14-06-2014

Interview med Eva Maria Fredensborg

Eva Maria Fredensborg er en dansk krimiforfatter, der indtil nu har skrevet to krimier, ”En gang morder” og ”Min mund er lukket”. Begge bøger har fået pæne anmeldelser. En tredje bog er nu på vej. Eva Maria Fredensborg udgiver bøgene på sit eget forlag ”Elg og co”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  Én gang morder af Eva Maria Fredensborg                Min mund er lukket af Eva Maria Fredensborg                 

 

Fortæl lidt om den private Eva Maria 

Jeg er 45 år gammel og bor i Charlottenlund. Min mand og jeg har en søn på 20 og tvillingepiger på 17, og vi tilbringer helst vores weekender og ferier i Sverige, hvor jeg er født, og hvor vi har et hus.

 

Du har selv et forlag, ”Elg og Co”. (Hvorfor dette navn i øvrigt?) Det havde du også, da du havde skrevet din første krimi. Hvorfor sendte du den så til andre forlag?

Jeg kommer oprindelig fra reklamebranchen, men i 2006 stiftede jeg mit eget forlag og begyndte at oversætte og udgive svensk skønlitteratur. Da jeg gerne ville have, at forlagets navn skulle have noget med Sverige at gøre, kaldte jeg det Elg & Co.

Da jeg selv begyndte at skrive for alvor, ville jeg ikke udgive på eget forlag - både fordi jeg var bange for at blive opfattet som useriøs, og fordi jeg havde svært ved at bedømme kvaliteten i det, jeg selv skrev, så jeg begyndte på den klassiske rundsending til forlag. Det, der fik mig til at ændre mening, var dels, at jeg fandt en dygtig freelance redaktør, som kunne give mig den objektive bedømmelse, jeg sukkede efter, og dels at jeg kom i kontakt med NewPub, som er et netværk af uafhængige forfattere i Danmark. 

 

Dit forlag udgiver nu kun dine egne bøger. Skal det tages som udtryk for, at du er blevet fuldtidsforfatter og kan leve af at skrive? 

Fordi jeg er selvudgiver, kan jeg i dag kalde mig fuldtidsforfatter. Når jeg tænker på, at det ikke er meget mere end et år siden, jeg debuterede, er det helt ubegribeligt, at det rent faktisk er mit job at skrive. 

 

Hvor mange eksemplarer af dine første to krimier har du solgt? 

Papirudgaven af ”Én gang morder” er solgt i mere end 2.500 eksemplarer, mens ebogen nærmer sig et salg på 4.000. ”Min mund er lukket” har solgt godt og vel det halve. 

 

Var du som barn en, der altid sad med næsen i en bog, eller hvad lavede du? 

Mine forældre læser begge meget, og mine søskende og jeg elskede højtlæsningen inden sengetid, men det var bibliotekaren på min skole, der for alvor fik mig i gang med at læse selv. Hun havde en evne til altid at stikke én den helt rigtige bog. I begyndelsen var det mest hestebøger, da jeg også var en rigtig ridepige, men med tiden blev min smag mere avanceret, og jeg læser stadig meget, meget bredt. 

 

Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter? Og hvorfor blev det netop rimiforfatter, du blev? 

Jeg har nok altid drømt om at skrive selv, men indtil jeg begyndte at oversætte skønlitteratur, syntes jeg nærmest, det var helligbrøde at tro, at jeg selv kunne skrive en rigtig bog. I begyndelsen skrev jeg ikke krimi, men jeg var bedre til ordene end til handlingen (læs: Der skete ikke noget som helst i mine bøger), og da jeg på et tidspunkt tænkte: ”Hvad nu, hvis jeg slår en eller anden ihjel?” skete der pludselig noget. Jeg skrev hundrede sider på en måned - og så var jeg altså krimiforfatter.Jeg har dog stadig et romanprojekt liggende i skuffen, som jeg tænker, at jeg skal arbejde videre med, når min tredje krimi er færdig. 

 

Hvordan får du ideerne til dine krimier? 

Med den første var det et billede, der dukkede op. Jeg sad i bilen på vej hjem fra Sverige, da jeg pludselig så en fremmed mand for mig, der sad på bagsiden af mine forældres ødegård med en hvid kuvert i hånden. Han så ikke glad ud, og jeg brugte resten af hjemturen på at spekulere over, hvem han var, hvad han lavede de,  og hvad der mon var i den kuvert. Efter mange svinkeærinder er billedet blevet indledningen til ”Én gang morder”.

”Min mund er lukket” udspringer af min undren over, hvad søskende kan gøre ved hinanden. Jeg har et meget nært forhold til min søster og min bror, og for mig ville det være en stor sorg at skulle bekrige dem i stedet for at elske dem, men jeg ved godt, at det ikke er sådan, det fungerer i alle familier, og det ville jeg gerne forsøge at sætte mig ind i. 

 

Mange krimiforfattere er meget udpenslende, når de beskriver en forbrydelse. Hvor direkte synes du, at du kan være i dine beskrivelser af en forbrydelse? 

