Interviews

20-07-2018

 

Link til introduktionsvideo:

https://www.facebook.com/lotte.petri/videos/10215733226661296/

 

 

 

 

 

 

 

I dag den 20. juli 2018 udsender Lotte Petri sin nye krimi ”Blodengel”. I den anledning har jeg lavet dette interview med hende:

Hvornår og hvorfor begyndte ”Blodengel” at spøge i dit hoved?

Jamen det var for ikke så lang tid siden i bogsammenhæng, faktisk i november måned sidste år. Jeg blev kontaktet af Storytel, hvor de spurgte, om jeg ikke havde lyst til at lave en serie. Jeg har jo tidligere skrevet ”Black notice”, som er en miniserie i fem afsnit, så formatet har jeg prøvet før.

Hvad sker der med dig mentalt, når ideen bare er den rigtige?

Det er jo en proces at skabe den rigtige ide. Noget man tror er rigtigt i starten, holder måske ikke vand, når man går i gang med at skrive. Så må man tilbage og rette. Man kan blive ved med at lave småjusteringer indtil ret sent i processen. Jeg tror det dybest set handler om en fornemmelse af, at det er rigtigt, det man har fat i.

Hvordan holder du styr på dine tanker og ideer til en ny krimi?

Jeg har nogle notesbøger, som jeg skriver og tegner i. Og så skriver jeg på alle mulige sedler, så som kvitteringer, kuverter mm. Min mand er ved at blive sindssyg over alle de sedler, så jeg prøver at holde mig til notesbøgerne. Desuden skriver jeg kommentarer og noter i det hoveddokument, der kommer til at udgøre manuskriptet.

Har du en struktureret arbejdsplan, når du skal til at starte på en ny krimi?

Jeg er hurtig til at finde ud af en deadline, og så afpasser jeg planen derfra. Jeg sætter en dato for, hvornår førsteudkastet skal være færdigt. Så lader jeg manuskriptet ligge en tid. Men det er ikke altid, at der er tid til, at det kan ligge længe. Men det er vigtigt at lægge det væk og så tage det frem igen. Ellers kan man ikke se fejlene, og tingene når ikke at modnes.

Hvordan researcher du?

Jeg har arvet nærmest et bibliotek fra min far og elsker bøger. Jeg køber bøger, gerne hos boghandleren eller låner på biblioteket. Jeg spørger også gerne mine eksperter, om de kan henvise til relevant litteratur, det sparer mig for en masse tid. Jeg gør meget ud af at besøge mine ”locations”, altså de steder, hvor mine krimier foregår. Det har bragt mig vidt omkring. Lige fra Roskilde til Nuuk. Det gode ved at researche er, at man får en masse gode detaljer forærende. Jeg kunne jo godt i fantasien forestille mig, hvordan der f.eks. ser ud på politistationen i Rønne, men alligevel valgte jeg at tage derover. På den måde fandt jeg ud af, at lederen af lufthavnen er en kvinde. Jeg havde bare skrevet ”ham”. Man undgår en masse fejl på den måde.

Hvad har været nødvendigt for dig at researche til ”Blodengel”?

Jeg har haft den sædvanlige snak med min retsmediciner omkring de scener, der foregår på Retsmedicinsk Institut. Desuden har jeg været inde på Tandlægeskolen i København – for jeg kan godt afsløre, at tænder indgår i plottet i ”Blodengel”. Jeg talte med en radiolog og nogle tandlæger derinde. Det var en fin oplevelse, og jeg fik en god fornemmelse af, hvordan stemningen er. Jeg har også besøgt Avnstrup, hvor jeg voksede op. Min far var psykiatrisk overlæge derude, dengang det var sindssygehospital – ja, det kaldte man det dengang. Jeg boede med familien i en tilknyttet embedsbolig, som jeg også har genbesøgt. I dag er der asylcenter derude. Jeg fik en rundvisning, og jeg kan afsløre, at der løber en uhyggelige ingeniørgang mellem hovedbygningen og maskinhuset. Den indgår i en ret central scene i ”Blodengel”. Desuden er der ligskuffer nede i kælderen, så alt i alt lever det op til mine forventninger til en uhyggelig ramme om krimien.

Fortæl lidt mere udførligt om noget, der i denne forbindelse har været mega interessant.

Det var en bevægende oplevelse at besøge sit gamle barndomshjem, der nu er børnehave. Jeg kunne pludselig huske, at vi fik hospitalsmad op i sådan nogle store skåle, en slags metaltromler. Vi fik tit millionbøf og citronfromage. Nogle gange var desserten ødelagt af den varme hovedret.

En anden interessant oplevelse var, da jeg besøgte Politigården i København. Det var lidt svært at få lov at komme derind, men til sidst lykkedes det. Jeg fik en personlig guidet tur, og bygningens arkitektur er enestående. Det var lidt vigtigt for mig at komme derind, fordi Sofie Engell, som er min nye heltinde i Blodengel, får til opgave at lede den såkaldte E-gruppe, der skal fange en skruppelløs seriemorder. E-gruppen placeres inde på Politigården. Jeg ville have svært ved at beskrive deres rammer på en troværdig måde, hvis jeg ikke havde set stedet.

Hvordan gemmer du dit researchede stof? Skriver du det ned? Tager du billeder? Optager/filmer du?

