Interviews

21-01-2020

Hvem er du?

Jeg er 47 år og bor i Snekkersten, Nordsjælland med min kone og vores to børn. Advokat, familiefar og karateudøver … og nu tilsyneladende også forfatter. Jeg ved efterhånden ikke, hvad der fylder mest, men efter anmeldelserne af JÆGER, kan jeg godt mærke, at koncentrationsprocenterne mellem arbejde og skriveriet har rykket sig. Meget.

Hvorfor gik du i gang med at skrive en krimi?

Jeg kommer ud af lidt af en gøglerfamilie. Min farfar var skuespiller og min far jazzmusiker. Har selv været gademusikant sammen med min mor og far, da jeg var lille. Er desuden vokset op i et kreativt, nærmest marxistisk, leninistisk kollektiv. Så valget af jura som levevej var vel nærmest et oprør fra den lille Walthers side. Men alle oprør slutter jo som bekendt en dag, og jeg har haft bogen liggende i min mave i mange år. Helt konkret fik jeg tid til at skrive den, da jeg var sengeliggende efter en skiulykke for et par år tilbage.

Hvordan fik du idéen til ”Jæger”?

Jeg har altid været fascineret af dogmerne forbrydelse og straf. Og med straf mener jeg hævn. Den gammeltestamentelige version. Øje for øje, tand for tand. Jeg har altid ville skrive om det tema.

JÆGER er baseret på oplevelser fra mit advokatarbejde samt på oplevelser fra kampsportsmiljøet. Kampsportsmiljøet er meget specielt og meget langt fra din lokale håndboldklub. Kampsportsmiljøet byder på ekstrem disciplin og filosofi. BUDO, krigerens vej, som det også kaldes. Men kampsportsmiljøet er også en dør til underverdenen, hvor advokaten og tandlægen møder bandemanden og bankrøveren. På lige vilkår. 

Alle i det miljø ved, at advokater har tavshedspligt, hvilket betyder, at man får en rolle som en præst. Man kan betro mig alt. Det kommer ikke videre. Det har betydet, at jeg har mødt mennesker og set ting, hvor det nogle gange har virket som drejebogen til en Tarantino-film. Det har hobet sig op med årene og bogen er resultatet. Et fiktivt forsøg på at lufte ud.

Et hidsigt overforbrug af superheltetegneserier fra min ungdom har også hjulpet.

Hvordan har du researchet vedrørende bandekriminalitet i København, og den forbindelse banderne har til udenlandske kriminelle organisationer? Er der noget, der er forfatterskabt?

Noget er oplevet på tæt hold. Noget er researchet. Jeg har læst en masse bøger og artikler om bandemiljøet i forbindelse med min research. Men en god bid er forfatterskabt. Sandheden skal aldrig komme i vejen for en god historie.

Hvordan skaber du dine personer? Bruger du virkelige personer som modeller? 

Jeg skaber mine personer, så de passer til den historie, de skal fortælle. Det er faktisk lidt som at lægge et puslespil. Han eller hun er der hele tiden, men jeg skal bare have sat brikkerne rigtigt sammen.

Nogle af mine karakterer er inspireret af virkelige personer. Men så stopper sammenligningen også. Jeg aldrig kunne finde på at bruge en virkelig person i bogen.

Generelt er mine karakterer lidt, … hvis ikke ekstreme, så i hvert fald radikale. Enten på den ene eller anden måde. Den slags mennesker har jeg altid været tiltrukket af.

En af dine hovedpersoner kommer fra Særslev på Nordfyn. Hvorfor har du af alle steder netop valgt denne lille landsby?

Jeg har spenderet en masse lykkelige somre i netop det område, hvor hele min mors familie kommer fra. Jeg kender hver en vej og nærmest hvert et træ der. Og en masse gode og sjove mennesker. Og så er miljøet bare perfekt som udgangspunkt for historien. Uden at skulle røbe for meget. 

Steder i Sverige og Italien spiller også en rolle i bogen. Har du været på research-tur?

Ja, det må man sige. Huset i Sverige, der optræder i historien (langt ude på landet), tilhører min familie. Desuden er min kone fra Sverige, hvorfor jeg har en del ”aktier” i det land.

Italien er mit drømmeland og søerne i Norditalien er noget af det smukkeste, der findes. Vi har selv en lejlighed ved Como-søen sammen med en anden familie og store dele af skrivearbejdet er lavet, mens jeg har slubret rødvin og kigget ud over søen.

Fortæl om din skriveproces. Hvornår skriver du – og hvor?  Hvor lang tid gik der fra det første bogstav blev tastet i ”Jæger”, til det sidste punktum blev sat? Hvor let er det at forene forfatterskabet med dit arbejde?

Først og fremmest: det er vanvittigt svært at forene mit ”normale” arbejde med forfatterskabet. Dels på grund af tiden. Der er desværre kun 24 timer i døgnet. Men også fordi, der skal en helt anden gearing til at skrive. Man skal fysisk og mentalt et stykke væk fra den daglige trummerum, før man – eller i hvert fald jeg – kan skrive. Jeg skriver typisk på skæve tidspunkter (tidligt, sent eller i ferier) og den bedste cocktail er en løbetur og derefter skrivning.

Bogen har taget mange år at skrive, men opløbet har klart været det mest intense. Da JÆGER gik fra en sjov idé og pludselig blev noget, jeg ville have udgivet, så blev det intenst. De sidste to år har jeg arbejdet med bogen løbende og så meget, jeg kunne.

Fortæl om de feedbacks du fik undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

Manuskriptet blev læst grundigt af de tre mest kompetente personer i mit liv, inden jeg gik videre med det. Min kone. Min ven og kompagnon Anders. Og min mor. Fra de tre har jeg modtaget vidt forskellige kommentarer, da de som læsere er meget forskellige. To ting stod dog klart efter deres læsning: Jeg havde klart fat i noget, men det skulle gøres kortere. JÆGER fyldte oprindeligt næsten 500 sider. Den proces var som at skære i mig selv. Men de havde ret.

Hvad skete der efterfølgende, da du havde sendt dit manuskript ind?

Jeg fik et par afslag, og jeg fik et par tilbud. Da jeg havde valgt forlaget, så startede en ny skrivefase. Jeg fik et meget detaljeorienteret feedback på bogen af forlagets superdygtige Jonas, og herefter har vi samarbejdet og bokset os frem til den endelige bog. Det har været slidsomt, men også ekstremt spændende og lærerigt.

Beskriv hvordan du og din redaktør arbejdede sammen og fortæl, hvordan det føltes, da manuskriptet kom tilbage, og du så ganske givet skulle hele ”baduljen” igennem igen?

