den første gennemskrivning – for der kan man for alvor slippe kreativiteten løs!

Hvem erklærer manuskriptet færdigt – og hvordan føles det at være nået til det punkt?

Det gør forfatteren. Men i praksis er der en konsensus mellem redaktør og forfatter om, at ”der ikke er mere at komme efter”. Det er lidt mærkeligt, men pludselig ved man bare, at den er der.

Fortæl om den proces forsiden har været igennem, inden det færdige resultat lå der, og skal du selv godkende den?

Jeg udvalgte først et billede fra Assistens Kirkegård. Men det fungerede ikke rigtig. Så foreslog jeg, at vi satte en djævlemønt på forsiden. En djævlemønt lavet af sølv og er en slags bærer af det onde – og i min krimi har morderen placeret djævlemønter i forskellige kirker. Pludselig fungerede forsiden, som er meget enkel. Man kan også sige, at med den titel, er det måske også nødvendigt at skulle illustrere noget uhyggeligt i voldsom grad – det giver sig selv, synes jeg.

Hvad gør du selv for at promovere ”Djævelens værk?”

Jeg turnerer land og rige rundt. Jeg har lige været på Tarup Bibliotek i Odense, og snart skal jeg på Krimimessen Horsens – dels med Det Danske Kriminalakademi, hvor vi diskuterer vold i kriminallitteraturen – og derudover er jeg på med et retsmedicinerarrangement, hvor tilskuerne får et sjældent indblik i hans arbejde med at aflokke dødens gåder. Endelig skal jeg til ”Vild med (M)ord” i Aarhus i maj – sammen med min yndlingsforfatter Steffen Jacobsen!

Er ”Djævelens værk” den første i en serie? Hvis ja, så fortæl lidt om den/de gennemgående figurer.

Ja, hovedpersonen hedder Josefine Jespersen og er knogleekspert. Det er hende, som retsmedicineren tilkalder, hvis et lig er særligt hårdt medtaget (kun knoglerne tilbage). Det er et ret spændende fag, fordi det omfatter arkæologi og jordbundsforhold, så man får andre vinkler, end en konventionel politiroman. Alexander Damgaard er drabsefterforskeren, som får til opgave at opklare de uhyggelige mord, hvor gerningsmanden har efterladt en satanistisk signatur. Her har det hjulpet at tale med Københavns Politi, for selvom man kan komme langt hjemme foran skærmen, er det nyttigt at tale med virkelighedens helte!

Har du ideen til den næste bog?

Jeg har faktisk skrevet en krimiføljeton, som hedder ”Black Notice”. Den handler om et våddragtslig, som dukker op i Norge. Kort efter finder politiet i Holland et lig med nøjagtig samme slags våddragt, og spørgsmålet om, hvordan to lig, kan havne så forskellige steder, giver politiet kamp til stregen. Og det viser sig, at der er en grænseoverskridende seriemorder på spil, som udnytter flygtningestrømmen som et tag selv-bord for en dreven drabsmand! Den ligger færdig og er klar til redigering. Jeg håber på, at den udkommer op til Bogforum i november. Derudover har jeg en kriminovelle klar til udgivelse op til sommerferien.

Hvad skal du lave i den nærmeste fremtid: slappe af, holde ferie, nye ideer eller???

Jeg skal en tur til Bornholm og starte et nyt manuskript op. Om det bliver en fortsættelse på ”Djævelens værk”, ved jeg ikke, men jeg har masser af ideer, som bare venter på at blive brugt. men det er vigtigt, at koncentrere sig om én ting ad gangen – det skal jeg vist sørge for at huske mig selv på en gang imellem!

Lotte Petri er til stede på Krimimessen i Horsens 1. og 2. april.

En stor tak til Lotte Petri fordi hun har taget sig tid til dette interview.

24-03-2017

Fortæl kort om dig selv.

Jeg er født ind i den klassiske kernefamilie i 1979 i Gråsten i Sønderjylland, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom - med undtagelse af året 1991, hvor jeg boede i en lille landsby i Sydfrankrig sammen med min familie.

Som 19-årig flyttede jeg til Florida i halvandet år, hvor jeg læste Laws of Evidence, Criminal Justice og Essay Writing på universitetet. Jeg tilbragte en årrække andre steder i udlandet, bl.a. i Los Angeles og i London, inden jeg fandt min vej tilbage til Danmark.

Jeg har en bachelorgrad i Historie og er uddannet journalist fra RUC og Berlingske. I dag bor jeg i København, klods op ad Marmorkirken. Jeg er gift på 12. år og har to børn på ni og fem år. 

 

Du er journalist. Hvilke journalistiske emner optager dig?

Da jeg i sin tid besluttede, at jeg ville være journalist, troede jeg, at jeg skulle dække politik eller arbejde med andet nyhedsstof. Jeg havde fået bildt mig selv ind, at de artikler, jeg som læser interesserede mig for, ville være oplagte for mig at arbejde med. Men som én, der holder af ord, fandt jeg nyhedsjournalistikken uinspirerende og arbejdstiderne uforenelige med mit familieliv. Så jeg har som journalist næsten udelukkende arbejdet med portrætinterview og reportager, hvor sproget får lov at fylde mere.

