04-04-2014

Interview med Michael Lycke

FAKTA

 

Michael Lycke er forfatter til den anmelderroste ”Metusalemgenet”, du udkom i 2012. Bogen kan betegnes som en ”videnskabsthriller”. Bogens tema er bl.a. hvor langt videnskaben er kommet i bestræbelserne for at forlænge menneskets levetid.

 

Michael Lyckes bog er udgivet på Peoples’ Press

 

Alder:           40                

Kone:           Nix               

Børn:            En datter på 4                  

Job:              Valuta/boghandel/kiosk i Billund Lufthavn          

Bopæl:         Et sted mellem Horsens og Skanderborg, 8751 Lars Tyndskids Marker     

 

Du er ikke fuldtidsforfatter.  Hvad arbejder du med?

Jeg har et deltidsjob i Billund Lufthavn, hvor jeg både langer krimier, dollars og hygiejnebind over disken.

 

Var du som barn en, der altid sad med næsen i en bog, eller hvad lavede du?

Meget af tiden gjorde jeg, ja. Men jeg brugte mere tid på selv at skrive historier, små filmmanuskripter og tegneserier.

 

Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter?

I mange år ville jeg være filminstruktør. Det var det eneste, der fyldte i mit hoved. Jeg flyttede til København, da jeg var i starten af tyverne, blev kort efter runner hos Nimbus Film, der på det tidspunkt var nyopstartet.

Jeg var blandt andet med på produktionen af Thomas Vinterbergs første spillefilm, ”De Største Helte”.

Sideløbende skrev jeg på et manus til en spillefilm, som blandt andre en producent syntes var interessant, men manglede en hel del redigering. Det Danske Filmværksted sagde desuden ja til at lægge gear og materialer til, men mente, at jeg selv skulle rejse et par millioner, før projektet kunne blive til noget.

Jeg vidste ikke, hvordan man fik så mange penge op at stå, og samtidig kunne min økonomi ikke længere holde til, at jeg arbejdede som ulønnet filmmedarbejder. Derfor forlod jeg filmverdenen.

Så fik jeg idéen til at tage et element (en nisse) ud fra filmmanuskriptet og beskrive den som en levende skabning. Det samme gjorde jeg med andre mytiske væsner, og til sidst var der en hel bog. Jeg tegnede dem alle og sendte det hele ind til Gads Forlag.

Det var dem, der lavede alle mulige felthåndbøger om rigtige dyr, så jeg mente, at det var dem, der skulle udgive den. Den var de ikke enige i, så de anbefalede Hovedland, som kort efter sagde ja tak. Så beslutningen om at blive forfatter tog jeg, da jeg var 25 og lige havde underskrevet kontrakten med Forlaget Hovedland.

 

Hvad har du skrevet ud over ”Metusalemgenet”?

Min første bog var den førnævnte, ”Nisser & Trolde – og andre glemte dyr”, der kom i 2000. Derefter mente jeg, det var på sin plads at skumme al fløden selv uden om et etableret forlag, så jeg startede mit eget, Forlaget Spinkelben, hvor jeg nåede at udgive to børnebøger, ”Halte-Amalie” (2004) og ”Halte-Amalie Og Skipper Labskovs” (2005).

Det viste sig dog, at det krævede langt mere benarbejde og administrativt arbejde, end jeg havde lyst til at lægge i det. Jeg ville skrive historier og ikke sidde og lave regnskab, så jeg droppede forlaget efter nogle år og skrev i stedet en fantasyroman, ”Lermaske” (2008), der udkom på Phabel (det, der nu svarer til People’s Press Jr.).

 

Hvad fik dig så til krimiforfatter?

Jeg var flyttet til Horsens nogle år tidligere og deltog (som besøgende) i Krimimessen, omtrent fra den startede op. Jeg blev efterhånden temmelig fascineret af krimier og spændingsromaner, og den næste udfordring, jeg gav mig selv, blev at skrive en roman for voksne. Det blev så til ”Metusalemgenet” (2012).

Jeg havde som sådan aldrig været krimifan. Men skal jeg koge det ned, var der tre elementer, der fik mig til at kaste mig ud i en spændingsroman.

Den første var Krimimessen. Den anden var Dan Brown. Den tredje var Tom Egeland, som jeg ”opdagede” umiddelbart efter, jeg havde stiftet bekendtskab med hr. Brown.