Jeg befandt mig i den komiske vildfarelse, at bogen var så godt som klar, da jeg sendte den til forlaget, men processen lærte mig noget andet. Det var den ikke. Den færdige bog er selvfølgelig grundlæggende den bog, jeg indleverede i sin tid, men den er blevet skilt ad i mange stykker. Og så sat sammen igen. Hvilket var helt nødvendigt. En vild oplevelse.

Hvem har fundet på bogens forside og titel, og hvilken betydning mener du, forsiden har for bogen?

Titlen JÆGER er min ”opfindelse”. I underverdenen er der aldrig fred. Alle vil have mere. Cash, sex, stoffer. Eller mere magt. Det er en verden af jægere. Deraf titlen.

Forlagets dygtige grafiker har lavet forsiden og omslaget, som er blevet til efter en lang række gode drøftelser. Jeg er vild med farvevalget. Bogen stikker ud. Man ser den med det samme, når man kigger på bogbordet hos Arnold Busck eller et andet sted.

Hvad gør du og forlaget for at promovere ”Jæger”?

Alt hvad vi kan. Forlaget ringer og skriver, så det gløder. Jeg signerer bøger rundt omkring og giver interviews. Og vi bruger en masse tid på de sociale medier. Dernæst har vi har været så superheldige at få et par fantastiske anmeldelser allerede. Helt vilde faktisk. Det tæller alt sammen. Personligt skal jeg også på Krimimessen i Horsens og det glæder jeg mig til.

Fortæl om nogle oplevelser, du har haft i forbindelse med udgivelsen af ”Jæger”.

Det bedste har været al den positive feedback. Først fra venner og bekendte, der havde købt og læst bogen. Det kunne man måske dog forvente. Men så kom der pludselig beskeder fra folk, som jeg ikke kender. Det var ret vildt. Specielt fordi mange af dem ville have, at jeg skrev en opfølger.

Det helt store øjeblik var dog en lørdag morgen i december, hvor jeg pludselig så mit eget ansigt klasket op på en helside i en stor avis, og hvor anmelderen kaldte JÆGER ”fremragende”. Det var et surrealistisk øjeblik. Lige der gik det op for mig. Nu er du forfatter, hr. Rebernik. 

Har du fået smag på at være krimiforfatter?

Ja, og jeg er i gang med den næste. Jeg skal bare lige brække benet igen, så jeg får tid til at skrive den.

 

Stor tak til Walther Rebernik for inverviewet

 

15-02-2019

Hvem er Thomas Rathsack?

Jeg er 51 år gammel, forfatter, foredragsholder og tv-vært. Jeg har været soldat i 16 år, heraf 11 i Jægerkorpset, og var udsendt to år til Irak og Afghanistan. Derudover har jeg været humanitær minerydder i den tredje verden, i en årrække arbejdet som fotograf i Sydamerika og endvidere som sikkerhedskonsulent samt it-sælger. Mere personligt er jeg en mental omstrejfer og værdsætter min frihed umådeligt højt. Hunde ligger mig meget på sinde, og jeg involverer mig i projekter, som fremmer forhold for de kære firebenede.   

I 2009 blev du i den grad landskendt, da du skrev ”Jæger – I krig med eliten”. Uden at komme ind på indholdet af den bog, kunne det være interessant at høre, hvordan du rent skrivemæssigt turde give dig i kast med at skrive. Hvorfra har du ”skrivegenet”?

Efter i alt 16 år i trøjen begyndte det at knibe med motivationen. Typisk rejste jeg otte måneder om året og havde svært ved at fastholde sociale og nære relationer. Desuden tærer det på både krop og sjæl at være i krig. Så i en alder af 41 besluttede jeg at søge nye udfordringer og en bekendt foreslog mig at skrive en biografi. Med hjælp fra en journalist gik jeg i gang med at skrive og fornøjede mig ganske fint med projektet. Polemikken omkring bogensudgivelse i 2009 dannede grundlaget for mit forfatterskab, idet mit nuværende forlag – Politikens Forlag – tilbød mig at skrive en roman for dem. I skrivende stund har jeg således skrevet fire romaner (er i gang med den femte) samt en håndbog om high performance teams (Stærk Under Pres – håndbog i high performance). Det at skrive lå absolut ikke ”til højrebenet” for mig. Jeg har ingen akademiske eller formelle forudsætninger for at skrive men kompenserer med en god portion vilje og stædighed.  

Havde ”Jæger – I krig med eliten” indflydelse på, at du efterfølgende besluttede dig til at blive spændingsbogsforfatter?

Med afsæt i ovenstående – ja, absolut. Da jeg skrev min biografi, nød jeg som nævnt skriveprocessen, og det var ikke svært at takke ja til en bogkontrakt fra Politikkens Forlag. Det er især friheden i virket som forfatter, der tiltaler mig. Ingen blander sig reelt i min arbejdsproces. Jeg udtænker selv romanens plot, former selv mine karakterer – og ingen blander sig i, hvornår og hvordan jeg gør det.    

Hvordan fik du idéen til ”Djævlens døtre”?

For nogle år siden så jeg en dokumentar om menneskehandel. Jeg blev temmelig rystet over den grad af kynisme og brutalitet industrien – hvilket den jo desværre er – indeholder og besluttede mig for, at en af mine kommende romaner skulle omhandle menneskehandel.   

Hvordan har du researchet vedr. handel med unge piger og om den ”genopdragelse”, de udsættes for? Er der noget, der er forfatterskabt?

Takket været et godt netværk har jeg haft mulighed for at opsøge personer, som mere eller mindre var involveret med menneskehandel – blandt andre to østeuropæiske piger, begge med en fortid som prostituerede, og en rumæner, som perifært havde bidraget til bagmændenes logistiske operation. Så langt det meste af indholdet af Djævlens Døtre er baseret på faktiske og reelle begivenheder og omstændigheder indenfor menneskehandelsindustrien.  

Nazisme spiller også en væsentlig rolle i bogen. Hvor stor en rolle spiller nazismen i Europa i dag? Hvordan har du researchet? Er der noget, der er forfatterskabt?

Nazismen spiller en marginal rolle i Europa, men den viser tragisk nok fortsat sit ækle fjæs frem nu og her – og er desværre ikke i tilbagegang. I Ungarn – hvor bagmændene i Djævlens Døtre stammer fra – har nazismen et slægtsfællesskab med landets højrenationalistiske bevægelser. Åbne kilder ligger til grund for de passager, der omhandler nynazismen i romanen – det var ikke muligt for mig at finde personer, som direkte var eller havde været involveret i nynazisme.   

