26-08-2014

Interview med Jens Vilstrup

Opland

 

 

Hvem er du?

Et stort spørgsmål, som jeg til stadighed prøver at hitte rede i. Cv-agtigt er jeg far til fire børn på 2, 4, 16 og 20 år – og bor på Frederiksberg med min kæreste Mette. Jeg er uddannet journalist (blev færdig på Journalisthøjskolen januar 1994) og har arbejdet som sådan bl.a. på Politiken, Jyllands-Posten og Euroman, men også i en årrække som selvstændig freelancer med ”speciale”, hvis man kan kalde det det, i fortællende magasinjournalistik. Jeg har sideløbende udgivet en række bøger, både fag-skøn og børnelitteratur. Efter at have været på Euroman, senest som chefredaktør, i syv år, sagde jeg mit job op pr. 1 januar 2014 for at hellige mig bogskriveriet. Det kan jeg jo desværre ikke leve af, så jeg laver stadig journalistik ved siden af. 

 

Hvad har din hensigt været med at skrive ”Opland”?

Der er to hensigter.

1:

At fortælle om de mange (smukke) områder i Danmark, som stille dør hen. Vi er i høj fart – og alligevel så stille, roligt og bemærkelsesværdigt sikkert – i gang med at splitte og afmontere Danmark i to dele. På den ene side er der det usælgelige og døende Danmark ”på landet”, hvortil der flytter flere og flere såkaldt ressourcesvage mennesker til, hvorfra de ”kloge” og ikke mindst kvinderne er stukket af, og hvor der derfor på mange måder hersker en forrået Wild West-stemning blandt de mænd, der er blevet tilbage. (Måske er ”Opland” en slags moderne western?) 

På den anden side har vi de højmiddelklasse-bysamfund, hvorfra de svage i høj grad er flyttet væk bl.a. pga. af høje boligpriser. Bysamfund der synes helt ligeglade med landets samlede udvikling. Ja, vel nærmest bare er lettede over, at en stor del af ”problemdanskerne” ikke længere kan ses med det blotte øje, men i stedet er rykket ud i ”reservater” på landet. Især Lolland har taget fra i den sammenhæng, men langs Hovedvej 13 ned gennem Jylland er den samme udvikling i gang.

Dette overordnede geografiske problem har jeg forsøgt at menneskeliggøre i min roman.

2:

At fortælle om et uforløst barn-voksen-forhold og et problematisk far-og-søn-forhold, som mange mænd måske vil kunne genkende. Måske ikke nødvendigvis i form af vold – men i form af al det usagte, i form af skuffelse, frustration og i form af savn efter kærlighed og forståelse.

 

Hvorfor har Nørre Snede stået model til den navnløse by?

Min intention var at skrive om menneskelige – og mandlige – konflikter og at placere sådanne konflikter i naturskønne omgivelser. Og der er sgu smukt i Nørre Snede og omegn.

I mine øjne passer Nørre Snede i øvrigt til den samfundsudvikling, jeg har beskrevet ovenfor. Det er måske endnu ikke så galt som i andre byer, men sidst jeg kørte igennem (i forrige uge) var det, som om det nu kun var Superbrugsen, der var åben. Læg dertil, at mange af de nærliggende småbyer langs Hovedvej 13 er de rene zombie-samfund. Engang var Nørre Snede noget, det er byen - udefra set - ikke længere. Engang var de omkringliggende småbyer opland til Nørre Snede, nu er Nørre Snede selv blevet opland til andre mere succesfulde byer - som fx Silkeborg.

Med sin Præriefest og andre cowboy-agtige tiltag passede Nørre Snede desuden godt til min idé om et forrået wild-west-samfund bestående fortrinsvis af livsskuffede mænd.

Nørre Snedes beliggenhed – lige midt i det hele uden længere at være noget nævneværdigt knudepunkt – følte jeg desuden afspejlede den grundkonflikt, der opstår, når et menneske pludselig opdager, at det ikke længere ”hører til”. Den konflikt, der opstår, når et menneske begynder at tvivle på den historie, det hidtil har fortalt om sig selv.

Byen er navnløs i fortællingen, fordi en by som Nørre Snede er en ”tilstand” langt mere end et sted – altså en tilstand, som læseren gerne skulle kunne spejle sig i.

 

Hvor har du dit kendskab fra til Nørre Snede og omegn.

Jeg har boet i nærliggende Skanderborg, fra jeg var 12, til jeg var 18 og er kommet på de ”kanter”, hvis man kan sige det sådan i mine teenageår – og lige siden. Jeg har desuden været på en del research-besøg i byen - og omegnen - for at snuse til mig.

 

”Opland” skifter mellem fortid og nutid, og bogens hændelser er sandsynligvis et sammensurium af noget, der er sket og sker rundt omkring i diverse småbyer med opland, men er du vidende om, at der er foregået og foregår noget lignende i Nørre Snede?