Jeg har først og fremmest alle sanser åbne. Hvordan er stemningen? Hvordan lugter der? Væggenes farver – vinduer – gulve, alt skal med. Det er ikke altid passende at tage billeder, så jeg prøver at affotografere det i mit indre. Når jeg kommer hjem, skynder jeg mig at skrive indtrykkene ned. For de forsvinder hurtigt.

Hvordan har du skabt dine personer i ”Blodengel”?

Jeg lærer dem stille og roligt at kende, efterhånden som handlingen udspiller sig. Deres egenskaber bygges på lidt ad gangen. Jeg synes tit, det kan være svært at have dem tegnet meget hårdt op på forhånd. Så synes jeg godt, at det kan blive lidt karikeret.

Hvad sker der med dig, når du siger: ”Nu er jeg klar til at gå i gang ved tasterne?”

Ja, det er jo et godt spørgsmål. Nogle gange skal man bare i gang med at skrive hovedtrækkene i handlingen ned. Så fylder jeg på, og på et tidspunkt begynder jeg at skrive dialog og miljøbeskrivelser.

Hvordan er du at være sammen med, når du er i gang med skriveprocessen?

Jeg tager ofte på skriveophold, fordi det er vigtigt med ro, hvis der skal produceres meget. Jeg er som regel ret skikkelig, men jeg kan godt blive spændt op til en udgivelse.

Har du en struktureret/ustruktureret arbejdsdag? – Hvad laver du, når du ikke skriver?

Jeg skriver hver dag. Gerne meget tidligt om morgenen, og så igen senere på formiddagen. Jeg holder nogle gode lange pauser. Når jeg ikke skriver, går jeg ture, er i motionscenter eller er sammen med børn, venner og øvrig familie.

Hvor befinder du dig rent fysisk, når du skriver?

Lige nu er jeg i Hornbæk, hvor vi har sommerhus. Ellers er jeg ofte på Hald Hovedgaard, nær Viborg, på Bornholm, på Svanekegaarden eller i Visby på Gotland.

Hvornår (ca. dato) startede du på ”Blodengel”?

Jeg kom vist nok først rigtig i gang i begyndelsen af februar. Forinden havde jeg fået godkendt afsnit et samt en oversigt over handling og personer og skrevet kontrakt med Storytel.

Er du ”helt alene”, når du skriver, eller konfererer du af med nogen undervejs?

Jeg har nogle rigtig gode læsere, som er knivskarpe. Her bliver der luget meget ud under vejs. Min mand plejer også at læse et igennem til sidst. Men det er primært min redaktør, som er inde over og kommer med feedback.

Hvordan arbejder du med et råmanuskript. Skriver du løs fra hjertet – eller bearbejder du stoffet undervejs? Retter og ændrer du i det skrevne og dit planlagte handlingsforløb?

Jeg har et resumé/disposition, som jeg følger. Men undervejs sker der ændringer her og der. Jeg starter med at skrive løs, og så lægger jeg manuskriptet fra mig – og så genlæser jeg. Sådan et manuskript er igennem rigtig mange gennemlæsninger.

Hvordan holder du fast i overblikket over handlingen, når du skriver?

Det kan nogle gange være svært at bevare overblikket, når man er nede i detaljen. Derfor kan det være godt at læse på forskellige måder. Jeg kan genvinde overblikket ved at læse manuskriptet hurtigt igennem, uden at tænke på sætningskonstruktioner og detaljer. Andre gange leder man efter småting eller løse ender.

Hvordan har du det med at skrive om vold og brutalitet?

Jeg er faktisk ret fredelig, men ondskaben som fænomen interesserer mig. Når man skriver realistiske krimier, er volden et vilkår, hvis det skal være troværdigt. Jeg læser mange artikler om drabssager, og desværre overgår virkeligheden fantasien. Jeg prøver at holde beskrivelserne af vold så korte som muligt, ellers går det over i splatter-genren, som ikke interesserer mig.

Hvilken betydning har det for dig, at det politimæssige og fakta i al almindelighed er i orden?

Det betyder rigtig meget. Jeg har en bedre mavefornemmelse, når jeg har undersøgt tingene ordentligt. Men det er jo et kæmpe arbejde. Omvendt er det det, der gør min hverdag spændende – at jeg kommer ud og møder virkelighedens drabschefer og retsmedicinere.

Hvad skete der med råmanuskriptet til ”Blodengel”, da du kunne erklære det færdigt?

Det var igennem en masse processer – genlæsning og omskrivning – og atter læsning. Jeg have også en korrekturlæser på, som samtidig også så på det indholdsmæssige. Det er godt med nogle friske øjne, når man har været igennem så mange gange. Jeg tror næste jeg kan den udenad!

Hvem læser dit råmanuskript?

Redaktøren, nogle betalæsere og førnævnte korrekturlæser.

Du har sagt, at du ikke har brug for ”rygklappere” i feedbacken, men hvordan føler du det, når dine ”feedbackere” kommer med kritik?

Jeg vil selvfølgelig helst undgå negativ kritik, men jeg glæder mig over at få den, før manuskriptet går i trykken, for så kan det ikke ændres. Men jeg tager stilling til, om jeg vil rette, for der skal være plads til nogle kunstgreb, der får tingene til at glide og hænge sammen.

Hvad gør du med feedbacken, du får, og hvilken indflydelse har den haft på ”Blodengels” endelige udformning?