Hvordan skaber du dine personer? Bruger du virkelige personer som modeller? Hvor meget indgår du selv i din hovedperson Michael Plessners karakter?

Jeg forsøger at skabe en balance i romanen, når jeg definerer mine karakterer – forstået på den måde, at persongalleriet ikke må forekomme for ensartet. Herved bliver plottet forudsigeligt og uinteressant. Og frem for alt: Jeg gør mit yderste for, at karaktererne ikke fremstår karikerede eller som stereotyper. Michael Plessner er – plejer jeg at udtrykke det – en kondenseret personificering af min tidligere branche; Jægerkorpset. Men når det er sagt, er han ikke mit alter ego – dog har vi visse fællestræk som for eksempel en stærk retfærdighedssans og handlekraft.   

Har du selv medvirket i aktioner, der minder om dem, som hovedpersonen tager del i?

Ja, i seriens tidligere bind (Shadow Army, Sort Daggry og Dødemandsbugten) beskriver jeg indgående, hvordan specialstyrker opererer indsat på missioner bag fjendens linjer. Det har jeg i kraft af min baggrund som jægersoldat i 11 år naturligvis selv oplevet på egen krop.

Fortæl om din skriveproces. Hvor og hvornår skriver du? Har du en struktureret/ustruktureret arbejdsdag? Hvor lang tid går der fra det første bogstav bliver tastet, til det sidste punktum bliver sat?

Indledningsvist laver jeg en ret omfattende synopsis og disposition for romanen – den kan nemt fylde en 15-20 sider. Den følges ikke slavisk – der opstår evt. nye karakterer, undervejs mens andre udgår – men jeg ender altid med nogenlunde at holde mig til den oprindelige plan. Jeg har ikke en særlig skriverytme eller skriveproces. Men generelt er jeg en sen starter, dvs. jeg træner som regel om formiddagen og kører på kontoret ved middagstid og skriver herefter 6-7 timer. Herefter bliver min hjerne bliver uinspireret og træt. Typisk skriver jeg en times tid, hvorpå jeg tager en lille pause i den friske luft.

Når du skriver, må du nødvendigvis tage pauser. Hvad laver du, når du ikke skriver?

Djævlens Døtre blev – meget overraskende for mig selv – skrevet på lidt over tre måneder. Sædvanligvis er jeg et år eller længere om at skrive en roman. Men den intense skriveproces i sommeren 2018 betød, at jeg skrev mindst 10 timer dagligt, hvorfor jeg blev nødt til at holde pauser. Så typisk skrev jeg omkring fem timer på kontoret, tog ned og trænede i centeret, hvorpå jeg kørte hjem og fortsatte her. Det varierede og lettede skriveprocessen ved at arbejde to forskellige steder.

Fortæl om de feedbacks du får undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sender det til forlaget.

Jeg har en god bekendt, med hvem jeg sparrer om plot, indhold og karakterer. Det er for mig meget nyttigt at have en slags djævlens advokat-funktion koblet på skriveprocessen. Men derudover er ingen inde over manuskriptet før det fremsendes til forlaget.  

Beskriv hvordan du og din redaktør arbejder sammen og fortæl, hvordan det føles, når manuskriptet kommer tilbage, og du så ganske givet skal hele ”baduljen” igennem igen?

Ifm. skrivningen af min første roman, Shadow Army, var jeg i udgangspunktet usikker og meget uerfaren. Derfor besluttede min redaktør og jeg, at jeg afleverede manuskriptet kapitel for kapitel. I den anden roman, Sort Daggry, var jeg mere sikker og afleverede manuskriptet i to halvdele, mens jeg afleverede den tredje, Dødemandsbugten, i fuld færdig form. Jeg har lært utroligt meget ved at skrive de fire romaner og er nu i stand til at stå på egne ben så at sige – selvfølgelig med en kompetent og kritisk redaktør på sidelinjen. Når jeg afleverer manuskriptet, er det selvfølgelig med følelse af forløsning men samtidig velvidende, at der fortsat er arbejde med manuskriptet, efter redaktørens falkeblik har været igennem det.

Hvem har fundet på bogens forside og titel, og hvilken betydning mener du, forsiden har for bogen?

Jeg har selv fundet på såvel titel som layout. Og forsiden udtrykker fint romans tema: ensomhed, tristesse, frustration, frygt.

Hvad gør du og forlaget for at promovere ”Djævlens døtre?

Forlagets pr- og marketingsafdelinger gør, hvad de kan for at markedsføre romanen – dvs. reklamer i trykte og digitale medier, optræden i tv- og radio, kontakt til bloggere, bogmesser – fx Krimimessen i Horsens i april, hvilket jeg ser meget frem til. Derudover gør jeg meget selv og bruger mange penge på sociale medier, hvor jeg laver reklamekampagner, oplægger læseprøver m.v.  

Hvad mener du om krimibloggere set i forhold til de professionelle anmeldere?

Jeg synes, at det er fremragende. Professionelle anmeldere kan have tendens til at lægge vægt på andre elementer i bøger og romaner i forhold til den gængse læser. Således kan det være sundt for alle parter, at der kommer anderledes øjne på udgivelser. Og her kan bloggere bidrage på glimrende vis bidrage til bogmarkedet, idet de i sagens natur har andre forudsætninger for at anmelde en bog end en journalist eller litteraturuddannet, professionel anmelder.

 

Stor tak til Thomas, fordi han ville lade sig interviewe.

Jeg ser frem til at skulle møde Thomas på Krimimessen i Horsens.

 

 

12-09-2018

Stefan Ahnhems nye bog udkommer den 28. september

 

 

Hvorfor flyttede du og din familie til København?

Da Mi og jeg mødte hinanden, boede jeg i Stockholm og havde mine store børn hos mig hver anden uge, så der var ikke andre muligheder, end at hun flyttede op til mig. Samtidigt lovede jeg at flytte med ned til København, når børnene var blevet voksne og var flyttet hjemmefra. Det skete sidste år, så jeg har bare holdt mit ord. For hende er det som at komme hjem, og for mig er det efter 30 år i Stockholm et kærkomment eventyr.  

 

Hvordan er det som svensker at bo i København til sammenligning med at bo i Stockholm?

Stockholm er lidt mere ’posh’ og pænt og ordentligt. København er mere råt, men også hyggeligere og mere charmerende. Jeg elsker både Stockholm og København.

 ’Skavankerne’ ses tydeligere her, og det kan jeg godt lide. Men der er også en dobbelthed i det. På den ene side er det dejligt at kunne gå ned i Irma og købe en flaske vin søndag aften. På den anden side er det tragisk at se narkomanerne og de prostituerede gå rundt i kvarteret.