Jeg vil ikke sige, at jeg er en ”født” krimiforfatter, hvilket nok også tydeligt ses af de forskellige genrer, jeg allerede har bevæget mig rundt i. Men jeg vil gerne fortælle om videnskabelige gennembrud og mysterier, og dertil er krimi-/spændingsgenren oplagt, fordi den har det hér naturlige drive: En forbrydelse begås, og den skal efterfølgende opklares.

 

Fik du afslag fra andre forlag, før Peoples’ Press udgav din debut?

Nej.

 

Hvordan får du ideerne til dine thrillers?

Jeg bliver fascineret af en nyhed, en opdagelse, et videnskabeligt gennembrud. Et eller andet fanger min interesse, og jeg vil gerne vide mere. Og så håber jeg, at hvis emnet fanger mig, vil det også kunne fange en eventuel læser.

 

Hvordan  fandt du på, at din hovedperson Noah Safran  i ”Metusalemgenet” skulle være transvestit?

Uden på nogen måde at være krimiekspert havde jeg dog bemærket, at der var en vis trend med at lave makkerpar i krimifiktionen. Krimifans kan sikkert selv komme med temmelig mange eksempler på netop dét.

Jeg kunne se fordelene i et makkerpar, men ville dog gøre det med et twist. Efter forskellige overvejelser fandt jeg på det med transvestitismen. Jeg kunne se forskellige fordele ved det, blandt andet en nærmest Dr. Jekyll/Mr. Hyde-agtig fornemmelse, når Noah optræder som sit alter ego. Desuden er han jo i forklædning og derfor i stand til at bevæge sig ind i områder, han normalt ville holde sig fra.

 

Mange krimiforfattere er meget udpenslende, når de beskriver en forbrydelse. Hvor direkte synes du, at du kan være i dine beskrivelser af en forbrydelse?

Jeg synes, jeg kan være meget direkte og udpenslende. Men der skal være en grund til det! Det kan eksempelvis være for at fortælle, hvor dumt et svin morderen er. Men jeg synes, der er en tendens til at konkurrere i blodighed og voldsomhed, og den konkurrence gider jeg ikke være en del af. Jeg vil langt hellere være udspekuleret end makaber.

 

Fortæl i hovedtræk, hvordan du gør, når du skriver.

Når selve skriveprocessen er i gang, er det vigtigt for mig at være i et flow; kan det lade sig gøre, vil jeg skrive dagligt, så jeg hele tiden befinder mig i historien. Det optimale for mig er at gå tidligt i seng, stå op mellem klokken fem og seks, sætte kaffen over og tænde computeren for derefter at sætte mig til tasterne så hurtigt og tidligt på dagen som overhovedet muligt. Jeg vil helst have en følelse af at have hele verden for mig selv, mens jeg skriver.

 

Går du i ”forfatterskjul” på fx Hald Hovedgaard eller lignende steder?

Jeg har indtil videre kun prøvet at gå i skriverskjul i min egen hule, bortset fra en enkelt afstikker til Inger Wolf i det sydspanske. Forfatterrefugier har jeg endnu ikke prøvet, til dels fordi jeg har svært ved at tage en uge eller to ud af kalenderen. Men det skal da prøves på et tidspunkt. Jeg er sikker på, at samværet med en mængde ligesindede mennesker kan være ret så givtigt.

 

Hvad gør du rent researchmæssigt?

Mine spændingsromaner kræver store mængder research! Jeg starter på nettet, går over bøger og dokumentarfilm for til sidst at kontakte og mødes med eksperter, der har lyst og tid til at involvere mig i deres arbejde. Heldigvis er de fleste mennesker meget glade for at fortælle om netop det, de brænder for. Og så er der den bivirkning, at researchen ofte giver mig noget ”gratis” til handlingen; ny viden, nye lokaliteter, nye begivenheder, der viser sig at kunne gøre sig godt i en roman.

 

Hvor vigtigt er det for dig, at facts er i orden? Skal stederne, der beskrives, eksistere i virkeligheden? Hvad med politikorpsene i udlandet, er de korrekt beskrevet?

