14-03-2013

Interview med Øystein Wiik

Den norske forfatter Øystein Wiik er en yderst kompetent spændingsromanforfatter. Desuden er han anerkendt operasanger. Ja, og så har han faktisk også får år tilbage deltaget i Norsk Melodi Grand Prix. Mange har sikkert hørt ham synge på Krimimessen i Horsens, hvor han i forbindelse med et interview sang fra scenen i Vesthallen.

Øystein Wiik har indtil nu udgivet to bøger i Danmark. Begge på forlaget Peoples Press:

"Tenoren" (også udgivet under titlen "Dræbende applaus" og "Slagteren".

Begge mine anmeldelser kan ses i menupunktet ”Anmeldelser” her på siden. 

I Norge har han desuden udgivet: "Hvit panter" og "Casanovasyndromet"

 

Jeg har haft fornøjelsen af at interviewe ham et par gange og har flettet to interviews sammen. 

Hvordan opfatter du sig selv? Er du en forfatter, der synger i din fritid? Eller er du operasanger, der skriver i din fritid? 

Jeg er i hvert fald en skrivende sanger, som ikke har noget fritid.

Hvor længe har du gået med ”en forfatter i maven”, og hvor mange forsøg skulle der til, før du fik en bog udgivet? 

Jeg har skrevet siden min første forelskelse. Det var håbløse kærlighedsdigte, som jeg rødmer af skam over nu. På Teaterskolen skrev jeg revynumre til vores revyer, og ofte kunne jeg finde på at tilføje nye roller i et oprindeligt manuskript, så det kunne passe bedre til min klasse. 

Jeg har skrevet musiktekster til både mit eget og andres rockband. Og så har jeg oversat teaterstykker. Jeg har aldrig tænkt på det som noget usædvanligt. Til sidst besluttede jeg mig for at skrive musical og operaer. Og omsider følte jeg mig godt nok forberedt til at gi’ mig i kast med en krimi, som er noget af det sjoveste at beskæftige sig med.

Hvorfra får du dine ideer til dine romaner? 

Jeg får ideer overalt. På en tur med sporvognen, til en kedelig fest. Og så forsyner dagbladene jo en vågen læser med alle mulige plots hver eneste. Jeg trives med at skrive i det kaos, man normalt kalder hverdagen.

Men ofte kommer et mysterium bare til mig, og hvis det er spændende nok, ruller historien sig ud, lige så snart jeg sætter fingeren på tastaturet.

Der findes mange typer af krimier/thrillere? Nogle er socialrealistiske, andre er femi-krimier, andre er politiromaner. Hvordan vil du karakterisere dine romaner?

Hvis jeg skal karakterisere mine bøger, vil jeg faktisk støtte mig til en af de danske anmeldelser om Tenoren: 

Ifølge nyere forskning inden for krimigenren er der tre hovedkategorier i skandinaviske krimier: den medialiserede baseret på nyhedsklip, noir-modellen efter 1940’ernes amerikanske krimi og så den socialrealistiske. Wiiks univers – må udgøre en fjerde model. Her er rigeligt af alle effekter og ingen samfundsrealistiske hensyn. Til gengæld er der god baggrundsinformation om kunst, opera og musik, der er fart over begivenheder, jævnlige og velplanlagte mord og mindre sidehistorier, der forsyner karaktererne med fortid og passende personlighed. 

Hvilke thrillers læser du selv, og hvem er din yndlingsforfatter? 

Jeg er vældig fascineret af Mo Hayder. Men er man en sart sjæl, er det bedst at læse hende med lyset tændt. Wilbur Smith er ligeledes en forfatter, som ved, hvordan man holder spændingsniveauet over 500 sider. 

Har du nogen skriveritualer (f.eks. lytte til bestemt musik, sidde et bestemt sted osv.) Hvis ja, hvad?

Jeg sidder helst midt i spisestuen, mens børn og kone fiser rundt omkring mig, musikken på stereoanlægget spiller højt og meget mere. Jeg er et meget socialt menneske, og jeg bliver hurtigt utryg, når jeg er alene. Det eneste sted, jeg tør være alene er faktsik i vores lejlighed i Sydfrankrig. Her bor vi midt på byens torv, og jeg kan hurtigt få en snak med slagteren eller andre af de faste lokale på torvet, hvis jeg føler mig for alene. 

Skal en krimi have en lykkelig slutning? Hvis ja, hvorfor, hvorfor ikke?

Ja, jeg synes jo, at den helst skal være bittersød. Der er jo altid en vis melankoli ved en krimislutning. Det vigtigste er, at sagen er løst, men der er jo altid indbygget i en sag noget og nogen, som en eller anden har mistet.

Har du andet, du gerne vil indvi os i til slut? 

Jeg skriver aldrig et plot fra a til å, men lytter i stedet til historiens egen vilje. Ofte fører jeg også samtaler med mine karakterer, om hvad de synes osv., og de har ofte gode bud på det ene eller det andet. Det var også sådan – i dialog med karakteren – at jeg kom på ideen med Komodovaranen. Mine historier fortæller sig selv, og jeg bliver degraderet til en sekretær.