Det, der har overrasket mig mest, er nok det omstændelige danske bureaukrati og de mange forskellige regler, I har her. Og at alle overholder dem. Jeg troede, Sverige førte an der, men sådan er det ikke. Langt fra. For eksempel står alle fodgængerne og venter, når det er rødt. I Sverige går man simpelthen over gaden, hvis der ikke kommer nogen biler. Eller det at der sidder en måler på hver eneste radiator, fordi nogen skal komme og aflæse dem en gang om året og efter en kompliceret ligning udregne hvor høj vores varmeregning skal være, i stedet for at det bare er en del af huslejen, som det er tilfældet i Sverige.

 

I hvilken del af København bor I? Boligtype?

Vi bor i en ejerlejlighed på Vesterbro.

 

Når du ikke er forfatter eller familiemenneske, hvad fylder du så din tid ud med?

Ha ha! Desværre er der ikke så meget tid til overs at fylde ud. Men jeg holder meget af at se vores venner, lave mad, stå på ski og spille tennis. Og en rigtig god bog slår som bekendt det meste ;)

 

I din kommende bog ”Motiv X” er et tema racisme. Er der en bestemt årsag til, at du har valgt netop dette tema?

I Motiv X kom racisme-temaet mere eller mindre ind ved et tilfælde, og så voksede det sig større. Det var ikke noget, jeg havde planlagt, og sådan er det ofte. Et emne føles relevant og interessant, og selvom bogen udspiller sig i sommeren 2012, indser jeg her bagefter, at den lige nu er skræmmende aktuel.

 

Du har tidligere fortalt i et af de interviews, jeg har lavet med dig, at ideerne til dine krimier pludselig dukker op, når du har set eller læst et eller andet. Hvad gør du med de pludseligt opdukkede gode ideer?  

Jeg prøver at håndtere dem på den bedst mulige måde. Enten i den historie, jeg er i gang med at arbejde med eller i en senere. Oftest handler det om at forsøge at være så lydhør som muligt i forhold til sine egne tanker og idéer, når de pludselig dukker op.

 

Har du oplevet, at en pludselig opdukket idé har fået dig til at ændre kurs med dit igangværende skriveprojekt – evt. har lagt det på hylden eller føjet det ind?

For det meste ved jeg, hvor jeg er på vej hen med en historie. Det er sjældent, at der dukker idéer op, som ændrer hele fortællingen. Så passer de måske bedre ind i en helt egen historie.

 

Har du gang i andre krimiprojekter end serien om Fabian Risk. Vil du evt. løfte sløret lidt?

Nej, lige nu har jeg mere end nok at gøre med at skrive Fabian Risk.

 

Blandt krimielskere regnes du for en af de virkelig gode svenske krimiforfattere. Og det er jo slet ikke så dårligt J. Hvordan påvirker det dig at skulle leve op til det?

Det er kun positivt og dejligt, at der er så mange rundt om i verden, som sætter pris på det, jeg laver. Når det handler om krav, er det nok mest mine egne, jeg skal leve op til. Hvis jeg ikke er tilfreds med en scene, går jeg rundt og er i dårligt humør og irriterer alle i min nærhed. Så som regel er det bare med at få den skrevet om, indtil den bliver velfungerede, så hurtigt som muligt.

 

Hvordan oplever du det at være en kendt krimiforfatter både på bogmesser, i forbindelse med bogudgivelser, i det offentlige rum osv.?

Det er herligt. Alle er rigtig søde, når de kommer hen til mig og vil bare fortælle, hvor glade de er for mine bøger. Netop forfatter er nok det bedste job, man kan have i forhold til det at være kendt. Folk kender dit navn, men ingen ved, hvordan du ser ud.

 

Er der noget nyt om filmatisering af dine krimier? Hvis svaret er JA, kunne det så tænkes, at du selv skriver manus til dem lige som til Wallander- og Irene Huss-serierne?

Ja og nej. Jeg har som sagt mere end nok at gøre med at skrive bøger, og jeg tror også, at filmatiseringen bliver bedre af, at der kommer nyt blod ind i projektet. Så lige nu sidder der to utroligt begavede manuskriptforfattere og skriver løs.

 

Har du – rent forfattermæssigt – nogen ønsker og drømme for fremtiden?

Lige nu udlever jeg min drøm. Men spørg mig igen om et år, så er jeg måske kommet i tanke om noget.

 

 

23-08-2018

 

 

 

 

 

 

 

     

 

Hvem er Arne Woythal?

Jeg bor sammen med min kone og en ældre kat i et lille hus i Herstedvester Landsby. Vores børn er flyttet hjemmefra, så vi har tid til at dyrke vores fritidsinteresser i henholdsvis løbe- og fodboldklub, når vi ikke opholder os i vores lille stråtækte sommerhus i Vemmetofte.

Ud over at skrive bøger, har jeg altid haft en stor passion for musik, så vores hus genlyder jævnligt af klangen fra en af mine guitarer eller det nyligt indkøbte klaver.

 

Hvorfor besluttede du dig for at blive forfatter?

Jeg har altid læst mange bøger. Også kriminalromaner. Når man som fagperson læser beskrivelse af det job, som man naturligt har meget stor indsigt i, så kan man ikke undgå at hæfte sig ved alle de fejl, der optræder. For en stor dels vedkommende er det helt uden betydning for den almindelig læser, men indimellem er det faktisk ret graverende fejl, som generer min faglighed. Min fornemmelse er, at de fleste politifolk har det på samme måde.

Så på et tidspunkt kom jeg på den idé, at det måtte være muligt at skrive en kriminalroman, hvor hovedpersonen ikke var en fordrukken eller narkotikapåvirket politimand, der var i opposition til alle sine kollegaer og i hvert tilfælde til sin chef, som det ofte er tilfældet i kriminalromaner og kriminalfilm. Derfor gav jeg mig i kast med selv at skrive en krimi, og det blev til min første roman De Dræbtes Advokat, der blev udgivet i 2016.

 

Hvordan fik du idéen til Gribbene fra Sofia?

Inspirationen til den roman stammer fra en henvendelse fra en bulgarsk kvinde, som jeg fik i midten af 1990´erne, mens jeg arbejde i Gladsaxe kriminalpolitis afd. A (Drabsafdelingen).

Hun fortalte meget udførligt om nogle forhold i Kulturhuset i Sofia, hvor hendes bror havde været direktør. Her var begået en række drab, og stedet var omdrejningspunkt for meget alvorlig narkotikakriminalitet, og hun fortalte sågar om et brev, som blev stjålet fra direktørens pengeskab. Det er nogle af de elementer, jeg har brugt til min roman, men det er selvfølgelig ikke virkeligheden, jeg beskriver én til én.