Som sagt læser jeg alt igennem og udvælger det, jeg vil rette. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at vi er meget forskellige som læsere, men alle input er vigtige, og jeg er utroligt glad for hjælpen.

Har der været ”sjove fejl”, som dine ”feedbackere” har opdaget undervejs?

Ja, da. Der kan være ting, læserne undrer sig over. Årsag og virkning. Kan man nå det på så kort tid? Kan man se det i bælgravende mørke osv. Det er derfor det er vigtigt at have friske øjne på sagen. Jeg ved jo godt, hvad der skal ske – og nogle gange glemmer man mellemregningerne.  

Hvor mange gange har du skrevet ”Blodengel” om undervejs?  På jysk: Er det træls, eller er det interessant?

Jeg plejer at kalde det en ”gennemskrivning”. Når man retter, så får det indflydelse på noget andet, som så påvirker noget tredje. Derfor læser jeg det altid grundigt igennem igen, hvis noget bliver rettet. Nogle gange dukker der ”nisser” op – ting man havde glemt også skulle ændres. Og jo, det kan godt være træls at skrive noget om, men det er jo en del af processen.

Hvem erklærer et manuskript for færdigt? Hvornår (dato) blev sidste punktum sat i ”Blodengel”?

3. juli. Og jeg erklærede det færdigt.

Hvad skete der efterfølgende med manuskriptet?

Den blev konverteret som e-bog 4. juli og samme dag startede Dan Schlosser indlæsningen. Så man må sige, at det har været et meget koncentreret forløb.

Hvorfor hedder bogen ”Blodengel”? Hvem fik ideen?

Det gjorde jeg. Det med navne er svært, men efternavnet Engell synes jeg var fint, fordi hovedpersonen har en traumatisk baggrund med hustruvold. Hun slæber rundt med nogle lig i lasten, samtidig med, at hun skal fange en seriemorder.

Hvem har fået ideen til bogens forside – altså bogens ansigt udadtil– en ret vigtig sag.

Det har været et samarbejde med forlaget. Vi havde den frem og tilbage et par gange, før jeg godkendte den.

Har ”Blodengel” et budskab? Eller det ”bare” en spændende videnskrimi?

Først og fremmest skal den underholde. Men der smutter nogle samfundskritiske betragtninger ind, f.eks. vilkårene for psykisk syge, som nogle steder er alt for dårlige. Samtidig er hovedpersonerne på en måde ensomme, og det gør dem sårbare.

Hvorfor udkommer ”Blodengel” først som e-bog og lydbog?

Det er en del af Storytelkonceptet, og det minder om netflix, hvor man, efter at have købt abonnement, har fri adgang til en række titler.

Hvornår udkommer den trykte bog?

Det håber jeg, at den gør op til krimimessen. Men jeg har ikke en dato endnu.

Hvilke planer har du med ”Blodengel” på BogForum og ikke mindst på Krimimessen i Horsens?

Jeg regner med at skulle optræde både i København og i Horsens. Forlaget er i dialog med BogForum – og jeg skal på scenen 26. november kl. 12, men det er med en kriminovelle, som hedder Storm over Bornholm, som udkommer inden længe.

Hvornår og hvordan holder du ferie? Kan du slappe af? Eller rumsterer der allerede en ny krimi i serien om Sofie Engell i dit hoved? Vil du løfte en flig af sløret?

Jeg er i gang med at skrive en gysernovelle også til Storytel som skal udkomme i forbindelse med halloween. Ellers har jeg arbejdet med ovennævnte bornholmske novelle. Men noget ferie har jeg afholdt. Vi bliver bare hjemme i det dejlige vejr. For kort tid siden var jeg med mand og børn i Rom, og før det var jeg på Grønland, så fint med lidt ro på.

Og jo, jeg har dystre planer for Sofie Engell, som næste gang får til opgave at opklare et drab, hvor sporene leder til Grønland. Den håber jeg på når at udkomme til Krimimessen – det er i hvert fald planen!

12-04-2018

http://www.findalskrimiside.dk/327761583/5632384/posting/en-snak-med-den-norske-succesforfatter-jørn-lier-horst

21-02-2018

 

Krimi, klimaekspeditioner og masser af kaffe

 

Hvem er Robert Zola Christensen?

Jeg skriver stort set hver eneste dag året rundt, mens jeg drikker sort kaffe. Ved siden af underviser jeg på universitet i Lund og forsker i sprog i det omfang, jeg er nødt til det. Her i 2018 satser jeg dog på min skrivning, og jeg håber selvfølgelig at kunne leve af det på længere sigt.

Privat står den på familie (6 børn) og træning, rigtig meget træning, for det med skrivningen betyder, at jeg sidder for meget ned, så der bliver løbet, løftet vægte og løbet igen. Og jeg bliver også nødt til at holde mig i form, for det sker – det er en side af mit liv – ikke mange kender til, at jeg deltager i klimaekspeditioner, primært på de koldeste steder på jorden.

Jeg var med første gang i forbindelse med research til krimien ”Is i blodet”, hvor jeg blev fløjet ind midt på den grønlandske indlandsis sammen med et forskerhold fra Niels Bohr Instituttet.

Jeg har også kigget ned i vulkaner i Costa Rica med en amerikansk forsker, men det var, da jeg mødte professor Sebastian Mernild, der er leder af Nansen Centret i Bergen.  Med ham var jeg i Alaska oppe ved verdens ende, og siden har jeg været med ham i Andesbjergene i Chile som field assistant.