 

Sammen med Katrine Engberg har du skrevet ”Klap i hest”, som ikke just er en krimi. Hvorfor gik du så i gang med krimigenren?

”Klap i, hest!” var et livsændrende og dybt personligt projekt for Katrine og mig. Ét, vi betragtede som et manifest for vores venskab, mere end en egentlig bog. Så ”Ligblomsten” er min debut i det skønlitterære, og krimigenren er den eneste, jeg selv interesserer mig for at læse. De områder, jeg har interesseret mig for i mit liv passer så fint ind i krimikassen. Siden jeg var lille, har jeg skiftevis overvejet at blive retsmediciner, advokat, politibetjent, journalist og blomsterhandler. Det er som om, det hele giver mening nu.

 

Hvornår, hvorfor og hvordan opstod ideen til ”Ligblomsten”?

Idéen til Ligblomsten opstod for nogle år siden i en lille flække i Sydfrankrig kaldet Buis les Baronnies. Samme by, som jeg boede i som barn, og som jeg har tilbragt alle sommerferier i siden. Jeg var på markedet og stod og betragtede en bryskudseende mand, der fodrede et gedekid med en sutteflaske, mens en masse børn stod og klappede dyret. Da jeg kiggede op, så jeg en kvinde, der sad på en fortovscafé på den modsatte side af gaden. Hun stirrede undrende på mig, og jeg kunne se i hendes blik, at hun genkendte mig uden rigtigt at kunne placere mig. Det viste sig at være en bekendt fra min barndom. Af én eller anden grund fik det mig til at tænke på en scene i en krimi eller en film: En kvinde på flugt bliver genkendt i en lille by i Provence og stikker af. Jeg vidste hverken, hvad kvinden var på flugt fra, eller hvem hun var, og hvor hun skulle hen. Men samme aften skrev jeg åbningsscenen til ”Ligblomsten”. Plottet udviklede sig så langsomt og marinerede i mine tanker i lang tid, inden jeg i slutningen af 2015 gik i gang med at skrive resten af bogen.

 

Fortæl om din skriveproces? Hvor og hvornår har du skrevet?

De første 30 sider tog lang tid. Der kunne gå flere uger uden, at jeg kiggede på manuskriptet. Men så begyndte jeg at betragte bogskrivningen som et almindeligt job. Jeg sagde min stilling som PR og pressechef for Madklubbens restauranter op og skrev krimi på fuld tid. I stedet for at sidde derhjemme og skrive i mit nattøj, gik jeg ”på arbejde”, når mine børn skulle i skole og i børnehave. Jeg mødte for det meste ind på Bistro Royal på Kongens Nytorv (eller en anden café eller restaurant i byen) og så skrev jeg dér – også på dage, hvor jeg ikke gad eller følte mig specielt inspireret. 

 

Fortæl om de feedbacks du har fået undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

Det er jo en besynderlig fornemmelse at skrive på et manuskript, ingen venter på, og man kan godt ind imellem miste gejsten. Når man har skrevet 113 sider og har en dårlig dag, hvor man synes, det hele er noget lort, kan man godt tænke: Hvad nu, hvis jeg er totalt talentløs? Er mit plot i virkeligheden ikke bare gennemskueligt og uoriginalt? Hvad nu, hvis ingen gider at udgive eller læse min bog? Så er det altså rart at have nogle mennesker tæt på, som hepper på bogen, og som læser med på sidelinjen. I mit tilfælde var især min mor helt uundværlig i skriveprocessen. Vi aftalte, at jeg hver fredag skulle sende nye sider, som hun skulle læse, og det var rart med sådan en ugentlig deadline. Da første udkast af bogen var færdig, fik jeg også min far, min bror og Katrine (Engberg) til at læse den og give feedback, så jeg kunne nå at præcisere ting og stramme vigtige afsnit, inden jeg sendte manuskriptet til forlagene.

 

Hvad skete der, da du sendte manuskriptet til Lindhardt og Ringhof?

Det hele gik så hurtigt.  Jeg indsendte manuskriptet, og 13 dage senere skrev jeg under på kontrakten og drak champagne med de skønne mennesker på forlaget. Uvirkeligt og vidunderligt på én og samme tid!

 

Hvad fulgte efter, da bogen var antaget?

Jeg blev introduceret til min redaktør, den brillante Lene Wissing, og så fulgte der en redigeringsperiode, hvor hun og jeg sammen fik pudset manuskriptet af og slanket det en smule. Vi layoutede forside og alt mulig andet spændende. Det har simpelthen været så skægt.

 

Hvordan er du/I kommet frem til titlen ”Ligblomsten”?

Da jeg var få kapitler inde i bogen, så jeg en udsendelse på National Geographic om ligblomster og blev vildt fascineret af fænomenet. En udspekuleret plante, der lugter af død? Hvor herligt ulækkert og spændende på én og samme tid! Så jeg tænkte, at jeg var nødt til at få flettet sådan én ind i fortællingen, og at det ville være en god titel til en krimi.