 

Hvordan skaber du dine personer? Bruger du virkelige personer som modeller?

Ingen af karaktererne i mine romaner eksisterer i virkeligheden, men de er sammensat med inspiration fra flere forskellige personer. For mine kollegaer har det været en sport at gætte på, hvem af dem der har inspireret mig til de enkelte karakterer.

Nogle kollegaer kommer tæt på, mens andre med stor sikkerhed har placeret sig selv eller en kollega i en rolle, som jeg overhovedet ikke har haft i tankerne. Fælles for mine kollegaers tilbagemeldinger har været, at beskrivelsen af miljøet og arbejdsmetoderne rammer plet.

 

Fortæl om din skriveproces. Hvor og hvornår skriver du? Hvor lang tid går der fra det første bogstav bliver tastet, til det sidste punktum bliver sat?

Det korte svar er, når jeg kan og hvor som helst. Min kone plejer at sige, ”Arne har to fuldtidsjob.” Og det er der et gran af sandhed i. Jeg bruger al den ledige tid, jeg har på at skrive.

Selvfølgelig har vi en række sociale arrangementer, ser familie og venner, går i teatret og biografen, men når jeg har en smule tid, tager jeg computeren frem og skriver, eller læser og retter i tekst, jeg allerede har skrevet.

Den førte roman tog knapt to år at skrive. Den Hollandske Forbindelse skrev jeg på et år, mens jeg skrev Gribbene fra Sofia på syv måneder. Men det kunne jeg også kun gøre fordi, jeg sad tre måneder i Grønland, hvor jeg passede mit arbejde i politiet 40 timer og ugen og stort set brugte resten af tiden på at skrive på romanen. Udenfor var det mørkt og bidende koldt.

 

Fortæl om de feedbacks du får undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

I løbet af skriveprocessen får jeg ikke feedback. Jeg skriver hele manuskriptet færdigt for mig selv, inden jeg viser det i sin helhed til fire personer.

Den ene er min kone, som læser det igennem og kommer med ændringsforslag til det sproglige. Bente læser normalt ikke krimier, for hun bryder sig ikke om voldsomheder, men sprogligt er hun ret stærk. Min gode ven Jens, som er dokumentarist, er meget skarp og giver nogle rigtig gode tilbagemeldinger til persontegningen, som jeg har haft stor glæde af. Min gamle pensionerede makker, Jan, læser på det politifaglige og min datter Linn læser for at give mig ungdommens perspektiv på manuskriptet.

Når jeg har fået reaktioner fra mine fire beta-læsere, retter jeg det, jeg kan bruge og sender så manuskriptet til forlaget.

 

Beskriv hvordan du og din redaktør arbejder og fortæl, hvordan det føles, når manuskriptet kommer tilbage fra din redaktør, og du så ganske givet skal hele ”baduljen” igennem igen?

Jeg har et rigtig godt samarbejde med mine redaktører fra Byens Forlag. Jeg ser deres tilbagemeldinger som ændringsforslag, der har til formål at gøre mine romaner bedre. Men jeg er mig også bevidst, at det er mit navn, som står på omslaget af bogen, og derfor også mig, der i sidste ende bestemmer, hvad der skal stå i bogen. Dog plejer deres ændringsforlag ikke at være meget omfattende, så jeg tilretter hurtigt mine manuskripter og uden beklagelse.

 

Hvem har fundet på bogens forside og titel, og hvilken betydning mener du, forsiden har for bogen?

Titlen er min alene, og den har der aldrig været stillet spørgsmål til. Da jeg skulle have min første roman udgivet, spurgte forlaget, om jeg havde en idé til, hvordan omslaget skulle være, og det havde jeg. Jeg fortalte om idéen, som forlaget lyttede tålmodigt til.

Nogen tid efter sendte de omslaget, som den kom til at se ud og sagde, ”den kunne jo også se sådan ud.” Det var et langt bedre forslag, end det jeg var kommet med, så det blev sådan.

Da Den Hollandske Forbindelse skulle udkomme, spurgte de igen om min mening, men belært af førte gang, bad jeg forlaget om at komme med et udkast. Jeg fik to at vælge imellem, men var aldrig i tvivl, da jeg så omslaget, det endte med at blive.

Da Gribbene fra Sofia skulle udkomme, overlod jeg det helt til forlaget og var med det samme begejstret for det endelige resultat. Forsiden er meget vigtig. Det er den, der skal fange en mulig læsers interesse. Den skal udstråle og afspejle nerven i bogen.

 

Hvad gør du og forlaget for at promovere Gribbene fra Sofia?

Forlaget har en strategi med at henvende sig til pressen, anmeldere, tv- og radiostationer. Den proces er jeg selv kommet med i, og det lykkedes mig at komme i TV2- programmet Go´morgen Danmark med min første roman.

Jeg har også optrådt i nogle lokalradioprogrammer og er blevet interviewet til flere lokalaviser. Jeg har også være ude i boghandlere og signeret bøger. Så deltager jeg i såvel Bogforum som Krimimessen. Herudover holder jeg en række foredrag i AOF og FOF-regi, og jeg ajourfører min hjemmeside arnewoythal.dk samt en forfatterside på Facebook, hvor jeg orienterer om stort og småt i mit forfatterskab. 

 

Enkelte krimiforfattere har en personliste forrest i bogen. Det kan jeg godt lide. Hvordan stiller du dig til en personliste?

Det har ikke været inde i mine overvejelser, men det kan være en rigtig god idé, hvis persongalleriet er stort.

 

Hvordan er det at etablere sig som ny forfatter i Krimidanmark?

Det er ikke let, fordi der er rigtig mange om buddet. Og når man bliver udgivet på et af de mindre forlag, skal der kæmpes lidt hårdere, end hvis man kommer ud på et af de større forlag. Men sådan er vilkårene. Det er også en rigtig spændende proces.

 

Hvad mener du om krimibloggere set i forhold til de professionelle anmeldere?

Jeg mener, at krimibloggere gør et fantastisk og uvurderligt arbejde. Det er en stor fornøjelse at blive anmeldt af mennesker, der læser krimier som passion, og jeg er sikker på, at mange krimilæsere føler sig på bølgelængde med bloggerne.

Det er ikke let at komme igennem til de professionelle anmeldere, og det skal selvfølgelig ses i lyset af, at de bliver dynget til af bøger, som forlagene ønsker anmeldt.  

 

Nu til det mere politimæssige:

Da jeg mødte dig til BogForum, og jeg fandt ud af, at du havde titel af kriminalassistent, blev jeg noget forbløffet. Jeg havde nemlig hørt, at det kun er de ”gammeldags, traditionsbundne stivstikkere”, der beholdt den titel. De fleste bruger titlen politiassistent. Hvordan hænger det sammen med Politireformen af 2007?