Jeg er netop blevet tilknyttet yderligere to ekspeditioner: en til pingvinerne på antarktisk samt en tur med luftpudebåd op mod Nordpolen. Jeg er skide bange hver gang, og det har været tæt på et par gange, men jeg elsker det.

 

Du har skrevet fagbøger, børnebøger og anden skønlitteratur. Hvorfor gik du i gang med krimigenren?

Det var en handske, jeg samlede op, som jeg selv havde smidt på jorden. I 2009 udgav jeg romanen ”Aldrig så jeg så dejlig et bjerg”, som handlede om den tid, jeg boede i Frankrig som ung. Romanen gik tæt på, meget tæt, alt for tæt på min egen person og mit eget liv, så da den var færdig, stod det klart for mig, at jeg skulle i gang med noget, der lå længere væk fra mig selv. Hvad kunne være længere væk end midt inde på Indlandsisen i Grønland? Det er nemlig dér, åbningsscenen i ”Is i blodet” finder sted.

 

Hvornår, hvorfor og hvordan opstod ideen til ”Gæsten”?

En overgang, det ligger et antal år tilbage, arbejdede jeg på Syddansk Universitet i Kolding, men på grund af højst private og familiære omstændigheder flyttede jeg til Lund i Sverige. Det betød en vanvittig distance til jobbet, og jeg indrettede mig sådan, at jeg overnattede en nat om ugen på en drømmeseng på mit kontor. Det var selvfølgelig strengt forbudt, men jeg gjorde det alligevel, og så lå jeg der i det ret lille rum og forsøgte at falde i søvn.

Det var den ubehagelige, for ikke at sige potentielt uhyggeligt situation, der gav mig inspiration til bogen. Hvad nu hvis? lå jeg søvnløs og tænkte. Det er set-uppet, og så kom alting andet til efterfølgende.

Det er også et meget godt eksempel på, hvordan jeg arbejder som forfatter. Jeg suger til mig, iagttager omgivelserne, og holder øje med, om der er noget, der giver noget fra sig, noget, der kan bruges til noget. Der er mere i det. Bygningen var interessant i sig selv, det var nemlig et nedlagt hospital, en slags anonymt ikke-sted, hvor man ikke opholder sig længere tid ad gangen, men er der for et formål, lidt som biografer, indkøbscentre, teatre, banegårde, museer, universiteter.  Det fylder (måske) ikke ret meget på overfladen i romanen, men hele vejen igennem er det en slags vandmærke.

For at være de ikke-steder skal man også have været i besiddelse af noget, der giver ret til at være der, en biograf- eller togbillet, et passerkort, et patientarmbånd eller lignende.

Jeg har ofte den slags fikse ideer, når jeg skriver. De ligger nedenunder som små motorer, som også arbejder, mens jeg skriver. Det kan man nok slet ikke mærke direkte, når man læser, men de er der skam.

 

Fortæl om din skriveproces i forbindelse med ”Gæsten”? Hvor og hvornår har du skrevet? Hvor lang tid går der fra det første bogstav bliver tastet, til det sidste punktum bliver sat?

Laaaaaaang tid, og det er et ensomt arbejde. At skrive er at skrive om. Men det er okay, for jeg holder meget af skriveprocessen. Jeg nyder at indrette mig med kaffe foran skærmen – en gang om ugen smøger og rødvin. Jeg skriver ikke for at blive færdig, jeg skriver for at skrive. Prime time er tidligt om morgenen, når alle børnene sover, så har jeg et par timer for mig selv. Op ad formiddagen cykler jeg så til universitetet, hvis det er sådan en dag, og underviser, printer morgenens arbejde ud og læser igennem ud på eftermiddagen.

 

Fortæl om de feedbacks du har fået undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

Det er min forlovede, Mari Bacquin. Hun her min første-læser. Vi har arbejdet sammen både med forskning og det skønlitterære. Vi har skrevet tre børnebøger sammen og et par kriminoveller.

Jeg har en del forfatterkolleger, der sender bredt ud, det gør jeg ikke, for så føler jeg, jeg mister grebet om teksten.

 

Hvordan føles det, når manuskriptet kommer tilbage fra din redaktør, og du så ganske givet skal hele ”baduljen” igennem igen?

De er grundige, meget grundige på Gyldendal, lad os bare sige det sådan, og det er jeg glad for. Jeg oplever det på den måde, at det er lige meget, hvem du er, og hvad du har lavet før, så er det ikke færdigt og godt nok, før det er færdigt og godt nok. Og det er naturligvis meget bedre at tage tæskene på forhånd. Jeg udgav i øvrigt en anden roman på et nyt forlag, Arabesk, det var helt fantastisk sjovt, for det er en af mine bedste venner, det styrer det, og det har været herligt at forene det professionelle og det venskabelige.

 

Hvem har fundet på bogens forside, og hvilken betydning mener du, forsiden har for en bog?

Peter Stoltze hedder han. Jeg har aldrig tidligere været så optaget af ”udstyret”. Det har forlagene stået for, men da han havde lavet coveret til ”Is i blodet”, blev jeg ellevild af begejstring, og han har nu lavet alle tre. Jeg tror faktisk, det har større betydning, end vi lige tror, det her med forside og titel. Når du går rundt på Krimimessen f.eks., eller snuser omkring i en boghandel, så kan det være en lækker forside (sammen med prisen), der afgør, om det er din bog, der kommer med op til kassen.