Jeg prøver at være så lidt udpenslende som overhovedet muligt – både fordi jeg selv er den sarte type, der dårligt kan sove ovenpå et afsnit af ”Broen”, og fordi jeg langt mere interesseret i, hvorfor nogle mennesker vælger at dræbe end i, hvordan de rent faktisk gør det. Jeg ved godt, at mange krimilæsere sværger til det meget makabre, men det kan de jo så heldigvis finde hos andre krimiforfattere. 

 

Fortæl i hovedtræk, hvordan du gør, når du skriver. 

Min skriveproces er så rodet, at det er ubegribeligt, at der kommer bøger ud af det.

Jeg aner ikke, hvordan det skal slutte, når jeg begynder, og jeg skriver rigtig meget om undervejs. Heldigvis har min redaktør lært mig at elske redigeringsfasen frem for at frygte den, og jeg kan også godt se, at jeg er blevet mere struktureret hen ad vejen. Plottet til 3’eren er betydeligt mere gennemarbejdet, blandt andet fordi jeg har været så heldig at have Kurt Kragh (tidl. medarbejder på Rejseholdet) som sparringspartner i den helt indledende fase af arbejdet. 

 

Går du i ”forfatterskjul” på fx Hald Hovedgaard eller lignende steder? Der er noget med, at du har et helt specielt skrivested derhjemme, fortæl lidt om det. 

Jeg har ikke prøvet at tage på længere skriveophold, men jeg tager ofte 2-3 dage alene i vores hus i Sverige. Selvom jeg ikke skriver hele tiden, betyder det meget, at jeg kan have historien i min bevidsthed flere dage i træk, og udover at få skrevet mere oplever jeg ofte, at ting, der har drillet, falder i hak på sådan et par dage.

Herhjemme har jeg en lille hytte nede i haven, hvor jeg går ned og skriver. Vi bor lige mellem den lokale folkeskole og gymnasiet, så vores hus har altid været et samlingssted for børnenes venner, og de gange, jeg har forsøgt mig med et kontor ude i byen, har det ikke fungeret særlig godt, så til sidst byggede vi ”Hytten”, hvor jeg i dag har næsten 9 kvadratmeter, der er helt og holdent mine, og hvor der altid er fred og ro. 

 

Hvad gør du rent researchmæssigt? 

Da jeg skrev ”Én gang morder” var jeg for genert til at ringe til vildt fremmede mennesker og bede om hjælp, men jeg læste en masse bøger, især om psykiatri. Da jeg skrev ”Min mund er lukket” kunne jeg jo pludselig kalde mig forfatter, og det gav mig mod på at kontakte forskellige specialister, og jeg er både forundret og taknemmelig over, hvor meget tid de har været villige til at bruge på at lære mig noget om alt fra sociologi og håndskriftsanalyse til mystiske sygdomme.

 

I min anmeldelse af ”Min mund er lukket” var jeg ”efter dig”, fordi du efter min mening ikke beskrev det politimæssige i bogen korrekt. Er fakta om politiet uvæsentligt? Du ”opfinder” bl.a. en enhed som ikke eksisterer. Hvorfor det? Kunne du bare lade dine politifolk agere i virkelighedens enheder? Savner du Rejseholdet, fordi en efterforsker tilknyttet hertil kan komme rundt i landet? 

Man kan sige, at det allerede gik galt i min første bog, fordi jeg absolut ville have, at handlingen foregik i Småland. Jeg kontaktede den daværende chef for Nationalt Efterforskningscenter, som foreslog, at jeg kunne lade min pofileringsekspert være tilknyttet NEC, som har et nært samarbejde med politiet i de andre nordiske lande, og da jeg allerede dengang havde idéer til flere krimier, der foregik forskellige steder i Danmark, opfandt jeg altså enheden Særlige ressourcer, som fungerer lidt på samme måde, som Rejseholdet gjorde i sin tid.

For mig at se, er forfatterens vigtigste opgave at skabe nogle rammer, der giver optimale betingelser for, at historien kan fungere, og de fleste krimier beskriver trods alt forbrydelser, som er fuldstændig urealistiske efter dansk målestok, så jeg tror, at læserne er helt klar over, at bogens univers ikke kan oversættes til virkelighed. Dertil kommer, at den måde, politiets arbejde er organiseret på, ændrer sig hele tiden, så en krimi, hvor opklaringsarbejdet spejler virkeligheden én til én, risikerer at være ukurant efter nogle få år.

 

Min (Jan Findals) kommentar:

Hvis nogle af jer, der studerer min hjemmeside er meget interesserede i emnet, kan Eva Maria varmt anbefale bogen ”Viden om drab”, hvor et af kapitlerne netop beskæftiger sig med politiets organisering af drabsefterforskninger.

 

Hvor vigtigt er det for dig, at facts er i orden? Skal steder, institutioner, aviser, fodboldklubber, politiske partier o.l., der beskrives, eksistere i virkeligheden? Hvorfor fx ikke skrive Ekstrabladet, FCK, Socialdemokratiet? 