Før Politireformen i 2007 var politiet opdelt i to. Ordenspolitiet, som bestod af ca. 8.000 mand og Kriminalpolitiet, der bestod af ca. 2.000 mand. Disse blev sammenlagt til én politistyrke under et politiforbund ved reformen.

Ved nedlæggelse af kriminalpolitiet forsvandt også alle titler med kriminal i ledelseslagene. Alle kriminalpolitiledere, der ønskede at fortsætte som ledere i politiet, måtte påtage sig en politititel. Men en forordning under Finansministeriet godtgjorde, at man ikke kunne fratage en mening medarbejder sin én gang erhvervede titel uden pågældendes samtykke, så derfor blev alle menige medarbejdere i kriminalpolitiet gjort bekendt med, at de fra reformens begyndelsen ville få titlen politiassistent, hvis ikke de skriftligt tilkendegav, at de ville beholde titlen som kriminalassistent.

Personligt valgte jeg at beholde titlen som kriminalassistent, fordi den signalerer den særlige faglighed, jeg har opbygget igennem mange år med efterforskning af komplicerede sager.

Mig bekendt bad stort set alle om at beholde deres titel, og rigtig mange, der kommer op i de tunge efterforskningsafdelinger i dag, giver udtryk for, at de ville ønske, at de kunne få den titel.

Når jeg tænker over det, kan jeg ikke komme i tanke om en eneste kriminalassistent, der frivilligt har opgivet sin stillingsbetegnelse. Når jeg læser din bemærkning om ”gammeldags, traditionsbundne stivstikkere,” kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, at det må du have hørt fra en ordenspolitimand, der ikke selv kunne få en stilling i kriminalpolitiet i sin tid. Rønnebærrene er sure, som ræven sagde.

 

Nu skal jeg lige være helt sikker. Er der flere politititler, der begynder med ”kriminal… ”?

Nej, kun kriminalassistenter, så når du læser om politiledere med kriminal i titlen må historien foregå før 1. januar 2007 eller bero på dårlig research.

 

I de tre krimier, du har udgivet, bruger du betegnelsen ”Drabsafdelingen” om den afdeling, der tager sig af efterforskning på Albertslund Politigård.

Ret beset hedder det jo ”Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet.” Jeg synes, at det virker forkert, at det er ”Drabsafdelingen”, der rykker ud i ”Gribbene fra Sofia” i forbindelse med et bankrøveri.

Hvorfor bruger du betegnelsen ”Drabsafdelingen” i stedet for fx ”Efterforskningen”?

Ja, det er rigtigt, at jeg bruger betegnelsen Drabsafdelingen, og at det reelt hedder Personfarlig Kriminalitet. Men i daglig tale og i folks bevidsthed ved alle, hvilken afdeling der er tale om, når man bruger det folkelige navn Drabsafdelingen. Det gør vi politifolk også i ny og næ.

Det har jeg faktisk også gjort noget ud af at forklare i De Dræbtes Advokat i kapitel 3. I den forbindelse kan jeg fortælle dig, at der rent faktisk heller aldrig har været noget, der hed Rejseholdet. Officielt hed det Rigspolitiet Rejseafdeling, men alle ved, hvad man taler om, når man siger Rejseholdet.

Før politireformen brugte kriminalpolitiet bogstaver for afdelingerne. Afd. A var drabsafdelingen, afd. B, bedrageriafdeling og afd. N, narkotikafdelingen.

I Gribbene fra Sofia rykker Drabsafdelingen ud til et hjemmerøveri, hvor en ældre kvinde er blevet dræbt, og det er nøjagtigt, som det ville være i virkeligheden.

I De Dræbtes Advokat rykker Drabsafdelingen ud til et bankrøveri, men det er også, som det ville være i virkeligheden, fordi i den sag, skød røverene efter et vidne, og det vil blive behandlet som drabsforsøg, og derfor kommer Drabsafdelingen på banen.

Det vil ikke være fyldestgørende at kalde afdelingen for Efterforskningen, som du foreslår, fordi Efterforskningen er et samlebegreb, der dækker over en række afdelinger, nemlig Lokal Efterforskning, som tager sig af indbrud, mindre voldsager, røverier og økonomisk kriminalitet.

Central Efterforskning består af Personfarlig Kriminalitet, der tager sig af drab og sædelighedsforbrydelser, mens Organiseret Kriminalitet tager sig af narkotika- og bandekriminalitet.

I skrivende stund, kan jeg fortælle, at Københavns Vestegns Politi arbejder på at udskille Personfarlig Kriminalitet i to selvstændige afdelinger, hvoraf Personfarlig Kriminalitet kommer til at tage sig af drab og drabsforsøg, mens den nye afdeling Overgrebssektionen kommer til at tage sig af alle overgrebssager, altså en regulær sædelighedsafdeling. Men det forstærker blot yderligere rigtigheden i mit brug af betegnelsen Drabsafdelingen for Personfarlig Kriminalitet.

 

Hvad står der rent faktisk på dørskiltet til ”Drabsafdelingen” på din politigård?

Der er ikke en egentlig dør ind til afdelingen, som er en række kontorer på en lang gang.

På dørskiltet ind til mit kontor står der:

Arne Woythal, kriminalassistent. Personfarlig Kriminalitet.

20-07-2018

 

Link til introduktionsvideo:

https://www.facebook.com/lotte.petri/videos/10215733226661296/

 

 

 

 

 

 

 

I dag den 20. juli 2018 udsender Lotte Petri sin nye krimi ”Blodengel”. I den anledning har jeg lavet dette interview med hende:

Hvornår og hvorfor begyndte ”Blodengel” at spøge i dit hoved?

Jamen det var for ikke så lang tid siden i bogsammenhæng, faktisk i november måned sidste år. Jeg blev kontaktet af Storytel, hvor de spurgte, om jeg ikke havde lyst til at lave en serie. Jeg har jo tidligere skrevet ”Black notice”, som er en miniserie i fem afsnit, så formatet har jeg prøvet før.

Hvad sker der med dig mentalt, når ideen bare er den rigtige?

Det er jo en proces at skabe den rigtige ide. Noget man tror er rigtigt i starten, holder måske ikke vand, når man går i gang med at skrive. Så må man tilbage og rette. Man kan blive ved med at lave småjusteringer indtil ret sent i processen. Jeg tror det dybest set handler om en fornemmelse af, at det er rigtigt, det man har fat i.

Hvordan holder du styr på dine tanker og ideer til en ny krimi?