 

Hvad gør du og forlaget for at promovere din nyeste krimi ”Gæsten”?

Ja, nu udkommer jeg på Gyldendal, der jo har mange og store muskler, og jeg håber, de giver den gas op til Krimimessen. Lad os dog være ærlige. En krimi er også en vare, et produkt, og den skal gerne ud på paller midt i supermarkedet. Inden for litteraturen og blandt forfattere kan det pekuniære være sådan lidt tabubelagt. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt var med i en helt masse mediehejs, da en af mine bøger udkom, og i den forbindelse var der en forfatterkollega, der sagde: ”Men det gør du jo kun for at tjene penge og blive berømt.” Øh ja?   

 

Hvordan skaber du dine personer. Du lader en eksisterende person, Preben Elkjær medvirke i din krimi. Hvorfor gør du egentlig det?

Fordi! Det vel bare nærmest blev sådan. Har altid syntes han var en sjov fætter med et interessant temperament, og pludselig en dag gik han rundt på mine sider, og så skubbede jeg til ham, og han begyndte at bevæge sig. Jeg har aldrig mødt ham eller spurgt ham. Det blev vel bare sådan.

Jeg skaber ikke sjældent mine personer ud fra mennesker i mine omgivelser, finder små skævheder, egenskaber og træk, som jeg så sætter sammen på min egen måde. Ind imellem har jeg ligefrem HELE personer, som så får lov at danne forlæg.

 

Nu til det politimæssige. Jeg finder det helt i orden, at du ”opfinder” en ny efterforskningsenhed, Flexgruppen, men synes ikke, at alt efterforskningsarbejdet alligevel er, som det burde være.

Som forfatter vil jeg altid påberåbe mig retten til at tage mig en masse friheder. Jeg har på et tidspunkt tænkt på at lade en person med et indgående kendskab til politiets arbejde være medlæser. Den må jeg så lige overveje igen.

 

Skriver du videre om Flexgruppen? – eller har du andre planer?

Jeg udlovede en trilogi. Nu venter jeg og ser, hvad der sker på flere fronter. ”Gæsten” er jo blevet fantastisk godt modtaget, men bliver den ikke solgt, og det ved vi ikke helt endnu, så ved jeg ikke rigtig. Det er også skønt at kunne bestemmer selv. Nu ser vi, Intet er afgjort endnu.

Jeg har eventuelt en ide om at starte forfra, gerne med Flexgruppen, men med en ny person som omdrejningspunkt. Jeg tillader mig at holde det totalt åbent, men jeg har en lille spirende ide om, at jeg vil lade publikum være med til at konstruere den hovedperson, jeg skal bygge mine plot op omkring.

 

Enkelte krimiforfattere har en personliste forrest i bogen. Det kan jeg godt lide. Hvordan stiller du dig til en personliste?

Jeg er med på personliste. Det er en god ide. Den er købt.

 

Hvad mener du om krimibloggere set i forhold til de professionelle anmeldere?

Det er et lidt andet marked, krimimarkedet, der er større, mere plads til begejstring vil jeg mene, men i det hele taget, sker det rigtig meget i medielandskabet. Tidligere var det aviserne, forlagene sigtede sig ind på med anmeldelser på udgivelsesdagen, men bogstoffet bliver i stadig højere fortrængt fra aviserne og popper i stedet op i blogs og på de sociale medier. Det kan blive noget broget og rodet noget, men min fornemmelse er, at vi godt kan finde ud af at se, hvad der er godt og dårligt.

Selv er jeg glad læser af blandt andet Krimihjerte, Kriminørd, Vild med krimi og andre.

 

Er du selv krimilæser, og hvad kan du evt. godt lide at læse inden for denne genre?

Jeg er altædende, når det gælder litteratur, faktisk. Jeg læser det meste, gammelt og nyt, højt og lavet, poesi og kortprosa, smalt og bredt.

Når det gælder krimien er det jo fantastisk, som den har været i stand til at brede sig ud og forgrene sig i mange undergrene de sidste tyve år. Jeg kan lide det meste, selv om jeg eventuelt kan synes, at puslespilstraditionen med Conan Doyle, Agathe Christie og så videre er lidtold school.

Plottet bliver i øvrigt ofte fremholdt som krimiens hovedingrediens, men et eller andet sted, er jeg kommet frem til, at det vigtigste er det menneskelige, det menneskelige og det menneskelige, for er vi ligeglade med de mennesker, det handler om, bliver vi også ligeglade med, hvad der sker med dem, og hvilke fede intriger, de ellers måtte gennemspille. Jeg tror selv, at ”Gæstens” succes skyldes, at jeg hele vejen igennem havde mig det for øje.

 

Hvad har du planlagt i forbindelse med Krimimessen 2018 i Horsens?

Jeg skal være med, det ved jeg, fuld bliver jeg sikkert også, for sådan plejer det at være, og der vil være et sceneinterview mellem øl og vin, for det er lidt af en branchefest. Krimimessen er meget anderledes end det, der foregå i Bella Centret. Det er vildere, mindre prætentiøst. Det litterære landskab i Danmark er jo lidt opdelt mellem højt og lavt eller bredt og smalt, hvordan man nu ser det. Jeg tror, det var Johannes Ries, der engang spurgte mig retorisk: ”Hvor meget skal en bog sælge, før den bliver dårlig?”