Én ting er at opfinde noget, der ikke eksisterer i virkeligheden, men fakta er noget andet, og hvis jeg f.eks. havde skrevet noget om Følings syge, der ikke var korrekt, ville det ærgre mig meget. Derfor har jeg også haft en pæn håndfuld fagfolk på som testlæsere af ”Min mund er lukket”, herunder en politikommissær fra Nationalt Efterforskningscenter.

Jeg vil helst skrive om steder/institutioner, der eksisterer i virkeligheden, men i ”Min mund er lukket” oplevede jeg, at en af de institutioner, jeg ville have med i min bog, blev decideret vred over, at jeg ville nævne den ved navn, så her måtte jeg opfinde en pendant i stedet, og i min tredje krimi forudser jeg, at det kan blive svært at finde en københavnsk superligaklub, der vil lægge navn til nogle af de elementer, der indgår i mit plot … 

 

Er det kvinder eller mænd, du skriver til?

Det tænker jeg ikke over, når jeg skriver. Når jeg har været ude i boghandlerne, har jeg mødt mandlige kunder, der sagde, at de kun gad at læse krimier med en mandlig hovedperson, men det er ikke noget, der kommer til at påvirke det, jeg skriver.

 

Når du nu kun udgiver dine egne bøger, hvem rådfører du dig så med? Andre forlag har redaktører ansatte. 

Som jeg nævnte tidligere, har jeg en fast redaktør. Nils Bjervig har været med helt fra starten, og jeg har så stor respekt for hans faglige viden, at jeg valgte at skrive ”Én gang morder” helt om på hans anbefaling. Når det handler om det mere forretningsmæssige, er jeg så heldig at være med i en lille gruppe af selvudgivere, der mødes cirka en gang om måneden. Vi er alle fuldstidsforfattere/-forlæggere, og da vi hver især har vores styrker og svagheder, er der som regel altid en, der kan bidrage med den viden, jeg selv mangler.

  

Hvordan laves bogens forside? 

Til mine svenske udgivelser brugte jeg Imperiet, som er et af Danmarks førende bureauer inden for omslagsdesign, så da min egen bog skulle produceres, syntes jeg ikke, at den skulle behandles ringere, og derfor er det Simon Lilholt fra Imperiet, der har lavet begge mine omslag.

Omslaget til ”Min mund er lukket” har en lidt speciel historie. For nogle år siden var jeg på bogmesse i Göteborg, hvor jeg købte en bog med billeder af tatoveringer. Et af dem forestillede en kvinde, der havde fået lavet to dansende traner, som dækkede hele ryggen, og da jeg fandt på, at min hovedperson skulle have en tatovering, valgte jeg at beskrive netop dette motiv. Da Simon Lilholt så fotografiet, bad han mig straks om at kontakte den svenske fotograf, og jeg synes, han har fået et fantastisk smukt omslag ud af det.

  

Hvad betyder anmeldelser for dig? 

Min erfaring er, at de betyder mindre for salget, end mange mennesker går rundt og tror. Personligt ville jeg rigtig gerne kunne tage dem lidt afslappet, men jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke gik rundt og smilede nogle dage ovenpå fem hjerter i Politiken.

 

Hvad betyder det for dig at være til stede på Krimimessen i Horsens?  

I nogle dele af bogbranchen oplever jeg, at der bliver set lidt ned på krimigenren, og derfor er Horsens en fest. Alle elsker krimier! I år havde jeg for første gang en stand, som jeg delte med Kim Juul (min personlige favorit blandt danske krimiforfattere), og det var en fornøjelse at møde både eksisterende og nye læsere. 

 

Hvad er succeskriteriet for en bog? Anmeldelser? Oplag? 

Salget er vigtigt, fordi det afgør, om jeg kan være fuldtidsforfatter, men rent personligt er min største tilfredsstillelse at stå med det første, trykte eksemplar i hånden og konstatere, at alle mine tanker og alle de timer, jeg har brugt foran tastaturet, er blevet til en bog, som andre kan læse. Og når jeg så møder en læser, der har haft en rigtig god oplevelse med mine bøger, er det uden tvivl den vigtigste anerkendelse, jeg kan få. 

 

Fortæl lidt om din kommende krimi. 

Selvom jeg har skrevet små hundrede sider, har jeg meget svært ved at beskrive handlingen, men jeg tør godt at afsløre, at bogen starter med, at en superligaspiller bliver likvideret efter sæsonens sidste kamp.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg endnu engang giver stafetten videre til en ny hovedperson, nemlig Carl Pedersen, der var Asta og Roberts chef i ”Min mund er lukket”, og ham kan læserne allerede nu få en lille forsmag på i indlægget ”En bid af Carl”, der ligger på min blog: www.evamariafredensborg.dk 

 

Kære Eva Maria 

En stor tak fordi du så velvilligt har ladet dig interviewe til min hjemmeside. Du har virkelig bestræbt dig på at give nogle interessante og fyldestgørende svar på mine spørgsmål.

Jeg ønsker dig held og lykke med din tredje krimi, som jeg ser frem til at læse.

/Jan