Jeg har nogle notesbøger, som jeg skriver og tegner i. Og så skriver jeg på alle mulige sedler, så som kvitteringer, kuverter mm. Min mand er ved at blive sindssyg over alle de sedler, så jeg prøver at holde mig til notesbøgerne. Desuden skriver jeg kommentarer og noter i det hoveddokument, der kommer til at udgøre manuskriptet.

Har du en struktureret arbejdsplan, når du skal til at starte på en ny krimi?

Jeg er hurtig til at finde ud af en deadline, og så afpasser jeg planen derfra. Jeg sætter en dato for, hvornår førsteudkastet skal være færdigt. Så lader jeg manuskriptet ligge en tid. Men det er ikke altid, at der er tid til, at det kan ligge længe. Men det er vigtigt at lægge det væk og så tage det frem igen. Ellers kan man ikke se fejlene, og tingene når ikke at modnes.

Hvordan researcher du?

Jeg har arvet nærmest et bibliotek fra min far og elsker bøger. Jeg køber bøger, gerne hos boghandleren eller låner på biblioteket. Jeg spørger også gerne mine eksperter, om de kan henvise til relevant litteratur, det sparer mig for en masse tid. Jeg gør meget ud af at besøge mine ”locations”, altså de steder, hvor mine krimier foregår. Det har bragt mig vidt omkring. Lige fra Roskilde til Nuuk. Det gode ved at researche er, at man får en masse gode detaljer forærende. Jeg kunne jo godt i fantasien forestille mig, hvordan der f.eks. ser ud på politistationen i Rønne, men alligevel valgte jeg at tage derover. På den måde fandt jeg ud af, at lederen af lufthavnen er en kvinde. Jeg havde bare skrevet ”ham”. Man undgår en masse fejl på den måde.

Hvad har været nødvendigt for dig at researche til ”Blodengel”?

Jeg har haft den sædvanlige snak med min retsmediciner omkring de scener, der foregår på Retsmedicinsk Institut. Desuden har jeg været inde på Tandlægeskolen i København – for jeg kan godt afsløre, at tænder indgår i plottet i ”Blodengel”. Jeg talte med en radiolog og nogle tandlæger derinde. Det var en fin oplevelse, og jeg fik en god fornemmelse af, hvordan stemningen er. Jeg har også besøgt Avnstrup, hvor jeg voksede op. Min far var psykiatrisk overlæge derude, dengang det var sindssygehospital – ja, det kaldte man det dengang. Jeg boede med familien i en tilknyttet embedsbolig, som jeg også har genbesøgt. I dag er der asylcenter derude. Jeg fik en rundvisning, og jeg kan afsløre, at der løber en uhyggelige ingeniørgang mellem hovedbygningen og maskinhuset. Den indgår i en ret central scene i ”Blodengel”. Desuden er der ligskuffer nede i kælderen, så alt i alt lever det op til mine forventninger til en uhyggelig ramme om krimien.

Fortæl lidt mere udførligt om noget, der i denne forbindelse har været mega interessant.

Det var en bevægende oplevelse at besøge sit gamle barndomshjem, der nu er børnehave. Jeg kunne pludselig huske, at vi fik hospitalsmad op i sådan nogle store skåle, en slags metaltromler. Vi fik tit millionbøf og citronfromage. Nogle gange var desserten ødelagt af den varme hovedret.

En anden interessant oplevelse var, da jeg besøgte Politigården i København. Det var lidt svært at få lov at komme derind, men til sidst lykkedes det. Jeg fik en personlig guidet tur, og bygningens arkitektur er enestående. Det var lidt vigtigt for mig at komme derind, fordi Sofie Engell, som er min nye heltinde i Blodengel, får til opgave at lede den såkaldte E-gruppe, der skal fange en skruppelløs seriemorder. E-gruppen placeres inde på Politigården. Jeg ville have svært ved at beskrive deres rammer på en troværdig måde, hvis jeg ikke havde set stedet.

Hvordan gemmer du dit researchede stof? Skriver du det ned? Tager du billeder? Optager/filmer du?

Jeg har først og fremmest alle sanser åbne. Hvordan er stemningen? Hvordan lugter der? Væggenes farver – vinduer – gulve, alt skal med. Det er ikke altid passende at tage billeder, så jeg prøver at affotografere det i mit indre. Når jeg kommer hjem, skynder jeg mig at skrive indtrykkene ned. For de forsvinder hurtigt.

Hvordan har du skabt dine personer i ”Blodengel”?

Jeg lærer dem stille og roligt at kende, efterhånden som handlingen udspiller sig. Deres egenskaber bygges på lidt ad gangen. Jeg synes tit, det kan være svært at have dem tegnet meget hårdt op på forhånd. Så synes jeg godt, at det kan blive lidt karikeret.

Hvad sker der med dig, når du siger: ”Nu er jeg klar til at gå i gang ved tasterne?”

Ja, det er jo et godt spørgsmål. Nogle gange skal man bare i gang med at skrive hovedtrækkene i handlingen ned. Så fylder jeg på, og på et tidspunkt begynder jeg at skrive dialog og miljøbeskrivelser.

Hvordan er du at være sammen med, når du er i gang med skriveprocessen?

Jeg tager ofte på skriveophold, fordi det er vigtigt med ro, hvis der skal produceres meget. Jeg er som regel ret skikkelig, men jeg kan godt blive spændt op til en udgivelse.

Har du en struktureret/ustruktureret arbejdsdag? – Hvad laver du, når du ikke skriver?

Jeg skriver hver dag. Gerne meget tidligt om morgenen, og så igen senere på formiddagen. Jeg holder nogle gode lange pauser. Når jeg ikke skriver, går jeg ture, er i motionscenter eller er sammen med børn, venner og øvrig familie.

Hvor befinder du dig rent fysisk, når du skriver?

Lige nu er jeg i Hornbæk, hvor vi har sommerhus. Ellers er jeg ofte på Hald Hovedgaard, nær Viborg, på Bornholm, på Svanekegaarden eller i Visby på Gotland.

Hvornår (ca. dato) startede du på ”Blodengel”?

Jeg kom vist nok først rigtig i gang i begyndelsen af februar. Forinden havde jeg fået godkendt afsnit et samt en oversigt over handling og personer og skrevet kontrakt med Storytel.

Er du ”helt alene”, når du skriver, eller konfererer du af med nogen undervejs?

Jeg har nogle rigtig gode læsere, som er knivskarpe. Her bliver der luget meget ud under vejs. Min mand plejer også at læse et igennem til sidst. Men det er primært min redaktør, som er inde over og kommer med feedback.