Det er vigtigt for mig, at fakta er i orden. Og det er de derfor i langt overvejende grad. Men … jeg burde måske ikke sige det … hvis jeg først har givet læseren en illusion af, at ALT er faktuelt korrekt, er det nemmere at snige lidt selvopfundet med efterfølgende, fordi læseren til den tid ”stoler” på mig. Så: At fakta er i orden, er vigtigt for mig, men der skal trods alt også være plads til digteriske friheder J

 

Hvor meget er din redaktør inde over det, du skriver? Følger du altid vedkommendes råd?

Min redaktør er meget inde over. Ikke så meget undervejs i skrivningen, selv om det også er sket. Hvis jeg har været i tvivl om en eller anden parallelhistorie, eller har overvejet, om en karakters navn ville blive for tegneserieagtigt, er det da sket, at jeg har spurgt ham om hans mening. Men når først manus er afleveret, kommer han for alvor på banen, og så kommunikerer vi meget. Og nej, jeg følger ikke altid hans råd. Rent faktisk opstår der af og til situationer, hvor jeg mener, at jeg er klogest… Men han er sgu dygtig!

 

Hvordan laves bogens forside?

Jeg lægger ud med en darling eller to eller tre, jeg har svært ved at slå ihjel. Derefter kommer min redaktør med nogle irriterende tilføjelser om, at bogen jo i virkeligheden handler om dét eller dét. Så bliver vi nogenlunde enige om noget, vi kan sige videre til grafikeren, der herefter kører det hele gennem sit eget filter og kommer op med noget tredje. Derefter slås vi lidt frem og tilbage, og den stakkels grafiker kommer op med det ene bud efter det andet, mens vi diskuterer alt fra de store linjer til helt små detaljer. Måske forkaster vi en hel idé og finder på noget fuldstændig nyt. Men det er en fantastisk sjov og spændende proces, samtidig med at det er ren gambling, for alle ved, hvor vigtigt coveret er, men ingen har opskriften på dét, der virkelig fanger.

 

Hvad betyder anmeldelser for dig?

De betyder meget mere, end jeg vil stå ved. Jeg ville ønske, jeg kunne være ligeglad med dem, men jeg må nok erkende, at jeg er virkelig følsom over for dem, og en lunken anmeldelse kan slå mig ud i dagevis.

 

Hvad betyder det at blive interviewet på Krimimessen i Horsens og på BogForum?

Det betyder at kunne se nuværende eller fremtidige læsere i øjnene, mens jeg fortæller om det, jeg elsker højest … at skrive. Det er nervepirrende, jeg er altid ved at skide grønne grise, før jeg skal på scenen, men når jeg først sidder der, træder den narcissistiske Michael også frem, og så … nyder jeg det … nærmest …

 

Hvad er succeskriteriet for en bog?

Tja, hvad er det? Det ved jeg faktisk ikke. Jeg skriver bare, håber det bedste, og krydser fingre for, at jeg en dag kommer til at leve af bøgerne.

 

Skal bøgerne udgives i et bestemt oplagstal for at opfylde succeskriteriet?

Mine egne ambitioner, som jeg kun siger højt, når jeg er sikker på, jeg er helt alene, vil jeg ikke ud med. Men jeg vil sige så meget, at de er skamløse.

 

Vi er nogle, der har set frem til din 2. thriller, ”Stormongulens juvel”, men den udkommer ikke. Hvorfor så ikke det?

Historien er ganske enkelt ikke i stand til at bære en hel roman, hvilket først gik op for mig, da jeg havde skrevet den færdig. Så meget tid og megen energi er spildt, men jeg vælger at betragte det som del af en læreproces.

 

Så må det næste spørgsmål jo være. Hvad har du så gang i?

Lige p.t. er jeg på et bestilt projekt fra Billund Lufthavn i forbindelse med deres 50-års jubilæum i år. Der er en deadline, og den kommer nærmere og nærmere.

Derefter tager jeg fat i 2’eren, som tidligere var planlagt til at være blevet 3’eren.

 

I disse Krimimesse-dage. Kunne du forestille dig skrive en krimi, der foregik i Danmark  fx i Horsens og nærmeste omegn?

Selvfølgelig. Der er gode historier alle vegne J

 

Tak til Michael Lycke, fordi han tog sig tid til at lade sig interviewe til www.findalskrimiside.dk