 

Tak til Robert Zola Christensen fordi jeg måtte interviewe ham

04-04-2017

Den 31. januar 2017 udgav forlaget MODTRYK den debuterende norske forfatter Geir Tangens krimi ”Maestro”. Jeg fik en særudgave af bogen, som er beregnet til boghandlere og anmeldere. På omslagets bagside, stod der ”Selvudgivelse nu solgt til 15 lande”.

Da jeg havde læst bogen, havde jeg ikke svært ved at forstå det!

På Krimimessen i Horsens havde jeg gennem Marie fra MODTRYK fået mulighed forat få en snak med Geir Tangen. Vi fik os placeret ved et bord udenfor i det dejlige forårsvejr. Jeg havde min kone Marie med som ”bisidder” ud fra devisen, at ”fire ører hører bedre end to”.

Geir Tangen fortalte, at han er 47 år og bor i Haugesund i Norge. Han er avisjournalist og lærer. Han er gift med forfatteren Agnes Lovise Martre,ogde to har tilsammen tre voksne børn.  

Med begejstring i stemmen kom han ind på, hvor glad han var for at være blevet inviteret til at være med på Krimimessen i Horsens.  At man har mulighed for at bruge et gammelt fængsel som ramme, syntes han, var helt fantastisk. 

Jeg benyttede lige lejligheden til at fortælle ham et par fængsels-historier. Vi var bl.a. inde på, at Jens Nielsen var den sidste mand i Danmark, der blev henrettet her. Desuden fortalte jeg om Carl August Lorentzens spektakulære flugt gennem en tunnel, han havde gravet. Han er berømt for citatet: ”Hvor der er en vilje, er der en vej”.

Disse fortællinger gjorde bestemt ikke Geir Tangens begejstring for omgivelserne mindre, og i øvrigt synes jeg, at Lorentzens citat passer rigtig godt på ham!

På spørgsmålet, om hvorfor han blev forfatter, var svaret, at han altid har kunnet lide at læse. Da det især var krimier, han læste – og det lige fra barndommen af – var det for ham   helt naturligt, at han ville forsøge sig netop med en krimi. Han havde bare altid haft lyst til at skrive selv. Det skulle prøves.Det blev så til bogen ”Maestro”.

Han var så heldig, at få bogen antaget på et mindre norsk forlag, men det gik desværre konkurs inden udgivelsen. Han tog derforselv chancen og blev selvudgiver. Bl.a. blev Facebook brugt flittigt til at booste bogen.Succesen med ”Maestro” var så stor, at Norsk Gyldendal siden købte rettighederne, og nu er bogen udgivet i 15 lande.

Jeg spurgte ham, om hvordan det er at have fået så stor en succes. ”Det er fuldstændig surrealistisk. Det er akkurat som en drøm, der er gået i opfyldelse”, sagde han.

”Har du har tænkt dig at leve af at være forfatter nu?” Geir Tangen svarede, at han lige nu har orlov fra lærerjobbet for at skrive de to næste bøger i trilogien om politiefterforskeren Lotte Skeisvoll og journalisten Viljar Ravn Gudmundsson – hovedpersonerne i ”Maestro”.

Han regner med. at bog nr. to ”Hjerteknuser” udkommer til maj. Til august er han igen bag katederet som lærer efter et års orlov. Han vil lige se, om succesen holder. Det er jeg nu sikker på, at den gør!

Udover nu at være forfatter, har Geir Tangen i mange år været krimiblogger. Han har Norges største krimiblog. Jeg var interesseret i at få at vide, om han agter at fortsætte som blogger, og om det kan forenes med, at han selv er forfatter.

”Jo, jeg fortsætter som blogger, også selv om jeg nu selv er forfatter. Det kan være svært at anmelde forfatterkollegaernes bøger, men da jeg kan lide at være ærlig, ja, så går det.”

På mit spørgsmål om, hvad forskellen – efter hans mening – er på at være professionel anmelder og blogger, svarede han: ”En professionel anmelder er som regel litteratur-uddannet og vejer tingene mere, ja, er netop professionel.Efterhånden er der kommet flere og flere rigtig gode bloggere, og for forfatterne er de faktisk mere vigtige end de professionelle, fordi de skriver ”lige fra hjertet” og har engagement. Ikke mindst har de lettere ved at nå læserne end de professionelle anmeldere.”

Tilbage til selve forfatterskabet. Geir Tangen fortalte, at al hans skrivning på forhånd er nøje planlagt. Han ved lige præcis, hvad der skal ske hvor og hvordan. Han kan skrive i op til 15 – 16 timer om dagen. Skrivningen foregår i sofaen hjemme i stuen. I den ene ende af sofaen sidder Geir Tangen og i den anden ende sider hans kone og skriver på hver deres bog. Undervejs i skriveprocessen giver de ofte hinanden gode ideer.

Det er ikke kun hans kone, der får kendskab til indholdet af hans krimier inden udgivelsen. Han har 7-8 faste prøvelæsere, som kommer med deres kommentarer, og ind imellem også en ide, han kan bruge.

Vi kom også ind på, hvordan han promoverer sit forfatterskab. ”Jeg benytter mig vældig meget af de sociale medier. Jeg vil gerne værei kontakt med og kommunikere med mine læsere.”