 

Hvem har fundet på bogens forside, og hvilken betydning mener du, forsiden har for din bog?

Da jeg i sommer var 50 sider fra at have et færdigt første udkast af bogen, sad jeg en dag og ledte efter forsideinspiration på Pinterest. Jeg faldt over fotografiet af kvinden med kniven og lagde titel og navn ovenpå billedet i rød/hvide farver. Til mit første møde på forlaget, nogle måneder senere, viste jeg det til redaktionschef Sune de Souza Schmidt-Madsen og de andre redaktører på den skønlitterære afdeling, og de var alle vildt begejstrede. Så vi bad en grafiker om at lave en professionel version af min kladde, og jeg er utrolig glad for resultatet.

 

Hvor præcise og nøjagtige skal de steder være, du beskriver?

Enten skal det være så præcist som muligt, eller også skal det være så opdigtet som muligt. F.eks. beskriver jeg i bogen en bodega i Herlev, som ikke findes. Det er ren fantasi. Men den stripklub, hovedpersonen besøger på Kongens Nytorv, findes, og der har jeg gjort mig umage for at beskrive den præcis, som den er.

 

Hvorfor anvender du fiktive avisnavne i ”Ligblomsten”?

Det er lidt samme forklaring. Jeg synes ikke, det giver mening at skrive om Berlingskes ”chefredaktør Mikkelsen”, når alle ved, at det er Tom Jensen, der har dén tjans. Og jeg tror ikke, Tom Jensen ville blive glad, hvis jeg begyndte at digte historier om ham. ;-) Så hellere kreere et fiktivt univers, hvor jeg ikke skal tage højde for, om det pågældende dagblad nu også har en Læsernes Redaktør ansat, og om der er sprossevinduer i bygningen eller ej.

 

Flere danske krimiforfattere ser stort på om beskrivelserne af det politimæssige i deres krimier er i orden. Fx skriver de stadig om kriminalpolitiet, som jo eksisterer længere. Hvordan ser du på det, og er det noget, du researcher på?

Jeg synes, at man skal gøre sig umage for at beskrive virkelige steder og processer så korrekt som muligt, og så kan man fyre den af med kreativiteten i de passager, der er ren fiktion. Så det har været mig magtpåliggende, at det efterforskningsmæssige arbejde og de retsmedicinske detaljer blev så korrekte som muligt. Jeg kender nogle skønne og begavede mennesker, der arbejder inden for de to områder, som har været ualmindelig imødekommende og hjælpesomme. De har været en helt uundværlig del af arbejdet med bogen.

 

”Ligblomsten” udkommer den 1. april. Hvad har du gjort for at promovere bogen?

Jeg har slået gevaldigt på tromme for den på de sociale medier. Og så har forlaget sendt en fin promo-udgave af bogen ud til krimibloggere, som også er læst og skrevet pænt om den. Men den store PR-tsumani ruller først nu; i de kommende uger op til udgivelsen og i tiden lige efter. Det bliver spændende at se, hvordan bogen bliver taget imod af læserne, når vi når så vidt.

 

De første blogger-anmeldere har været begejstrede for ”Ligblomsten” Har du selv et bud på hvorfor?

Det er svært at gisne om, men jeg håber, det er, fordi de kan lide plottet og synes godt om karaktererne. Jeg synes selv bedst om slagsfærdige typer med pondus, holdninger og selvtillid og er ikke så vild med den klassiske, danske antihelt, der ofte er lidt stakkels og ynkelig. Måske er jeg ikke den eneste, der har det sådan.

 

Har du allerede gjort dig nogle tanker om den svære 2’er? Skal ”Ligblomsten” være nr. 2 i en serie med Heloise Kaldan som hovedperson?

Jeg er allerede i gang med en 2’er, ja, og journalist Heloise Kaldan og politiassistent Erik Schäfer er atter med. Lige nu er jeg på ’marineringsstadiet’: Jeg plotter i tankerne og skriver idéer og stikord ned. Når Ligblomsten er skudt ud over rampen i april, går jeg rigtigt i gang.

 

Er du selv krimilæser, og hvad kan du godt lide at læse inden for denne genre?

Jeg er i dén grad krimilæser, men har faktisk udelukkende læst amerikanske og britiske krimi- og spændingsforfattere: Michael Connelly, Harlan Coben, Gillian Flynn, Ian Rankin, Patricia Cornwell og John Grisham er nogle af favoritter.

 

Hvilken litteratur interesserer dig ellers?

Primært historiebøger. Jeg er ikke den store romanlæser, må jeg erkende. Jeg er til spænding og facts!

 

Jeg kan ikke lade være med at spørge dig. Hvorfor er det ikke en Hancock øl, som Heloise serverer for efterforskeren Erik Schäfer?

Det er morsomt, at du spørger. Det har jeg slet ikke overvejet!? Måske fordi jeg ikke har nogen relation til øl-familien, desværre, men blot har giftet mig til efternavnet, der klinger lidt mere eksotisk end mit oprindelige Jensen.

 

 

Anne Mette Hancock kommer på Krimimessen i Horsens den 1. og 2. april