Hvordan arbejder du med et råmanuskript. Skriver du løs fra hjertet – eller bearbejder du stoffet undervejs? Retter og ændrer du i det skrevne og dit planlagte handlingsforløb?

Jeg har et resumé/disposition, som jeg følger. Men undervejs sker der ændringer her og der. Jeg starter med at skrive løs, og så lægger jeg manuskriptet fra mig – og så genlæser jeg. Sådan et manuskript er igennem rigtig mange gennemlæsninger.

Hvordan holder du fast i overblikket over handlingen, når du skriver?

Det kan nogle gange være svært at bevare overblikket, når man er nede i detaljen. Derfor kan det være godt at læse på forskellige måder. Jeg kan genvinde overblikket ved at læse manuskriptet hurtigt igennem, uden at tænke på sætningskonstruktioner og detaljer. Andre gange leder man efter småting eller løse ender.

Hvordan har du det med at skrive om vold og brutalitet?

Jeg er faktisk ret fredelig, men ondskaben som fænomen interesserer mig. Når man skriver realistiske krimier, er volden et vilkår, hvis det skal være troværdigt. Jeg læser mange artikler om drabssager, og desværre overgår virkeligheden fantasien. Jeg prøver at holde beskrivelserne af vold så korte som muligt, ellers går det over i splatter-genren, som ikke interesserer mig.

Hvilken betydning har det for dig, at det politimæssige og fakta i al almindelighed er i orden?

Det betyder rigtig meget. Jeg har en bedre mavefornemmelse, når jeg har undersøgt tingene ordentligt. Men det er jo et kæmpe arbejde. Omvendt er det det, der gør min hverdag spændende – at jeg kommer ud og møder virkelighedens drabschefer og retsmedicinere.

Hvad skete der med råmanuskriptet til ”Blodengel”, da du kunne erklære det færdigt?

Det var igennem en masse processer – genlæsning og omskrivning – og atter læsning. Jeg have også en korrekturlæser på, som samtidig også så på det indholdsmæssige. Det er godt med nogle friske øjne, når man har været igennem så mange gange. Jeg tror næste jeg kan den udenad!

Hvem læser dit råmanuskript?

Redaktøren, nogle betalæsere og førnævnte korrekturlæser.

Du har sagt, at du ikke har brug for ”rygklappere” i feedbacken, men hvordan føler du det, når dine ”feedbackere” kommer med kritik?

Jeg vil selvfølgelig helst undgå negativ kritik, men jeg glæder mig over at få den, før manuskriptet går i trykken, for så kan det ikke ændres. Men jeg tager stilling til, om jeg vil rette, for der skal være plads til nogle kunstgreb, der får tingene til at glide og hænge sammen.

Hvad gør du med feedbacken, du får, og hvilken indflydelse har den haft på ”Blodengels” endelige udformning?

Som sagt læser jeg alt igennem og udvælger det, jeg vil rette. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at vi er meget forskellige som læsere, men alle input er vigtige, og jeg er utroligt glad for hjælpen.

Har der været ”sjove fejl”, som dine ”feedbackere” har opdaget undervejs?

Ja, da. Der kan være ting, læserne undrer sig over. Årsag og virkning. Kan man nå det på så kort tid? Kan man se det i bælgravende mørke osv. Det er derfor det er vigtigt at have friske øjne på sagen. Jeg ved jo godt, hvad der skal ske – og nogle gange glemmer man mellemregningerne.  

Hvor mange gange har du skrevet ”Blodengel” om undervejs?  På jysk: Er det træls, eller er det interessant?

Jeg plejer at kalde det en ”gennemskrivning”. Når man retter, så får det indflydelse på noget andet, som så påvirker noget tredje. Derfor læser jeg det altid grundigt igennem igen, hvis noget bliver rettet. Nogle gange dukker der ”nisser” op – ting man havde glemt også skulle ændres. Og jo, det kan godt være træls at skrive noget om, men det er jo en del af processen.

Hvem erklærer et manuskript for færdigt? Hvornår (dato) blev sidste punktum sat i ”Blodengel”?

3. juli. Og jeg erklærede det færdigt.

Hvad skete der efterfølgende med manuskriptet?

Den blev konverteret som e-bog 4. juli og samme dag startede Dan Schlosser indlæsningen. Så man må sige, at det har været et meget koncentreret forløb.

Hvorfor hedder bogen ”Blodengel”? Hvem fik ideen?

Det gjorde jeg. Det med navne er svært, men efternavnet Engell synes jeg var fint, fordi hovedpersonen har en traumatisk baggrund med hustruvold. Hun slæber rundt med nogle lig i lasten, samtidig med, at hun skal fange en seriemorder.

Hvem har fået ideen til bogens forside – altså bogens ansigt udadtil– en ret vigtig sag.

Det har været et samarbejde med forlaget. Vi havde den frem og tilbage et par gange, før jeg godkendte den.

Har ”Blodengel” et budskab? Eller det ”bare” en spændende videnskrimi?

Først og fremmest skal den underholde. Men der smutter nogle samfundskritiske betragtninger ind, f.eks. vilkårene for psykisk syge, som nogle steder er alt for dårlige. Samtidig er hovedpersonerne på en måde ensomme, og det gør dem sårbare.

Hvorfor udkommer ”Blodengel” først som e-bog og lydbog?

Det er en del af Storytelkonceptet, og det minder om netflix, hvor man, efter at have købt abonnement, har fri adgang til en række titler.

Hvornår udkommer den trykte bog?

Det håber jeg, at den gør op til krimimessen. Men jeg har ikke en dato endnu.

Hvilke planer har du med ”Blodengel” på BogForum og ikke mindst på Krimimessen i Horsens?

Jeg regner med at skulle optræde både i København og i Horsens. Forlaget er i dialog med BogForum – og jeg skal på scenen 26. november kl. 12, men det er med en kriminovelle, som hedder Storm over Bornholm, som udkommer inden længe.

Hvornår og hvordan holder du ferie? Kan du slappe af? Eller rumsterer der allerede en ny krimi i serien om Sofie Engell i dit hoved? Vil du løfte en flig af sløret?

Jeg er i gang med at skrive en gysernovelle også til Storytel som skal udkomme i forbindelse med halloween. Ellers har jeg arbejdet med ovennævnte bornholmske novelle. Men noget ferie har jeg afholdt. Vi bliver bare hjemme i det dejlige vejr. For kort tid siden var jeg med mand og børn i Rom, og før det var jeg på Grønland, så fint med lidt ro på.

Og jo, jeg har dystre planer for Sofie Engell, som næste gang får til opgave at opklare et drab, hvor sporene leder til Grønland. Den håber jeg på når at udkomme til Krimimessen – det er i hvert fald planen!