25-09-2014

Interview med Jens Henrik Jensen

  

     

     

 

 

Jens Henrik Jensen har indtil nu skrevet 9 spændingsbøger. Han er en yderst populær forfatter, der har høstet stor ros for sine bøger, i særdeleshed for serien om Nina Portland og serien om Niels Oxen.

Det personlige:  

51 år, født og opvokset i Søvind ved Horsens, far vognmand, mor medhjælpende hustru. Uddannet journalist. Sportsjournalist, redaktionssekretær, nyhedsredaktør, nyhedschef, jourhavende. Alle årene på JydskeVestkysten i Esbjerg, boet der 20 år.

Kone: Mai. Børn: Hugo, 3 år, Victor 5 år. Nuværende bopæl: ude på landet mellem Søvind og Haldrup.

 

Du er journalist og har gjort meget i at skrive ”om det virkelige liv”. Hvad var det, der gjorde, at du fik lyst til at skrive fiktion.

Jeg har altid gået rundt med drømmen om at forsøge at skrive en roman. Men i de første mange år havde jeg ikke overskud til det, da jeg var sportsjournalist. Da jeg blev forsideansvarlig og ikke længere skrev til den daglige avis, begyndte tanken – og overskuddet – at melde sig. Og så sprang jeg på hovedet ud i det! 

 

Din debutroman var ”Wienerringen”. Var det nemt at få den udgivet? Siden dengang er det bare gået slag i slag. I dag er der det jo sådan, at vi læsere nærmest ”skriger” efter at høre nyt fra dig? Du må have rigtig gode oplagstal på dine bøger. Hvordan føles det at være en forfatter med succes? 

Min debutroman Wienerringen var absolut ikke nem at få udgivet. Der gik flere år, før det lykkedes. Flere år med afslag fra de store forlag, selv om jeg ofte var i dialog og samarbejde med dem og arbejdede med manuskriptet efter deres anvisninger, ja så vendte de alligevel tommelfingeren nedad til sidst.

Så til slut endte jeg hos et enmandsforlag, Holkenfeldt, der gerne ville give mig en chance. Anmeldelserne var få – og gennemgående dårlige….

Men så blev jeg stædig – og forsøgte mig en gang til. Denne gang med ”Kællingen i Krakow”, som blev antaget hos det velrenommerede forlag Borgens Forlag. Det blev mit gennembrud. Siden er det gået slag i slag – fremad heldigvis.

Jeg føler mig ydmyg over min succes – og nogle gange en anelse benovet over, at så mange er så glade for mine bøger og glæder sig til den næste, straks de har læst en ny.

Og så føler jeg mig privilegeret over at kunne beskæftige mig med noget, som jeg brænder fuldstændig og aldeles for. 

 

Dine bøger bærer tydeligt præg at være inspireret af virkeligheden.

I ”De hængte hunde” og ”De mørke mænd” forestiller du dig, at ”Danehof” er genopstået efter at have ligget i dvale fra starten af 1400 tallet. Hvor har du fået den idé fra? Hvor meget har det med virkeligheden at gøre? ”Leger” du bare med, at lobbyismen har udviklet sig til det værre? 

Det har ikke andet med virkeligheden at gøre, end at ”magt” i bund og grund består af de samme grundingredienser nu i 2014 som dengang i Middelalderen: Indflydelse, økonomisk styrke, handlekraft, netværk.

Det har naturligvis så meget med virkeligheden at gøre, at vi ser en moderne pendant i de mange VL-grupper landet over. Her sidder magtens moderne mænd og kvinder. 

 

Dine bøger må have krævet enorm research. Hvordan researcher du? 

Der er ikke megen hokus-pokus i research. Det er møjsommeligt arbejde med at søge informationer og læse, som oftest via internettet. Den langt sjovere del af researchen foregår ude i marken, hvor jeg elsker og gå rundt og snuse og lede efter gode locations/scener til bøgerne. 

 

I modsætning til mange af dine forfatterkolleger gør du meget ud af, at steder – gader, veje, pladser og bebyggelser - findes i virkeligheden. Hvorfor det, og har du selv været rundt på stederne?

Jeg har respekt for detaljerne. Bor man I Arden, så skal vejskiltene til Rold Skov jo være gengivet korrekt. Og bor man i Nyborgs centrum, skal gader og vejnavne være genkendelige. Jeg plejer at sige, at alt, (bygninger etc.) som er offentligt tilgængeligt skal være korrekt.

Og så alligevel… Jeg er meget klar over, at præcision i detaljer overhovedet ikke skaber en god roman. Det ansvar må forfatteren selv tage på sig i kraft af sin ”digtning” og udvikling af historien.