Vi var ved at være færdige med interviewet, da Geir Tangens kone Agnes Lovise Matra dukkede op for at minde ham om, at han havde en ny aftale i løbet af 10 minutter.

Marie og jeg takkede for interviewet; men en god times tid senere fandt jeg igen Geir Tangen, fordi jeg nu havde fået ”den rigtige” udgave af ”Maestro”. Den fik jeg ham selvfølgelig til at signere.

                      

 

Tak til Geir Tangen fordi han tog sig tid til at snakke med mig. Det bliver spændende videre frem at følge den nyopdagede norske krimiforfatter.

 

28-03-2017

Interview med Lotte Petri i forbindelse med udgivelsen af hendes kommende bog ”Djævelens værk”

I 2014 interviewede jeg Lotte Petri her på hjemmesiden. Dengang havde hun udgivet 3 krimier og stod for at skulle udgive sin 4. krimi ”Hvidt snit”.

Man kan læse interviewet her:

http://www.findalskrimiside.dk/327761601/2183446/posting/interview-med-lotte-petri

Nu står Lotte Petri for at skulle udgive sin 5. krimi ”Djævelens værk”, som udgives på Lindhardt og Ringhof.

 

  

 

Fortæl ultrakort, hvad ”Djævelens værk” handler om?

Over 1000 skeletter skal flyttes fra den nordlige del af Assistens Kirkegård for at give plads til en ny metrostation ved Nørrebros Runddel. Det vækker ramaskrig, da mange mener, at gravfreden forstyrres. Men det er ikke nok til at standse metrobyggeriet. Retsantropolog Josefine Jespersen leder gravrydningen, og samtidig har hun til opgave at studere knoglematerialet, som skal indgå i et forskningsprojekt, før de jordiske rester bliver genbegravet. En aften bliver hendes kollega, arkæologen Rita Magnussen, brutalt dræbt og smidt ned i en åben grav med et kors ridset ind i kraniet. Senere findes også en anden ung kvinde med et indgraveret kors myrdet på åben gade i det indre København. Alt tyder på, at en satanistisk morder er på fri fod, og politiets efterforsker Alexander Damgaard beslutter sig for at konsultere en eksorcist. Den højtplaceret katolske præst er overbevist om, at Djævelen er på spil, og at årsagen er gravrydningen på Assistens, som han mener har åbnet en port til det onde.

Hvordan fik du ideen til ”Djævelens værk”?

Jeg læste en artikel i Berlingske om, at pave Frank havde godkendt en dansk katolik til at udføre eksorcisme i Danmark. Da jeg så hans øjne på billedet i avisen, tænkte jeg, at ham måtte jeg møde – og tanken strejfede mig, om han ikke kunne danne inspiration til en god krimi?

Hvor længe har bogen været undervejs?

Temmelig længe, faktisk. Jeg indledte researchen i sommeren 2014. Men jeg har jo også skrevet ”Hvidt snit” i mellemtiden, så jeg har kun arbejdet med ”Djævelens værk” periodisk.

Hvordan har du researchet i forbindelse med ”Djævelens værk”, og hvor meget tid har du brugt?

Jeg har brugt meget tid på først at læse faglitteratur, og siden har jeg foretaget flere interviews med fagpersoner. Det er svært at sætte et timeantal på arbejdet, men den har været tidskrævende, fordi emnet djævleuddrivelse er temmelig nyt for mig og tilmed ikke helt ukompliceret, fordi ægte besættelse, som det hedder, kan forveksles med visse former for sindssyge.

Fortæl om dine to mest spændende oplevelser i forbindelse med din research.

De absolut mest spændende møder har været med den katolske præst (eksorcisten) og med en retsmediciner. Jeg skrev til eksorcisten og bad om et interview, og han svarede næsten med det samme. Han havde sat en hel eftermiddag af til mødet, der foregik i indre København. Det var som at komme til et fremmed land at træde over dørtærsklen. Han forklarede mig, at han uddrev Djævelen i lejligheden, og det fik det til at risle koldt ned ad ryggen, må jeg indrømme. Han fortalte, at hvis man føler en svidende fornemmelse, når han drypper nogle dråber helligt vand på huden, er man måske besat. Prøve nummer to går ud på at holde om et krucifiks, og hvis dét også føles ubehageligt, ja, så er der måske en dæmon på spil! Han mente dog ikke, at jeg var besat, heldigvis. Selve djævleuddrivelsen foregår ved hjælp af latinske bønner, som han læser op. Han befaler Djævelen at forlade den pågældendes legeme. Jeg har en eksorcismescene med i bogen, som er stærkt inspireret af vores samtale.

Det andet spændende møde var med en retsmediciner, som viste mig sektionslokalerne på Rigshospitalet. Jeg tror, vi alle har et billede af, hvordan der ser ud (fra film), men det var nu alligevel rart at have detaljerne på plads, for det giver altid nogle gode ideer, og det er disse detaljer, som jeg tror, sætter gang i læsernes fantasi, og som gør historien mere troværdig – og ikke mindst spændende! Et lille eksempel på en detalje, der fik det til at summe i mit hoved var, at han viste mig den tråd, de syr kroppen sammen med efter obduktionen; der er tale om hvid silketråd. For det er et stærkt materiale – og tilmed pænt, så man ikke ser stingene…

Viste din research noget om, hvor udbredt djævletro og eksorcisme er i dagens Danmark?