Ja, du har ret, det er et sammensurium – ikke bare af forskellige steder, hvor jeg har boet, af ting, jeg har set og oplevet – men også af fantasi og virkelighed.

Som journalist (og almindelig person) har jeg været mange steder – og besøgt lav som høj – og nej, jeg er ikke vidende om, at der er foregået eller foregår noget lignende i Nørre Snede. Men jeg vil næsten udstede statsgaranti på, at der bag gardinerne i de døende byer, væk fra det forbikørende øje, foregår fornedrende, ubehagelige ting, som sikkert er værre end dem, jeg skriver om i bogen – også i Nørre Snede

 

Du er årgang 1964 og er sandsynligvis startet i skolen omkring 1970. I den periode beskriver din bog mange uhyrligheder, som børn i ”Opland” blev udsat for. Det være sig fysisk afstraffelse og seksuelt misbrug.

I dag er lærere og pædagoger meget opmærksomme på disse foreteelser og indberetter til de sociale myndigheder, når det sker.

Er det din erfaring, at skolen generelt set svigtede og så gennem fingre med det, der skete, da du gik i skole? Ingen tvivl om at fysisk afstraffelse fandt sted, men ingen kunne vel gøre noget i og med at revselsesretten ikke var afskaffet. Eller hvad?

Jeg kom tidligt i skole og afsluttede 9.ende klasse i 1979. Den første del af min skoletid tilbragte jeg på en lille landsbyskole på Kolding-egnen, den anden på en stor centraliseret (oplands)skole i Skanderborg. Mange af lærerne dengang var uddannet i, og selv fra, den sorte skole, og havde det der med at slå eller rive i håret siddende næsten genetisk i hænderne. Forsinket som alting jo er ude på landet, kan jeg huske, at der dengang på landsbyskolen i 70’erne pludselig kom en ung langhåret lærer, der var helt anderledes venlig end de andre gamle råbehoveder.

De afsnit i bogen, der handler om lærere dengang, er jo alle fortalt med barnets perspektiv, så ja, som voksen kan man bedre forstå motiver og handling hos andre mennesker, men set fra barnets side – som jeg har valgt at gøre det - var lærerne dengang – på nær nogle få – alle sammen voksne mennesker, der ikke burde have haft med børn at gøre.

Revselsesretten, som du beskriver, har flere kategorier. Det blev forbudt for lærere at slå elever i 1967 (men mange af lærerne, især ude på landet, blev bare ved med det, de kunne ikke lade være – og mange steder var det dem, der udgjorde flertallet og derfor protesterede de andre lærere ikke).

Forældres revselsesret til at slå deres egne børn blev først ophævet i 1997.

Ja, skolen – og forældrene - svigtede ad helvede til dengang. De så gennem fingre med mange uhyrligheder. Hvis en lærer blev taget i at slå børn for hårdt eller for voldsomt, blev han ikke fyret dengang – men blot flyttet til en anden skole. Det er faktum. På samme måde skete det – langt op i 80’erne, at fx pædofile pædagoger blot blev overflyttet til andre institutioner, hvis de var ”gået for langt” i puderummet. Det er også et faktum.

I dag er det til gengæld myndighederne, der svigter. Tag alle de nylige, chokerende sager om misbrug/misrøgt af børn, hvor myndighederne ikke har grebet ind, selvom de vidste, hvad der foregik. (Læg i øvrigt mærke til, at ingen af disse sager er foregået i København.)

 

Bogens hovedperson, Niels er mønsterbryder. Han bliver læge. Er du selv mønsterbryder. Du har en fortid som redaktør på ”Euroman”.

Jeg er egentlig fra den lavere middelklasse, så jeg er vel ikke mønsterbryder i gængs social-økonomisk forstand. Til gengæld håber jeg, at jeg følelsesmæssigt er en mønsterbryder. 

 

Hvad er dit succeskriterium for en god bog og har ”Opland” levet op til det?

Jeg synes, at en god bog gerne må indeholde en god gammeldags fortælling, altså et plot med fremdrift og dertilhørende underplots. Jeg kan godt lide, når en forfatter har anstrengt sig / gjort sig umage med handlingen – og når handlingen og dermed fortællingens ydre fremdrift støtter og forstærker bogens egentlige og indre indhold. Det er jo fx det krimigenren kan, når den er allerbedst.

Om jeg er lykkes med det, må andre vurdere. Jeg har i hvert fald gjort forsøget.

 

Er du i gang med en ny bog og i så fald, hvad handler den om?

Ja, det er jeg, men endnu kun på skitseplan. Og nej, den foregår ikke i Nørre Snede eller et lignende sted, men derimod i det ’andet ’ Danmark: i de rige områder nord for København.

 

En stor tak til Jens Vilstrup fordi han så velvilligt gjorde dette interview muligt.