Det sker da også, at jeg blæser på virkeligheden – men det er sjældent. I ”De mørke mænd” har jeg således opfundet en kostald på Gram Slot, selv om der ikke ligger en stald i virkeligheden ;-) 

 

Fortæl hvorfor du beskriver det politimæssige så præcist og nøjagtigt, som du gør. Organiseringen af politiet er jo noget mere indviklet nu om stunder end tidligere. Havde det ikke været nemmere bare at kalde det kriminalpolitiet, ordenspolitiet og Rejseholdet og altså bruge de gamle termer? 

Det duer ikke, for så fortalte jeg jo omverdenen, at jeg ikke ved et kvæk om politireformen. Men det gør jeg… Reformen var – og er – så stor og gennemgribende en forandring i det danske politi, at en krimiforfatter naturligvis skal rette ind. Og forblive troværdig.

  

Selv om du i Horsens Folkeblad udtaler, at du undgår ”splattereffekter” i dine romaner, er der jo nok alligevel også nogle ret direkte beskrivelser af vold i ”De mørke mænd”. Hvor går egentlig grænsen, for virkeligheden kan jo også være meget makaber. 

Jeg synes, det er en balancegang. Beskrivelsen af vold og død hører med til genren, men man behøver ikke svælge i det udover, hvad der er påkrævet for historien.

Jeg ville eksempelvis ikke have lyst til at fortælle en historie om lig savet op med motorsav, hængt på en tørresnor eller lignende udpenslinger. Ondskab som sådan siger mig ikke noget. 

 

Jeg går ud fra, at inden dine bøger går i trykken, har de været omme ad en redaktør.

Kan en redaktør overhovedet bidrage til noget, når man tager din baggrund som journalist i betragtning. 

En redaktør er uundværlig – også selv om jeg er journalist.

Jeg skriver jo dag ud og dag ind, uge efter uge, måned efter måned. Til sidst indtræder der en ”blindhed” over for ens egen historie. Er den egentligt spændende? Kunne den ændres til det bedre? Mange svar kan kun gives af en udenforstående person, en kyndig redaktør. 

 

Hvordan finder du på navne til dine personer? Din nuværende hovedperson hedder Oxen til efternavn. Ligger der noget symbolsk i det – uroksekraft – i det navn? 

Navne, de kære navne…. Nye hovedpersoner og navne er altid en sjov – og meget langvarig disciplin. For længe siden, da de første tanker om Oxen meldte sig, hed han indledningsvis både Sax og Saxild – men jeg faldt omgående for Oxen, da det dukkede op. Det er kort, fyldt med power – og rummer måske noget okse, noget urkraft og stædighed. Egenskaber, der kendetegner ham.

Portland kom på samme vis efter mange omveje. Alle navne, der ender på ”land”, synes jeg er vældig harmoniske og fine navne. Portland giver associationer af Port (havn – Esbjerg), Aalborg og cement – og alligevel klinger det feminint også.

  

Hvem laver dine bøgers forsider?

Det gør den grafiker, som Politikens Forlag udvælger til opgaven. Men i kraft af min uddannelse og store interesse for layout og avisdesign og grafiske udtryksmuligheder, ja så er jeg i realiteten meget med ind over i processen. 

 

Hvordan gør du, når du skriver? Du har udtalt i Horsens Folkeblad, at du ikke har et stroryboard, men hvad gør du for at holde styr på fortællingen?

Hvor sidder du, når du skriver? Tager du på Hall Hovedgaard, eller sidder du og nyder en smuk udsigt i Søvind? 

Jeg forsøger at holde en rød tråd undervejs. Jeg kender nogle af de store, centrale punkter i plottet – og så arbejder jeg mig også ofte fremad lidt som i en guerillakrig – fra hushjørne til hushjørne. Det driver konstant historien fremad – og hjælper mig til at overskue stoffet og mulighederne.

Jeg skriver altid derhjemme på mit kontor – med en vidunderlig udsigt ud over Horsens Fjord og øen Vorsø og marker og skov.

Men da jeg altid begynder meget tidligt, klokken 03-04 om vinteren, ja så er der kun buldrende mørke at kigge ud i de første timer ;-) 

 

Hvor langt er du med din næste bog om Niels Oxen. Jeg har set et sted, at der nok går to år, før vi kan forvente den? 

Jeg er for så vidt slet ikke begyndt. Men jeg kan i virkeligheden aldrig slippe mine hovedpersoner helt, så jeg har en god fornemmelse af, hvordan nummer 3 skal begynde, og hvad hovedpersonerne går og laver i forhold til sidst. 

 

Hvorfor tror du, vi danskere elsker at læse krimier og thrillere?

Hmm… Genrens muligheder er næsten uden begrænsninger. Fortællerammen kan rumme alt – fra nutid til fortid, man kan blive klogere undervejs – og tilmed bliver man underholdt.

Det er nok primært genrens vide rammer – alle kan finde noget, der appellerer til en – og så er man i den fine udgangsposition, at man har ret til at forvente, at spændingen er helt nærværende undervejs.

Der skal lyde en stor tak til Jens Henrik Jensen, fordi han så velvilligt stillede op til dette interview.