Det har faktisk ikke været mit mål, at definere udbredelsen, men f.eks. i Rom kan man blive ”eksorceret” på næsten daglig basis. Ikke dermed sagt, at det er meget udbredt i Italien, men man anerkender nok i højere grad det ondes eksistens som katolik. Men i Danmark forsager vi faktisk det onde i Trosbekendelsen, og det sagde den katolske præst, var en rigtig god idé, for så udelukker man det onde, før man bekender sig til Gud.

Hvilke temaer i øvrigt har optaget dig i ”Djævelens værk”?

Sindssyge kan forveksles med besættelse – og psykisk sygdom interesserer mig meget – noget man også kan læse meget mere om i ”Hvidt snit” – men det er der nok en naturlig forklaring på, eftersom min far var psykiater!

Hvor har du opholdt dig i løbet af skriveprocessen?

Jeg tager tit på Hald Hovedgaard, som er et skriverefugium nær Viborg. Men jeg har også været på Svanekegaarden på Bornholm. For mig er det en god måde at booste skriveriet på.

Er der noget, der har været virkelig hårdt i løbet af skriveprocessen?

Det har taget lang tid at skrive ”Djævelens værk”, men det har nok også været fordi, der er tale om et helt nyt univers. Det tager længere tid at bygge et hus op fra grunden, end at lave en tilbygning!

Hvordan føles det, når manuskriptet kommer tilbage fra din redaktør, og du så skal hele ”baduljen” igennem igen?

Det kan godt være lidt hårdt, men det er med til at højne kvaliteten, og det er en nødvendig del af processen. Men for at være hel ærlig, så er den sjoveste del af skriveprocessen den første gennemskrivning – for der kan man for alvor slippe kreativiteten løs!

Hvem erklærer manuskriptet færdigt – og hvordan føles det at være nået til det punkt?

Det gør forfatteren. Men i praksis er der en konsensus mellem redaktør og forfatter om, at ”der ikke er mere at komme efter”. Det er lidt mærkeligt, men pludselig ved man bare, at den er der.

Fortæl om den proces forsiden har været igennem, inden det færdige resultat lå der, og skal du selv godkende den?

Jeg udvalgte først et billede fra Assistens Kirkegård. Men det fungerede ikke rigtig. Så foreslog jeg, at vi satte en djævlemønt på forsiden. En djævlemønt lavet af sølv og er en slags bærer af det onde – og i min krimi har morderen placeret djævlemønter i forskellige kirker. Pludselig fungerede forsiden, som er meget enkel. Man kan også sige, at med den titel, er det måske også nødvendigt at skulle illustrere noget uhyggeligt i voldsom grad – det giver sig selv, synes jeg.

Hvad gør du selv for at promovere ”Djævelens værk?”

Jeg turnerer land og rige rundt. Jeg har lige været på Tarup Bibliotek i Odense, og snart skal jeg på Krimimessen Horsens – dels med Det Danske Kriminalakademi, hvor vi diskuterer vold i kriminallitteraturen – og derudover er jeg på med et retsmedicinerarrangement, hvor tilskuerne får et sjældent indblik i hans arbejde med at aflokke dødens gåder. Endelig skal jeg til ”Vild med (M)ord” i Aarhus i maj – sammen med min yndlingsforfatter Steffen Jacobsen!

Er ”Djævelens værk” den første i en serie? Hvis ja, så fortæl lidt om den/de gennemgående figurer.

Ja, hovedpersonen hedder Josefine Jespersen og er knogleekspert. Det er hende, som retsmedicineren tilkalder, hvis et lig er særligt hårdt medtaget (kun knoglerne tilbage). Det er et ret spændende fag, fordi det omfatter arkæologi og jordbundsforhold, så man får andre vinkler, end en konventionel politiroman. Alexander Damgaard er drabsefterforskeren, som får til opgave at opklare de uhyggelige mord, hvor gerningsmanden har efterladt en satanistisk signatur. Her har det hjulpet at tale med Københavns Politi, for selvom man kan komme langt hjemme foran skærmen, er det nyttigt at tale med virkelighedens helte!

Har du ideen til den næste bog?

Jeg har faktisk skrevet en krimiføljeton, som hedder ”Black Notice”. Den handler om et våddragtslig, som dukker op i Norge. Kort efter finder politiet i Holland et lig med nøjagtig samme slags våddragt, og spørgsmålet om, hvordan to lig, kan havne så forskellige steder, giver politiet kamp til stregen. Og det viser sig, at der er en grænseoverskridende seriemorder på spil, som udnytter flygtningestrømmen som et tag selv-bord for en dreven drabsmand! Den ligger færdig og er klar til redigering. Jeg håber på, at den udkommer op til Bogforum i november. Derudover har jeg en kriminovelle klar til udgivelse op til sommerferien.

Hvad skal du lave i den nærmeste fremtid: slappe af, holde ferie, nye ideer eller???

Jeg skal en tur til Bornholm og starte et nyt manuskript op. Om det bliver en fortsættelse på ”Djævelens værk”, ved jeg ikke, men jeg har masser af ideer, som bare venter på at blive brugt. men det er vigtigt, at koncentrere sig om én ting ad gangen – det skal jeg vist sørge for at huske mig selv på en gang imellem!

Lotte Petri er til stede på Krimimessen i Horsens 1. og 2. april.

En stor tak til Lotte Petri fordi hun har taget sig tid til dette interview.